Fanget i kynisme

Et af grundprincipperne for humanitære organisationer er, at vi ikke må fungere som et instrument for udenrigspolitik.

I marken kan det princip være svært at overholde, og i de palæstinensiske områder er grænsen hårfin.

Vi står for nødhjælp og udvikling for millioner, men ved godt, at det eneste der kan forbedre levevilkårene og sikre rettigheder er, at der kommer en ende på besættelsen og en retfærdig fred.

Altså kan positiv forandring kun ske ved fortalerarbejde.

Men når man kritiserer besættelsen af de palæstinensiske områder, ender man hurtigt i en diskussion, hvis omdrejningspunkt er for eller imod en part, for eller imod terror, religion og historie.

Diskussionen bliver sjældent rettighedsbaseret og handler sjældent om overholdelse af de principper, vi alle har skrevet under på: Folkeret og menneskerettigheder. Derfor vælger mange ikke at tage diskussionen.

Det er forkert, for besættelsen handler ikke om at være for et folk eller imod et andet; det handler om respekt for loven.

Det, at vi støtter eller selv laver projekter i menneskerettigheder, og at vi underviser i folkeret, gør ikke situationen bedre. Når vi implementerer disse projekter, får jeg ofte det berettigede spørgsmål: »Hvorfor skal vi trænes i menneskerettigheder? Vi har ikke vores, og I respekterer dem jo ikke selv?«.

Kritikken er stigende; vi ses som dobbeltmoralske. Vi taler, men handler ikke – og måske endnu værre, vi har en massiv tilstedeværelse og udtaler os på kryds og tværs omkring konflikten, men vi kan ikke fremvise resultater på det store plan. Besættelsen fortsætter på sit 46. år.

 EU har taget et stort ansvar med sit medlemskab i kvartetten, (Fælles forhandlingsudvalg FN, EU, USA, Rusland. red.) massiv tilstedeværelse og tro på to-statsløsningen. Det ansvar forpligter. For ved at placere ansvaret internationalt i Bruxelles og New York, så fjernes det fra Israel og Palæstina. Desuden kan EU rent faktisk handle, idet de både har gulerod og pisk til rådighed.

Gulerod – fordi EU er tæt på begge parter og kan opgradere det tætte økonomiske og kulturelle samarbejde. Pisk – fordi man så kan forvente noget til gengæld, nemlig respekt for loven og implementering af en to-statsløsning.

Som situationen er nu, fremstår EU dobbeltmoralsk: EU taler om fred, lov og to-statsløsning, men på handlingsplan støtter EU de ulovlige bosættelser økonomisk og lukker øjnene for menneskerettighedsovertrædelser fra begge parters side.

EU har taget de første skridt, med tiltag mod en fælles mærkningsordning og klausuler om, at det økonomiske samarbejde ikke gælder for israelske bosættelser.

Men det er jo lidt absurd, at vi bruger millioner på at opbygge en bæredygtig palæstinensisk økonomi, når den, ifølge Verdensbanken, undergraves fuldstændig af besættelsen i almindelighed og bosættelserne i særdeleshed.

Som dansk nødhjælpsarbejder er det mildest talt frustrerende at stå i den palæstinensiske ørken og rehabilitere brønde for at imødekomme det mest basale behov – vand til familierne og deres kvæg – og samtidig kunne se på bosætterlandbrug, der med imponerende vandingssystemer, dyrker frugt og grønt til salg i Danmark – især når de vandcisterner, vi rehabiliterer med penge fra danske skatteydere til tider destrueres af den israelske hær, og når den frugt og det grønt, der sælges i Danmark, er dyrket med konfiskeret vand på konfiskeret jord.

I øvrigt, er eksporten fra bosættelserne relativt lille i forhold til Israels samlede handel. Derfor vil et stop for israelske varer fra de palæstinensiske områder kun skade de ulovlige bosættelser og ikke den israelske økonomi.

Som en israelsk menneskerettighedsaktivist, sagde til mig den anden dag: »Den eneste måde at forsvare Israel på, er at angribe bosættelserne«.

På samme vis mener Folkekirkens Nødhjælp, at hvis EU ønsker at forbedre levevilkårene ved at sikre vand og fødevarer til den palæstinensiske befolkning, må de aktivt arbejde for en retfærdig fordeling af de livsvigtige ressourcer.

en dansk folketingspolitiker sagde ved et besøg i de palæstinensiske områder: »Vi har jo en politik, som vi slet, slet ikke fører ud i livet«.

Jeg kunne ikke være mere enig. Vi snakker om en to-statsløsning, bruger millioner på diplomater og topmøder, men når vi så får muligheden for at anerkende Palæstina som stat, (altså at realisere det, vi har investeret milliarder af skattekroner i), er EU-landene ikke enige.

Og når de vandcisterner, vi har været med til at bygge, sprænges i luften, bliver det knap nok taget op på det politiske plan.

Det er dobbeltmoralsk, og det er nedværdigende. Og det er direkte dumt at tro, at det går ubemærket hen.

Den palæstinensiske forretningsmand Sam Bahour (omtalt andetsteds i bladet) siger om EU:

»Europæerne er henvist til at sidde på bagsædet og betale for en bil, hvor det er USA, der sidder ved rattet. Når den bil kører ud over ”to-stats” klippen, kan europæerne ikke sige, at de ikke vidste bedre, for de skrev selv manuskriptet linje for linje«.

Jeg har stadig tiltro til EU, men hvis der skal findes en løsning på konflikten, som vel og mærke indeholder lige rettigheder for alle, skal der handles nu.