Social ubalance: Erhvervslivet er trumf i Bruxelles

Den europæiske fagbevægelse har svære kår for deres lobbyarbejde i EU-institutionerne. De store koncerner har langt flere midler og inviteres oftere inden for døren.
Af Kenneth Haar
17. januar 2013

Fagbevægelsen er klemt i Bruxelles. I de senere år er det regnet med direktiver, forordninger, aftaler, og endda en enkelt traktat, som har sat sindene i kog i kontorerne hos Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS), også kaldet Euro-LO. Løn, pension, arbejdstider og sikkerheden i ansættelsen er alle under pres – ikke bare på nationalt niveau, men også fra nye EU-regler, så EFS er på jagt efter modtræk.

I en vedtagelse fra en kongres i 2011 lyder det bl.a. at EFS skal ”maksimere brugen af de til rådighed stående midler for at øge fagforeningernes påvirkning af dagsordenen på europæisk niveau”, herunder kampagner, demonstrationer, søge allierede blandt andre sociale bevægelser, og gå i dialog med arbejdsgiverne og Kommissionen.

Endelig vil EFS også styrke sin indsats på lobbyområdet. Men her bliver det svært, for på det område har erhvervslivet fordelen. Det fremgår af en rapport udgivet af den østrigske faglige sammenslutning Arbeiterkammer i år.

En dværg i Bruxelles

Ifølge rapporten udgør de faglige organisationer kun sølle to procent af det samlede antal organisationer, der er repræsenteret i Bruxelles for at påvirke EU-institutionerne. Ifølge en rapport fra Europa-Parlamentet udgivet i 2003, er dette et markant fald, idet fagbevægelsen for ti år siden talte omtrent 10 procent af de organisationer, der havde en Bruxelles-repræsentation.

Ubalancen viser sig også i antallet af lobbyister, understreger forfatterne til Arbeiterkammers rapport. EFS har i øjeblikket omtrent 150 ansatte i Bruxelles, mens arbejdsgiverorganisationen Business Europe råder over ca. 800.

Lægges hertil en lang række andre af erhvervslivets interesseorganisationer, bliver regnskabet endnu mere ulige i arbejdsgiversidens favør.

Forfatterne vurderer desuden, at erhvervslivet står for ca. to tredjedele af den samlede omsætning på lobbyområdet, der i alt beløber sig til mellem 15 og 22 milliarder kroner årligt. I halen på arbejdsgiverne kommer offentlige myndigheders lobbykontorer, herunder interesserepræsentanter for kommuner, regioner og andre officielle instanser.

Foretrækker erhvervslivet

Et yderligere problem for fagbevægelsen ligger i en tradition, der for længst har slået rødder i Kommissionen:

Når Kommissionen søger råd til ny lovgivning, sker det gennem de såkaldte ekspertgrupper. Eftersom Kommissionen er den eneste institution, der kan fremlægge forslag til EU-love, og eftersom Kommissionens forslag altid sætter dagsordenen for den efterfølgende debat, er det noget nær en førstepræmie for en lobbyist at få sæde i en gruppe.

Og fordelingen i ekspertgrupperne mellem erhvervsliv og fagbevægelse er sjældent til at misforstå; erhvervslivet er massivt repræsenteret, fagbevægelsen kun sjældent.

Således viser en opgørelse af industrikommissærens ekspertgrupper, at to tredjedele af grupperne er helt domineret af erhvervslivet. Opgørelsen, som er foretaget af den lobbykritiske NGO-sammenslutning ALTER-EU i juli i år, viser desuden, at mens

Kommissærens ekspertgrupper tæller hele 482 repræsentanter for erhvervslivet, har kun 11 fagforeningsrepræsentanter kunnet klemme sig ind.

Fagbevægelsen får derfor svært ved at hævde sig ad samme vej, som erhvervslivet.