Samspil for verdens fattige

Udvikling handler i stadig mindre grad om bistand. Det handler om handel, investeringer, beskatning – og om at skabe sammenhæng.
Af Ida Zidore
11. april 2013

I Dakatcha i det sydøstlige Kenya lever et lille kystsamfund på omkring 20.000 mennesker af at dyrke jorden til fødevarer, honning og medicin. Eller rettere levede. For i dag er de truet af et italiensk selskab, der har hapset 50.000 hektar af deres jord til at producere biobrændstof. Som europæerne kan fylde i deres biler og flyvemaskiner, vel at mærke.

At europæiske investorer ødelægger lokal produktion i Afrika – og dermed bremser udvikling – er efterhånden et kendt fænomen. Men de færreste er måske klar over, hvor relativ stor en betydning, det har.

Selvom EU er verdens største donor af bistand, er udviklingsbistanden en svækling på den globale arena i forhold til kæmper som handelspolitikken eller landbrugspolitikken. Det skyldes, at verden bliver et stadig mere globaliseret sted. De internationale, finansielle systemer er langt tættere forbundet end for 20 år siden.

Derfor kan man ikke længere isolere udvikling til et spørgsmål om bistand. Udvikling – eller mangel på samme – er påvirket af stort set alle politikområder. Derfor er det blevet et af tidens absolutte fokusområder i Europas udviklingspolitiske miljøer, hvordan man kan få delene til at spille sammen.

Politisk handling

Officielt vedtog EU allerede med Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i 2009, at ”EU skal tage hensyn til udviklingspolitikkens mål i de øvrige politikker, den implementerer (iværksætter. red.), og som har sandsynlighed for at påvirke udviklingslandene”.

På papiret er også det danske grundlag på plads: I den nye danske lov om udviklingssamarbejde fra juni 2012 står der, at man anerkender, at de øvrige politikområder har indflydelse på udviklingspolitikken. Og den danske udviklingsminister Christian Friis Bach har bekendtgjort, at han i juni 2013 vil komme med den første årlige handlingsplan, der skal vise, hvordan den danske regering vil tænke hensynet til udviklingslande med i regeringens øvrige politikker.

Langt til mål

For Laust Leth Gregersen, der er sekretariatsleder i Concord Danmark, et NGO-netværk for EU’s udviklingspolitik, handler det om at »skabe fair rammevilkår. Det giver for eksempel ikke mening, at beslutninger, der vedrører illegal kapitalflugt, skal træffes i EU’s ministerråd for skatteministre, uden at udviklingsministrene er med«.

Han påpeger, at selvom danske og europæiske beslutningstagere har forpligtet sig til at skabe sammenhæng i lovgivning til gavn for verdens fattige, er der langt til mål. Derfor er det – hvor modsætningsfyldt, det end kan lyde – en realpolitisk fordel, når det ikke kun er u-landene, der bliver ramt:

»Når det kommer til f.eks. landbrugsstøtte eller skatteunddragelse, går det ud over mange andre end bare udviklingslandene. Så samtænkning – kohærens – handler også om at der er nogle politikker, der er uretfærdige – ligegyldigt om man bor i Ghana eller Danmark«.

Kohærens

Kohærens stammer fra latin og betyder sammenhæng. I udviklingskredse taler man om ”politik-kohærens for udvikling”, som er en fordanskning af det engelske Policy Coherency for Development (PCD).

Idéen er, at der skal være sammenhæng, så de politikker, vi vedtager i de rige lande, ikke må have negative konsekvenser for fattige lande. Eksempelvis kan kohærens-begrebet bruges til at påpege, at fiskeripolitikken i EU ikke må have negative virkninger på udviklingen i Afrika.

PCD-begrebet stammer oprindeligt fra den internationale organisation OECD.