Israel ønsker blot forhandling

Jeg lægger ud med at spørge, om det er korrekt, at Israel aldrig har fastlagt sine egne grænser. Det er det. Grænserne skal fastlægges gennem forhandlinger med palæstinenserne, og for tiden er forhandlingerne gået i stå, forklarer han.

Og det tema går igen gennem hele samtalen: Forhandling. Men palæstinenserne vil ikke.

Det er rigtigt, den israelske regering har bygget bosættelser på Vestbredden, men der er to slags bosættelser, hver med omkring 200.000 mennesker: Der er de permanente bosættelser, der ligger lige uden for Jerusalem og er bygget sammen med byen, så man reelt ikke opdager, at man passerer ind over Den Grønne Linje – grænsen til Vestbredden efter seksdages-krigen i 1967. Og de ”isolerede” bosættelser.

De første vil forblive israelske også i fremtiden – som led i en byttehandel med andre territorier, forklarer Roi Dvir. Tilbage er de isolerede bosættelser. Hvad der skal ske med dem »er et helt centralt spørgsmål, som vil blive løst gennem forhandlinger«, siger han.

Og Østjerusalem?

»Jeg tror, at de fleste israelere i dag er af den opfattelse, at Jerusalem nok skal deles«.

De mure, man er ved at bygge omkring bosættelser og adgangsveje, ligner ikke nogen invitation til forhandlinger.

»Vi kalder dem ikke mure, men sikkerhedshegn. I realiteten er der tale om et hegn på 90 pct. af strækningen«.

»Murene findes omkring byer eller landsbyer, hvor der er risiko for beskydning af civile. Det er derfor, de er så høje. De skal forhindre en gentagelse af den skrækkelige periode for 10 år siden, da vi vågnede op næsten hver dag til nyheden om endnu en buseksplosion. Tusinder af israelere mistede livet dengang. Men murene er midlertidige«.

Danmark har inviteret Det Palæstinensiske Selvstyre til at opgradere sin repræsentant her i Danmark til ambassadørstatus. Hvad er Israels syn på sagen?

»Vi mener ikke, et sådant skridt vil føre nogen vegne. Tværtimod, det er kontraproduktivt. Fred vil man kun kunne nå gennem direkte forhandlinger mellem de to parter«.

Ser du en to-statsløsning for dig, et sted ude i fremtiden? Eller måske en ét-statsløsning?

»En to-statsløsning er langt det bedste, både for israelere og for palæstinensere. Og jeg håber, at ledere på begge sider vil have modet til at føre den igennem«.

»Den afdøde egyptiske præsident Sadat kom til Jerusalem og sagde: ”Ikke mere krig. Ikke mere blodsudgydelse”. Han talte til Knesset (parlamentet). Og israelerne lod sig overbevise om, at han var en fredens mand. Det samme gjorde Kong Hussein af Jordan. De var ledere, gik den ekstra mil«.

Og de palæstinensiske ledere?

»Rent historisk vil du se, at hver gang vi er tæt på en løsning af konflikten, siger den arabiske side ”nej”«.

»Der var en israelsk udenrigsminister i 1960’erne, der formulerede det sådan, at ”Palæstinenserne lader aldrig en chance gå fra sig til at lade en chance gå fra sig”.

»Se på FNs delingsplan i 1947. Araberne sagde nej. Efter seks-dages krigen i 1967 sagde israelerne: I kan få jeres områder tilbage i bytte for fred, selv om de er af stor betydning for vores historie og religion. De sagde nej«.

»Under Arafat, og igen under Mahmoud Abbas, har vi været tæt på, og endda haft kort på bordet. Men de ville ikke skrive under«.

»Nu siger Mahmoud Abbas: Under den tidligere regering kunne jeg have fået mer’. Næste gang vil han længes efter Netanyahu«.