”Israel må skifte kurs”

Israel går i søvne, siger han, og der er kun én vej for EU at følge:

”Israel må skifte kurs – og Europa må samle mod til at gøre dette klart for Israel”, skriver Witney i rapporten ”Europe and the Vanishing Two-State Solution”, udgivet af tænketanken European Council on Foreign Relations for få uger siden.

Witney mener, at Israel kan sammenlignes med Sydafrika under apartheid, fordi bosættelserne på Vestbredden, hvor det som skulle udvikles til en palæstinensisk stat, nu minder om de gamle bantustans – hjemlande for de sorte sydafrikanere under apartheid-tiden.

I en samtale med NOTAT siger Nick Witney:

»Denne opdeling af Palæstina i isolerede bantustans er måske ikke et udtalt mål for Israel, men det er en følge af den førte politik. Det, vi ser på kortet, er en skærgård af små palæstinensiske byer og områder, omgærdet af en israelsk kontrol. Det følger en rent militær logik.

Ingen Mandela eller de Klerk

»Sydafrika i dag er bestemt ikke noget paradis, men der fandtes i 1990’erne en Nelson Mandela og en F.W. de Klerk, som det lykkedes at undgå et blodbad«.

»Jeg kan ikke få øje på nogen tilsvarende politiker i Palæstina og Israel. Abbas (præsident for det palæstinensiske selvstyre) er gammel og vil trække sig tilbage for at bruge tiden på sine børnebørn. De unge kompetente palæstinensere sidder i fængsel. Og når det gælder Israel, så er (premierminister) Netanyahu bare håbløs«, siger Nick Witney.

Men hvorfor er det sådan, at EU på den ene side fordømmer Israels politik, men på den anden side stadig forstærker båndene til landet? Witney har to svar:
Det ene går på den historiske sympati for oprettelsen af en jødisk stat, som stadig præger den aktive generation af europæiske politikere.

Storbritanniens ansvar for, at den britiske regering i 1917 åbnede Palæstina – der dengang var britisk mandatområde – for jødisk indvandring, og Tysklands skyld for Holocaust er de tydeligste eksempler. Men i alle EU-lande er der personlige og kulturelle bånd til Israel.

Det bureaukratiske bæst

Hans andet svar er, at EU-landene har materielle fordele ud af forbindelserne til Israel.

»Der er en kontrast mellem, hvordan EU-landene optræder som individuelle stater, og hvordan de udtaler sig i de kollektive udtalelser, som de er parat til at underordne sig. Det var det samme med diktatorerne i Nordafrika, som EU holdt oppe med handels- og samarbejdsaftaler«.

»Den kontrast forstærkes af, at det er Kommissionen og ikke EU’s Udenrigstjeneste, som har den dominerende rolle. Kommissionen er et bureaukratisk bæst; det siger jeg som en konstatering og ikke som en anklage. Kommissionens brændstof er teknokratiske indspil og ikke politik«.

»Kommissionens besked til Israel er derfor blevet, at ”vi er nødt til at kritisere jer, men det kan I bare ignorere”«.

Truet, ikke forsvundet

Med din baggrund fra EU’s våbenagentur må det være relevant at spørge, om Israel har noget at tilbyde EU-landene på det militære felt?

»Absolut. Israelerne er særdeles dygtige og kompetente«.

»Her ligger der et moralsk aspekt, som jeg måske kunne have udviklet i rapporten: Måske burde vi afstå fra at købe de droner og den overvågningsteknik, som Israel har udviklet for at kontrollere det palæstinensiske samfund?«.

»Det spørgsmål undlod jeg bevidst at rejse for ikke at få sat fokus på et aspekt, som ville forhindre, at rapporten blev læst af alle sider i konflikten«.

Titlen på din rapport er ”den forsvindende to-stats løsning”. Er tiden løbet fra en fungerende palæstinensisk stat?

»Den er ikke helt forsvundet, endnu. Spørgsmålet er, om præsident Obama er parat til at stille sig bag sin egen udenrigsminister John Kerry«.

»Det næste store problem er Netanyahu. Han optræder som en tryllekunstner, der peger i alle mulige retninger for at skjule, hvad han selv laver – som hans påstand om, at Israel trues af udslettelse fra iranske kernevåben«.

»Netanyahu’s seneste løgn er, at konflikten ikke handler om territorier, men om identitet. Det er helt forkert. Det er lige præcis territorier, det handler om, og der er intet, der forhindrer israelere og palæstinensere i at sætte sig ned ved et kort og forhandle om bytte af landområder«.

»Så nej, jeg vil nok ikke satse nogle penge på en palæstinensisk stat i en overskuelig fremtid. Men alternativet er bare værre.«