ARTIKLER


Gør noget. Gør det bedre. Gør en forskel.

Sådan lyder EU-Parlamentets slogan til en kampagne op til parlamentsvalget i maj 2014. Men man skal nok ikke tage opfordringen alt for bogstaveligt. Så ender man i fængsel.


Af RASMUS NØRLEM SØRENSEN
4. november 2013

AKTIVISTER. Egentlig var det Radikale Venstre, der lancerede tegnsætningen. De fleste husker nok budskaber som ”Vi lytter. Også til økonomer.” og ”Vi tror. På fremtiden.” fra landets reklamesøjler og busstoppesteder. Nu går EU-Parlamentet med på sprogmoden med sloganet ”Gør noget. Gør det bedre. Gør en forskel”.

Opfordringen til handling stemmer fint overens med beslutningen hos venstreorienterede røster i parlamentet om at indstille den amerikanske aktivist og whistleblower Edward Snowden til den prestigiøse Sakharov-pris. En mand, der om nogen har ”gjort noget”.

Men når man ser på, hvor lidt opbakning Snowden reelt har fået fra Europas ledere, og hvordan det tilsyneladende er blevet en europæisk regeringssport at fængsle politiske aktivister, skal man nok alligevel tænke sig om, før man tyr til handling.

Kartofler og pirater

De belgiske myndigheder har senest overmandet en gruppe øko-aktivister, fordi de hev genmodificerede kartofler op af en ulovligt anlagt mark. Kartoffelplukkerne er ikke bare anklaget for hærværk, men også i henhold til den barske paragraf om organiseret kriminalitet.

Russerne (der i hvert fald er halvvejs europæere) gav rigtignok aktivisten Edward Snowden opholdstilladelse. Men så lukkede Putins gavebod da også. Den russiske regering har anklaget 30 Greenpeace-aktivister, der ville redde Arktis fra olieforurening, for pirateri. Senere blev anklagen ændret til hooliganisme, men aktivisterne sidder stadig fængslet.

Bubber eneste håb

Over en halv million mennesker har skrevet under på en appel om løsladelse til Greenpeace-aktivisterne, men NOTAT’s politiske eksperter frygter, at Putin vil pege på EU’s borgerinitiativ som eneste gyldige procedure for løsladelse. Og den kræver en hel million underskrifter.

Eneste håb er nu Bubber, der officielt har markeret sin støtte i en video på Greenpeace’s hjemmeside. Aktivisterne krydser fingre for, at de diplomatiske evner hos manden bag Snurre Snups Søndagsklub kan hamle op med Kreml. 

Spanske fiskere

Også den britiske regering spiller med musklerne overfor aktivister. Briterne har sendt krigsskibe ned til en gruppe spanske fiskere ved Gibraltar, efter at fiskerne i en aktion til søs har protesteret over, at det britiske selvstyre på den strategiske halvø har smidt 70 cementblokke i havet. Det ødelægger fiskeriet, siger aktivisterne. Men briterne er uenige og ser det som en lejlighed til at få luftet flåden. 

Så pas på, kære læser. Når politikerne siger, du skal gøre noget, så betyder det ikke nødvendigvis det, du tror. Så gør noget. Gør det bedste. Pas dig selv.