NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Storbritannien har allerede forbehold for store dele af EU-lovgivningen, så: Hvor meget mindre EU kan man ønske sig?
Storbritannien bruger ikke euroen, har beholdt paskontrollen og deltager kun i det retslige samarbejde, man har lyst til. Så hvad mere er det, David Cameron forestiller sig?
Rebecca Adler-Nissen, forsker på Center for Europæisk politik, nævner EU-Domstolens rolle som en af de knaster, briterne traditionelt har problemer med.
Men, påpeger hun, gennemgangen af EU-Domstolens kompetence på det retslige område – omtalt andetsteds i bladet – var allerede i gang, inden David Cameron holdt sin tale.
Vil kunne stemme ja
Så hvad mere kan man forestille sig? »Måske noget på skatteområdet, måske en permanent afklaring af arbejdstiden. Jeg kunne også forestille mig en eller anden form for protokol eller erklæring om, at EU vil tage hensyn til The City of London«.
Rebecca Adler-Nissen mener, at de krav til EU, som en britisk regering kan finde på at præcisere, ikke nødvendigvis vil blive uoverstigelige at opfylde: »Hans idé er jo reelt, at han vil kunne anbefale et fortsat britisk EU-medlemskab«.
Faktaboks:De britiske særordninger
1984: Rabat på medlemsafgiften – Storbritannien fik i 1984 under Margaret Thatcher en rabat på 66 pct. af forskellen mellem det, briterne betalte, og det, de fik retur fra EU i form af støtteordninger.
Baggrunden var, at Storbritannien havde mindre gavn af landbrugsstøtten, som den gang tegnede sig for 80 pct. af EF’s budget, end andre store medlemslande. Tyskland, Holland, Sverige, Østrig og nu senest Danmark har efterfølgende fået rabat på deres finansiering af den britiske rabat.
1991-97 (Uden for social protokol) – Storbritannien fik en undtagelse fra det daværende EF’s sociale protokol om arbejdsmarkedspolitik i 1991, men den blev ophævet af Tony Blair 1997.
1991: Undtagelse for ØMU – Storbritannien fik en undtagelse fra den økonomiske og monetære union skrevet ind i Maastricht-traktaten fra starten i 1991.
Briterne deltager heller ikke i Europlus-pagten (frivillig aftale mellem 23 EU-lande), i Finanspagten, og de agter ikke at deltage i en kommende bank-union.
1997: Schengen – Storbritannien og Irland står uden for Schengenreglerne, som blev en del af EU-traktaten i 1997. De to lande har beholdt paskontrollen over for andre EU-lande, men ikke over for hinanden. De kan dog deltage i enkelte Schengen-relaterede beslutninger.
1997: Opt-in for retspolitik – Storbritannien (og Irland) har siden 1997 kunnet vælge, om man vil deltage i, og omfattes af, EU-beslutninger angående ”retslige og indenrigspolitiske anliggender”, der nu er omdøbt til området for ”frihed, sikkerhed og retfærdighed”.
(Et forbehold, hvor man kan vælge at tilslutte sig fra sag til sag, kaldes for opt-in, til forskel fra de danske forbehold, der i EU-sprog er en opt-out – dvs. man vælger at stå uden for et helt område. red.).
2003: Arbejdstidsdirektivet – briterne udnytter konsekvent en undtagelse i EU’s arbejdstidsdirektiv fra 2003, der giver mulighed for at sætte den maksimale arbejdstid på 48 timer/uge ud af kraft. Det samme gør enkelte brancher i andre lande. Genforhandlinger af direktivet har stået på siden 2008, uden resultat.
2009: Charteret for grundlæggende rettigheder – Storbritannien (+ Polen) har fået et tillæg til Lissabon-traktaten, som siger, at ingen domstole kan underkende landenes gældende retstilstand med henvisning til charteret, og at de økonomiske og sociale rettigheder i charteret ikke er juridisk bindende. Tjekkiet overvejer at tilslutte sig dette særlige tillæg.