Fra demokrati til virksomhedsstyre

FRIHANDEL. Da de krigshærgede lande i Europa efter 1945 satte sig sammen med USA og de andre industrilande, var det for at regulere industritold og tariffer. Men de folkevalgte politikere skulle fortsat kunne lave love, som beskyttede små og nye virksomheder. Og i det hele taget lovgive frit, så vi langsomt kunne bygge velfærd og arbejdspladser. Aftalen blev kaldt GATT – Generalaftalen om told og tariffer.

GATT blandede sig ikke i, hvilke andre regler vi ville have indenfor fødevaresikkerhed, offentlig velfærd, miljø, forbrugerrettigheder, eller arbejdsmiljø og arbejderrettigheder. Det var en slags guldalder for demokratiet, hvor vi kunne vælge politikere til at udvikle nye love til gode for befolkning og samfund. Samtidig oplevede vi en eventyrlig økonomisk vækst i næsten alle industrilande. Der var overskud at fordele. 

I dag er det WTO, som er rammen for den internationale handel, og den bygger på en helt anden økonomisk teori. Den blev forhandlet i den nyliberale periode, fra 1987 til 1994. Thatcher og Reagan styrede i England og USA, Berlin-muren faldt. Kapitalismen var det eneste system, som var gangbart. Det var ikke længere tanken og teorien, at politikerne skulle styre og regulere de økonomiske interresser.

Magten til investorerne

Den nye handelsteori bygger på antagelserne om, at investorerne er de rationelle aktører. De skal ikke begrænses af regler, som ikke er helt nødvendige.

WTO-regelværket giver stater og demokratiske beslutninger om nye love mindre handlerum. I denne handelsteori ses vi ikke længere som indbyggere, men som forbrugere. Det er i butikkerne, og ikke i valglokalerne, vi skal vælge varer, som ikke er produceret med børnearbejde, eller indeholder farlige kemikalier.

Nu er der turbo på såkaldte ”frihandelsaftaler”, herunder den aktuelle aftale mellem de store økonomier USA og EU.

Tolden er allerede næsten afskaffet, så det hæmmende er i dag vores regler mod klorineret kylling, vores kemikalieregler i legetøj, vores forbud mod GMO og krav om standarder, arbejdsmiljøregler m.m.

Hertil kommer investeringsbeskyttelsesaftaler. De indebærer, at virksomheder kan kræve erstatning af staterne for al lovgivning, som de kan påstå begrænser deres nuværende eller kommende indtjening. Og det bliver ikke landenes domstole, der skal afgøre erstatningssagerne, men et internationalt råd bestående af tre jurister. Uden ankemuligheder.

Her er fokus på virksomhedens og ikke almenvellets tarv. Og tanken er igen, at det er virksomhederne og ikke politikerne – altså de folkevalgte – der er de rationelle aktører i samfundet.

Men hvor er det demokratiske element, at vi som borgere kan vælge politikere, efter hvordan vi ønsker at indrette os samfundsmæssigt? Er det en udvikling vi vil gå ind i med åbne øjne?