Flere borgere giver mindre demokrati

DEMOKRATI. Da jeg skal interviewe den anerkendte demokratiekspert og filolog Mogens Herman Hansen om demokratiets muligheder i EU, falder jeg over en definition fra Encyclopædia Britannica 1955, som han selv bruger i forordet til sin bog ”Demokrati som styreform og som ideologi” (2010). Den lyder:

”Demokrati er en regeringsform baseret på folkets selvstyre og i moderne tid på frit valgte repræsentative institutioner og en udøvende magt, der står til ansvar over for folket; samt en livsform baseret på den fundamentale antagelse, at alle individer er lige og har lige ret til liv, frihed  (herunder menings- og ytringsfrihed) og stræben efter lykke”.

Sprogbarrierer

Så jeg lægger ud med at spørge Mogens Herman Hansen om en sammenslutning af stater med omkring en halv milliard mennesker, som EU jo er, på nogen måde vil kunne leve op til denne definition.

»Det står jo allerede i Rom-traktaten, at der er tale om en sammenslutning af folk, ikke bare af stater«, siger han. »Hvis vi skal have et rigtig demokratisk EU, så skulle vi egentlig have et europæisk folk. Men den første vanskelighed er, at man har 24 officielle sprog. Samtidig er der så alle de traditioner og religioner og historiske baggrunde, som er forskellige i alle de 28 lande«.

»På den anden side: Det kan lade sig gøre. Jeg kan f.eks. henvise til, at vi har en schweizisk identitet, der går 700 år tilbage – på trods af, at man dér har 4 officielle sprog: tysk, fransk, italiensk og rætoromansk. Og på trods af, at religionsstridighederne i Schweiz har været blandt de voldsomste i Europa«.

Mogens Herman Hansen mener altså ikke, at sproget nødvendigvis er den altoverskyggende hindring for et europæisk demokrati. Men der skal være et europæisk folk, og det ligger ikke lige om hjørnet.

Demokratiets størrelser

»Der er to grundsætninger, jeg har, og som vi aldrig må være blinde for. Den ene er, at graden af demokrati altid er omvendt proportional med den politiske enheds størrelse. Det vil sige, jo større enhed, vi har, des mindre demokrati kan der være. Et sogn med 200 indbyggere kan vi lave fantastisk demokratisk. I en kommune med 50.000 indbyggere kan vi også have en høj grad af demokrati. I en stat med 5 millioner – nu er vi oppe på Danmarks størrelse – kan vi have en vis form for demokrati. Men når vi når op på 500 millioner, så kan vi ikke have den samme grad af demokrati«, forklarer han.

»Min anden grundsætning er, at betydningen af en politisk beslutning er ligefrem proportional med størrelsen af den politiske enhed. I et sogn med 200 indbyggere eller en kommune med 50.000 kan man lave beslutninger, der er meget demokratiske, men de har ikke den store rækkevidde. Og der er en række beslutninger, der bør træffes ikke bare af 5 millioner, men af 500 millioner – nemlig dem, der vedrører energi, forurening og ressourcer. Det gælder også frie kapitalbevægelser, men der skal vi faktisk op på verdensplan, for hvis vi skal have Tobin-skatten (skat på finans-transaktioner. red.), så må der ikke være nogen stater, hvis banksystem kan gemme sig.«

Tvinger den økonomiske virkelighed os til at tænke stats- og demokratiformer på stadig højere niveauer?

»Ja, og ikke bare den økonomiske, men også den økologiske og den klimamæssige. Men her kommer der et princip ind, som EU har – subsidiaritetsprincippet (også kaldet nærhedsprincippet, red.). Hvis man tog subsidiaritetsprincippet alvorligt, så ville det sige, at alt, hvad vi kan beslutte tættest muligt på borgerne, det bør vi skubbe tættest muligt på borgerne. Det er sådan et smukt princip. Men her er min anke, at jeg slet ikke synes EU lever op til sit eget princip, tværtimod!«

Ydre og indre suverænitet

Kan EU med sine 500 millioner indbyggere ses som en konstruktion, der er på vej til at blive en forbundsstat på linje med USA og Indien?

»I virkeligheden lever halvdelen af verdens befolkning, tror jeg, i forbundsstater eller forbundslignende stater«.

Han mener ikke det er størrelsen, der er udfordringen her, men den politiske arkitektur. Mogens Herman Hansen fremhæver det, han kalder et dobbelt suverænitetsbegreb. Det består af en ydre og en indre suverænitet.

Den ydre suverænitet vedrører udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. Forholdet til andre stater. Den indre suverænitet handler om, at politiske institutioner har monopol på med magt at fastsætte og opretholde en retsorden inden for et givet territorium over for et givet folk.

»Suveræniteten er delt, idet ting som mønt, mål, vægt, udenrigspolitik, hær og andre ting ligger under forbundsstaten, hvorimod alt andet vedrører den enkelte delstat. Den har typisk egen forfatning, egen lovgivning, egne domstole, eget politi. I mine øjne var EF – i højere grad end EU – en omvendt forbundsstat. Indtil Maastricht-traktaten blandede EF-institutionerne sig stort set ikke i enkeltstaternes ydre suverænitet. Danmark kunne indgå en hvilken som helst traktat med et hvilket som helst land. Til gengæld blandede man sig fantastisk meget i den indre suverænitet – meget mere, end man normalt gør og må gøre i en forbundsstat«.

Ét skridt fra føderationen

Vil du dermed sige, at Maastricht er begyndelsen til at gøre EU til en ”normaliseret forbundsstat”?

»Ja, i stadig større omfang bliver dele af udenrigspolitik, sikkerhedspolitik, kulturpolitik, plus meget mere til EU-anliggender. Det er EU-Domstolen, der suverænt afgør, hvad der skal være europæisk lov, og det er EU-Domstolen, der suverænt fortolker EU-lovgivningen. Med Maastricht bliver EF/EU ikke længere blot en økonomisk sammenslutning. Det bliver en politisk union. Derfor har det også skiftet navn«, siger Mogens Herman Hansen.

»Så kan man spørge: Hvad mangler der for, at EU kan kaldes en forbundsstat? Meget lidt. Man kan let omdanne Ministerrådet til et andetkammer, hvor medlemsstaterne er repræsenteret. Man kan lade 500 millioner borgere vælge Kommissionens formand, ligesom 300 millioner vælger USA’s præsident, og så lade den valgte formand sammensætte sin regering (Kommissionen, red.) under ansvar over for Ministerrådet og Parlamentet. Man kan skabe et EU-politi ved siden af de nationale politikorps. Med disse og nogle få flere tiltag, vil EU blive en fuldblods forbundsstat.

Man har i forvejen en forfatning, Lissabon-traktaten, der for 95 procents vedkommende er identisk med den forfatning, man lagde i mølpose i 2005. Men det må man helst ikke sige højt«.