EU’s økonomiske union nu i version 2.0

I 13 år har euro-samarbejdet kørt efter regler, som ikke blev fulgt. Nu har vi fået en strammerunion, men det kniber med solidariteten
Af Staffan Dahllöf
13. april 2013

.

Kun to uger inden det seneste EU-topmøde i Bruxelles spillede Kommissionen ud med et omfattende forslag; En skitse til ”en dyb og egentlig økonomisk union”.

Kommissionens tanker var temmelig vidtgående:

- Fælles bankinspektion, med sigte på en bankunion.

- En ny kasse med støtte til eurolande, som gennemfører skatte- og arbejdsmarkedsreformer. Denne nye kasse – ”finanspolitisk kapacitet” – skulle også fungere som støddæmper for lande udsat for særlige udfordringer.

- Traktatændringer, som åbner for fælles obligationer, og dermed at landene kommer til at hæfte direkte for hinandens gæld.

Her var et forslag til løsning på den grundlæggende konstruktionsfejl ved Den Økonomiske og Monetære Union – ØMU’en:

At dens tredje fase handlede om en enhedsvaluta, som blev lavet uden en enhedsstat.

Det, man lagde op til i Kommissionens papir, kalder embedsmænd og kommentatorer for en ØMU 2.0.

Otte dage inden topmødets start leverede de fire EU-formænd José Manuel Barosso, Herman Van Rompuy, Jean-Claude Juncker og Mario Draghi en opskrift på, hvordan en ”egentlig økonomisk og monetær union” kunne gennemføres i tre trin.

Logisk nok, men…

Derek Beach, EU-forsker ved Aarhus Universitet, mener, at udspillene var logiske – om end noget forbavsende, når man ser, hvordan de blev modtaget:

»Der er jo ingen valutaunion, som har kunnet fungere uden overførsler, det er et helt naturligt skridt. En ting er, at Kommissionen kommer med den slags meldinger, men at det også kom fra Van Rompuy, som jo skal repræsentere regeringerne...

Jeg så det som et udslag af, at nu gik det ikke at skubbe problemstillingen foran sig længere«.

Men skubbe foran sig – det var, hvad man gjorde.

Da de 27 medlemslandes regeringschefer tog hjem fredag den 14. december, var det som om luften var sivet ud af ballonen. Meget lidt af Kommissionens skitse, og de fire formænds tre-trins-plan kunne genfindes i topmødets sluterklæring.

Bankafvikling

Jo, beslutningen om et fælles banktilsyn blev truffet; i realiteten skete det på et møde mellem finans- og økonomiministrene natten før topmødets start.

Men det var – og er – uklart, hvilke præcise krav, bankerne skal leve op til. I skrivende stund forhandler politikere fra Parlamentet med Ministerrådets embedsmænd om sagen bag lukkede døre – se artikel andetsteds i bladet.

Køreplan

Og jo, der blev lagt en køreplan for, hvordan man centralt skal kunne lukke og slukke for dårlige banker – en fælles afviklingsmekanisme. Men det er åbenbart ikke noget, der haster. Man sigter på en beslutning inden det kommende valg til EU-Parlamentet – i juni 2014.

Men et forslag om en fælles finansiering af kriseramte banker blev simpelt hen fjernet. Ifølge oplysninger efter mødet var det Tyskland, Holland og Finland, som ikke ville risikere at garantere for andre landes banker.

Væk er også den foreslåede nye kasse, ”finanspolitisk kapacitet” – en ”stødpude” med løfter om økonomisk hjælp til lande, som gennemfører ønskede reformer, og på sigt også lande, som bliver særlig hårdt ramt af økonomiske problemer,

Væk er al tale om traktatændringer, og hvad de ville kunne bruges til, for eksempel euroobligationer.

Væk er talen om en ”egentlig” og økonomisk union.

Van Rompuy ikke insider

Hvad var det, der skete? Forskeren Derek Beach forklarer det sådan, at fordi der ikke var en akut trussel, om at et land, eller stor bank var truet af fallit, så følte Tyskland sig ikke længere nødt til at gå særlig langt:

»Den tyske regering begyndte at tro, at OK, nu mindsker presset, så kan vi trække stikket. Men hvorfor var der ingen, der fortalte Van Rompuy det?

En præsident skal ikke sende prøveballoner op. Han skal præsentere noget, som skal være klappet af på forhånd. Det her viser, at Van Rompuy ikke er en insider, når det kommer til stykket«.

For al fremtid?

Danmarks EU-Kommissær Connie Hedegaard mener ikke, at udspillene blev afvist for al fremtid af medlemslandene.

»Det kan godt være at det, som var mest presserende forsvandt fra dagsordenen i løbet af efteråret. Det var jo ikke længere sådan, at euroen var ved at afgå ved døden hver dag, man åbnede en avis«, siger hun til NOTAT, og tilføjer:

»Én ting står klart for Kommissionen, og det er også min holdning: Det kan ikke nytte noget at gå så hurtigt frem, at befolkningerne ikke er med. Den demokratiske legitimitet er ikke noget, som man bare kan skrive ind i nogle sætninger i slutningen af et forslag. Vi må erkende, at appetitten på traktatændringer ikke er særlig stor«.

Med åbne øjne

»Var det så ikke en fejllæsning fra Kommissionens og Van Rompuys side af, hvad stats- og regeringscheferne ville gå med til?

»Nej, at Kommissionen går længere end regeringscheferne, er nu en gang vores rolle for at sætte rammerne for fremtiden. Det gør vi med helt åbne øjne«.

»Da vi diskuterede oplægget i Kommissionen, var det ikke sådan, at vi forventede en helhjertet tilslutning i december. Internt i Kommissionen kunne vi se forandringer i den tyske debat i oktober, ja allerede i september«.

Men så sent som i november talte Merkel jo i Parlamentet om mere ambitiøse forslag?

»Så længe man kun ser på overskrifterne, kan man få det indtryk, men man bliver nødt til at se de helt konkrete forslag«.

»Det er forkert at sige, at ambitionerne er væk, men regeringerne, parlamenterne, befolkningerne skal være med. Der er en vågnende erkendelse af, at man ikke bare kan gå frem uden den forståelse«, siger Connie Hedegaard.

Måske i juni?

Det tætteste man kommer firebandens (EU-formændenes) anbefalinger, og Kommissionens skitse, er en opfordring fra topmødet til formændene Van Rompuy og Barroso om at vende tilbage i juni 2013 med forslag og en køreplan på fire områder:

Samordning af økonomien:

Hvordan skal lande som deltager i Finanspagten (alle undtagen Storbritannien og Tjekkiet) sikre at reformer af den økonomiske politik bliver drøftet og samordnet med EU’s institutioner.

Social dimension:

Hvordan kan ØMU’en få en social dimension – ikke nærmere præciseret.

Kontraktbinding af lande:

Hvordan kan eurolandene, og de andre, indgå kontrakter med EU’s institutioner om at styrke konkurrenceevne og vækst.

Solidaritet/overførsler:

Hvordan kan man give lande, som indgår den slags kontrakter, en økonomisk belønning – kaldet ”solidaritetsmekanisme”.

Det er dette som Connie Hedengaard peger på som en slags ”fortsættelse følger”.

Den tog kommissionsformand José Manuel Barroso hul på i en tale i Lissabon i starten af det nye år:

»Der en ubalance mellem mekanis-merne for kontrol og disciplin og instrumenterne for samhørighed og solidaritet – sidstnævnte skal også styrkes på europæisk plan, hvis Europa skal komme stærkt ud af krisen«.

Med hvad man har

Men hvad er det, Kommissionen forestiller sig med solidaritet og en social dimension?

»Se på Kommissionens budgetforslag,« svarer Connie Hedegaard. »Vi sætter fokus på investeringer for fremtiden. Det ironiske er jo, at det er medlemslandene, der hænger fast ved landbrugsstøtten og regionalfondene. Vi i Kommissionen forsøger at levere, hvad det er muligt at gøre løbende med 1 procent af bruttonationalproduktet (BNP).