ARTIKLER


Nyt redaktør-trekløver på NOTAT

Fra dette nummer redigeres NOTAT af en kollektiv ledelse. De nye redaktører giver her deres bud på NOTAT’s fremtid.


Af RASMUS NØRLEM SØRENSEN, NY ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
5. august 2013

GENERATIONSSKIFTE. Det vækker en vis respekt og fornemmelse af historiens vingesus, når man overtager redaktionen af et blad med en så imponerende og mangeartet historie som dette. Og for første gang i NOTAT’s snart 40-årige historie skal bladet på fast basis redigeres af folk, der er yngre end bladet selv.

Ida Zidore, master i international journalistik, pressemedarbejder og projektleder i DEO og ny temaredaktør på NOTAT:

»Det var efter en DEO-debat i 2011 om fødevarespekulation, at jeg blev nysgerrig på DEO og NOTAT. Jeg gik hjem derfra og tænkte, at her blev der virkelig rykket på nogle ting. Kort efter kontaktede jeg NOTAT. Min drivkraft var – og er stadig – at være en del af et debatmiljø, hvor man virkelig vil den saglige debat. Det er det, NOTAT står for. NOTAT stiller spørgsmål, og går kritisk til værks. Det er en form for journalistik, jeg virkelig kan tilslutte mig. Derfor glæder jeg mig meget til min nye rolle som temaredaktør«.

Michael Birkkjær Lauritsen, cand.mag i historie og EU-studier, grundlægger af internetmagasinet rØST, faglig leder af DEO rejser og projektleder i DEO – og ny tema-redaktør på NOTAT:

»EU er politik. Og bør ses som en kamp mellem grupper i samfundet snarere end som en kamp mellem lande eller et spørgsmål om ja eller nej. Arbejdsløshed står overfor nedskæringspolitik, klima overfor erhvervsinteresser, finansinteresser overfor befolkningen og demokrati overfor skæv lobbyisme. Det kan man umuligt svare ja eller nej til. Den danske EU-debat bør ikke gemmes væk i en Europapolitisk aftale mellem de toneangivende partier. NOTAT’s opgave er at bringe de politiske uenigheder og visioner frem, at politisere EU-stoffet og sætte nye dagsordener«.

De tre unge redaktører kommer til at arbejde tæt sammen med NOTAT’s faste freelancer gennem et par årtier, Nordeuropas førende, cerutrygende EU-journalist, Staffan Dahllöf. Og heldigvis står den svenskfødte superjournalist solidt plantet i en flok på omkring 25 rasende dygtige og engagerede frivillige skribenter. Folk du kan møde i bladets artikler, i kolofonen og på hjemmesiden.

I den faste redaktion finder vi også ikoniske skikkelser fra EU-debatten i Danmark. Finn Ellegaard, den organisatoriske primus motor i NOTAT siden 1974 og i DEO siden 2005. Sven Skovmand, der foruden at være medstifter af NOTAT og forfatter til adskillige bøger også har præsteret at få skældud af Hilmar Baunsgaard fra Folketingets talerstol. Og Kenneth Haar, EU-nørden over dem alle, der ved mest og bedst om praktisk taget alt, der har med EU at gøre.

Så hæng i, kære læsere. EU-debatten er hverken helt eller halvt overstået. Giv et abonnement og et demokratisk rygstød til en I kender. NOTAT er for alle, der tør søge nuancerede svar på kritiske spørgsmål om det europæiske samarbejdes indhold og rammer.