ARTIKLER


Hvad kan man bruge de 13 danske MEP’er til?

Hvilke udvalg sidder de i?
Af Martin Mogensen
13. april 2013

Hvad laver medlemmerne af EU-Parlamentet, og hvad kan man bruge dem til, hvis man gerne vil påvirke EU?

Inden for de seneste 10 år er EU-Parlamentet gået fra at være en snakkeklub til at være et forum med stor indflydelse på den europæiske lovgivning.

På sin vis, har de 13 danske EU-Parlamentarikere lige så meget magt som de danske ministre, hvad angår europæisk lovgivning. Derfor kan det være en rigtig god idé at rette fokus mod Parlamentet, hvis man ønsker at opnå indflydelse på EU’s politik, i stedet for at banke på dørene på Christiansborg.

Danskernes indflydelse

EU-Parlamentet består i dag af 754 medlemmer. De 13 danskere udgør derfor blot en meget lille del af det samlede politiske landskab. Det svarer faktisk nogenlunde til den plads, Færøerne og Grønlands repræsentanter har i Folketinget.

Det betyder dog ikke, at danskerne ikke har indflydelse. Tværtimod. I EU-Parlamentet indgår danskerne i europæiske politiske grupper, der fungerer næsten på samme måde som i Danmark, blot lidt løsere, fordi nationale holdninger ofte spiller ind på stemmeafgivningen.

Inden for partigrupperne uddeler man politiske ordførerskaber og poster i de forskellige politiske udvalg. Det er igennem disse poster, at politikerne for alvor har og kan få indflydelse og påvirke partiets samlede linje på de politiske spørgsmål.

Hvem skal jeg gå til?

Selvom samtlige forslag bliver sendt til afstemning i den store plenarforsamling, er det reelt i de enkelte udvalg og igennem ordførerskaber, at danskerne får indflydelse.

Eksempelvis har Dan Jørgensen en betydningsfuld rolle som næstformand i ENVI-udvalget, der beskæftiger sig med miljø, folkesundhed og fødevaresikkerhed. Hvis man har en sag på et af de områder, kan det være ham, man skal få til at kæmpe for sin sag.

Alternativt vil et udvalgsmedlem som Anna Rosbach eller en stedfortræder i udvalget som Margrete Auken være en mulighed for at få en miljø-, sundheds- eller fødevaresag på dagsordenen i Parlamentet.

Vælg den rigtige

Der er flere danskere der har betydningsfulde poster i Parlamentet. Jens Rohde er næstformand i Industri, Forskning og Energiudvalget, Morten Løkkegaard er næstformand i Kultur- og Uddannelsesudvalget, og Morten Messerschmidt er næstformand i Udvalget for Konstitutionelle Anliggender.

Går man op i EU’s budgetter, vil man i dag med fordel kunne følge Anne E. Jensens mangeårige arbejde i Budgetudvalget eller Søren Søndergaards arbejde i Budgetkontroludvalget. (Begge har i øvrigt meldt, at de trækker sig som MEP’ere ved Parlamentsvalget næste år – efter henholdsvis 15 og 7 år i Parlamentet).

Udvalget for andragender

En af de mere direkte veje til indflydelse er igennem det forholdsvis nye udvalg for andragender. Betingelsen er, at den sag, man kommer med, handler om forhold, der falder ind under EU’s virksomhed, og at sagen angår én selv.

Udvalget for andragender omtales nærmere på bagsiden.

Følg med!

I princippet kan alle EU-borgere gå til en hvilken som helst EU-Parlamentariker og drøfte en sag (hvis de har tid og lyst). Som dansker vil det i mange tilfælde være nemmest at gå til de danske.

For at skærpe sine argumenter og sikre sig, at man får dem præsenteret i rette tid, kan det være en fordel af følge med på deres hjemmeside eller abonnere på et nyhedsbrev. 

Dan Jørgensen

(S, MEP-gruppe: Soc.dem.) Miljø, sundhed, fødevarer, økonomi Næstformand i udvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (ENVI). Stedfortræder i Udvalget for Økonomi og Valuta (ECON)

Ole Christensen

(S, MEP-gruppe: Soc.dem.) Beskæftigelse, fiskeri, Tyrkiet Medlem af Udvalget for Beskæftigelse og Sociale Anliggender (EMPL). Stedfortræder i Udvalget for Fiskeri (PECH)

Christel Schaldemose

(S, MEP-gruppe: Soc.dem.) Forbrugeremner, indre marked, landbrug Medlem af udvalget for det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (IMCO). Stedfortræder i Udvalget for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter (AGRI). Stedfortræder i udvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (ENVE)

Britta Thomsen

(S, MEP-gruppe: Soc.dem.) Forskning, energi, ligestilling, sikkerhedspolitik Medlem i Udvalget for Industri, Forskning og Energi (ITRE) Medlem af Udvalget for Kvinders Rettigheder og Ligestilling (FEMM) Stedfortræder i Udvalget for Sikkerhed og Forsvar (SEDE)

Bendt Bendtsen

(K, MEP-gruppe: Europæisk Folkeparti) Industri, forskning, energi, budget Medlem af Industri-, Forsknings- og Energiudvalget (ITRE) Stedfortræder i Budgetudvalget (BUDG)

Morten Messerschmidt

(DF, MEP-gruppe: Europæisk Frihed og Demokrati) Forfatning og retslige spørgsmål, budget Næstformand Udvalget for Konstitutionelle Anliggender (AFCO) Stedfortræder i Retsudvalget

Jens Rohde

(Venstre, MEP-gruppe: De Liberale) Industri, forskning, rettigheder og indre marked Næstformand af Industri-, Forsknings- og Energiudvalget (ITRE) Stedfortræder i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBRE) Anne E. Jensen (Venstre, MEP-gruppe: De Liberale) Budget, økonomi Medlem af Budgetudvalget Medlem af Delegation til Det Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU Stedfortræder i Økonomi- og Valutaudvalget

Morten Løkkegaard

(Venstre, MEP-gruppe: De Liberale) Kultur, medier, forbrugerpolitik og indre marked Næstformand i Kultur- og Uddannelsesudvalget Stedfortræder i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse

Margrete Auken

(SF, MEP-gruppe: De Grønne) Miljø, Landbrug, borgerrettigheder Medlem af Udvalget for Andragender Stedfortræder i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed Stedfortræder i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter

Emilie Turunen

(SF, MEP-gruppe: De Grønne) Indre marked, forbrugeremner, beskæftigelse, rettigheder Medlem af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse Stedfortræder i Økonomi- og Valutaudvalget Stedfortræder i udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender

Søren Bo Søndergaard

(Folkebevægelsen, MEP-gruppe: Forenede Europæiske Venstre) Budget, forfatning, forbrugeremner, organiseret kriminalitet, korruption Medlem af Budgetkontroludvalget Medlem af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender Medlem af Det Særlige Udvalg om Organiseret Kriminalitet, Korruption og Hvidvaskning af Penge Stedfortræder i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse

Anna Rosbach (løsgænger)

Miljø, sundhed, transport, fiskeri Medlem af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed Stedfortræder i Transport- og Turismeudvalget Stedfortræder i Fiskeriudvalget