ARTIKLER


NIKOLAJ VILLUMSEN FRA ENHEDSLISTEN HAR FORTRUDT, AT HAN VAR MED TIL AT GIVE HANDELSMINISTEREN MANDAT.

Flere artikler
Gå til forside

Kategorier:

Folketinget – over and out?

Onsdag den 8. maj 2013 gav samtlige partier i Folketinget regeringen mandat til at godkende EU-Kommissionens forhandlingsdirektiver til en handels- og investeringsaftale med USA. Det var måske sidste gang, Folketinget havde noget at skulle have sagt i den sag.


Af Staffan Dahllöf
18. december 2013

Enhedslisten kom til at fortryde sit mandat til regeringen, og har efterfølgende sendt regeringen en byge af spørgsmål om aftalens konsekvenser.

Men hvis regeringen, og et flertal af partierne, mener, at forhandlingsmandatet bliver overholdt, er der mest formalia tilbage. Ministerrådet tager på et tidspunkt stilling til den færdigforhandlede aftale. Det sker med kvalificeret flertal. Og så skal den samlede pakke godkendes af Europa-Parlamentet.

På det tidspunkt har Folketinget gjort sit med hensyn til enkelte dele af aftalen. Og Europaudvalget har kun haft mulighed for at sige ja, eller nej, til det samlede resultat.

Der er dog en teoretisk mulighed - eller risiko - for at de danske politikere vil kunne blande sig:

Aftalen kan komme til at indeholde bestemmelser, som er så vidtgående, at de skal besluttes med enstemmighed i Ministerrådet, og måske også ratificeres (godkendes) af det samlede Folketing.

Bestemmelser om direkte investeringer, visse tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret (patenter m.v.) vil kunne udløse en sådan behandling.

Dog vil den siddende minister alligevel kunne ratificere en sådan aftale selv, hvis indholdet bare ikke menes at være "af større betydning", som det står i Grundlovens paragraf 19.

Yderligere en mulighed er, at det hele ender med en såkaldt "blandet aftale", hvor hovedparten klappes igennem på den hurtige måde, mens de mere følsomme områder reguleres separat i en politisk del.

NOTAT har spurgt i Udenrigsministeriet og i Folketingets EU-Oplysning, hvad der skal til, for at Folketinget kan komme på banen igen og eventuelt give sit besyv med om indholdet i det endelige resultat.

Den ikke helt klokkeklare besked, vi har fået, er, at det vil vise sig.