Fra København til Bruxelles

Kommuner og regioner søger penge, kontakter og indflydelse i Bruxelles. Forskere tvivler på det virker.

Af Staffan Dahllöf
1. november 2013

LOBBYISME. Fra næste år melder Køben-havn og hovedstadsområdet, herunder Bornholm, sig på banen som lobbyister i Bruxelles. Dermed vil alle fem danske regioner og samtlige 98 kommuner have et kontor og et telefonnummer i EU-hovedstaden.

Men hvorfor?

»Helt overordnet handler det om at skabe vækst og arbejdspladser. Det handler om at synliggøre det brand, som København er, og om at få tiltrukket nogle EU-midler. Det handler også lidt banalt om at vi vil varetage en aktørs interesse« siger Steen Christiansen, borgmester i Albertslund (A) og formand for de 29 kommuner i Hovedstadsområdets kontaktråd.

De fire eksisterende danske regionskontorer i Bruxelles siger alle, at de er glade for udsigten til selskab.

Jonas Groes fra Det Syddanske EU-kontor:

»Rigtig godt, at man har set lyset. Det betyder flere danske projektpartnere, men også øget opmærksomhed på danske virksomheder«.

Lars Holte Nielsen, Midtjyllands EU-kontor:

»Små lande, små regioner og små kontorer – jo flere, vi er, des bedre«.

Stig Norsk, NordDanmarks EU-kontor:

»Det er kun en god ting. Det kan ikke nytte noget, at vi konkurrerer med hinanden«.

Esther Davidsen, Sjællands EU-kontor:

»Det glæder vi os meget til, ikke mindst fordi vi får mange henvendelser fra hovedstadsområdet. Vi har lavet en del af det arbejde, de nu selv kommer til at stå for«.

 

Kopierer hinanden

Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med speciale i kommunalpolitik, er skeptisk over for regionernes Bruxelles-entusiasme:

»Der er aldrig lavet nogen undersøgelse af, hvad man får ud af det. Mit umiddelbare gæt er, at udbyttet er begrænset, og at man mest kopierer hinanden. Med tidlig information kan man måske komme et skridt foran de andre kommuner, når det gælder at søge projektmidler. Men den information spreder Kommunernes Landsforening jo i forvejen«.

»Fra mit eget område – forskerverden – ved jeg, at én procent af ansøgninger giver resultat. Der er ingen tegn på, at det er anderledes med EU’s strukturfonde«, siger han.

 

Hvad med markedsføringen, vægten af at ”brande” for eksempel København?

»Branding koster, men man ved ikke hvad det giver. Selv Horsens – som er det gode eksempel på et kommunalt brand – kan ikke vise, at man har formået at tiltrække nye borgere eller arbejdspladser af den grund«.

Demokratiaspektet i, at kommuner og regioner prøver at skaffe sig indflydelse ved sin tilstedeværelse i Bruxelles og fungere som et bindeled mellem borgerne og EU, er også vanskeligt at føre bevis for.

»Vi er ikke sat i verden for at afhjælpe Unionens demokratiske dilemma. Borgerne vælger kommunalbestyrelser, som så udpeger repræsentanter til KL’s internationale udvalg. Det er der, den politiske diskussion foregår« siger Omer Ciric, EU-konsulent i KL og tidligere repræsentant i Bruxelles.

 

Folkets vilje?

Lidt anderledes ser man på det i Stockholms EU-kontor i Bruxelles. Kontorchef Per Spolander mener, at man som kommunalt kontor bør agere i politisk overensstemmelse med befolkningen. Stockholms EU-kontor har selv formået at få politisk indflydelse ved at afspejle det moderate (konservative) styre i den svenske hovedstad, mener han.

»Vi skal føre folkets vilje frem. I praksis deler vi holdninger med Svenskt Näringsliv (svarer til Dansk Industri, red.)«, siger kontorchefen.

Han peger på lempelser i EU’s energi-sparedirektiv som et eksempel på kontorets indflydelse på EU-lovgivningen.

Kommunalforskeren Roger Buch lyder ikke overbevist:

»Det er oplagt, at lobbyister argumenterer for, at de har indflydelse. Men forskningsmæssigt er det et fuldstændigt tomt felt, hvad kommuner og regioner har opnået«.

NOTAT har kontaktet en række førende forskere indenfor offentlig forvaltning og EU for at efterprøve Roger Buchs påstande. Ingen af dem kan pege på en dokumentation for, at kommuners og regioners interessearbejde har haft effekt.

En af dem, professor Peter Munck Christiansen ved Aarhus Universitet, konstaterer:

»Jeg kan ikke svare på dit spørgsmål, og jeg ved ikke, hvem der kan. Det er jo interessant i sig selv«.