NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
.
Kun to uger inden det seneste EU-topmøde i Bruxelles spillede Kommissionen ud med et omfattende forslag; En skitse til ”en dyb og egentlig økonomisk union”.
Kommissionens tanker var temmelig vidtgående:
- Fælles bankinspektion, med sigte på en bankunion.
- En ny kasse med støtte til eurolande, som gennemfører skatte- og arbejdsmarkedsreformer. Denne nye kasse – ”finanspolitisk kapacitet” – skulle også fungere som støddæmper for lande udsat for særlige udfordringer.
- Traktatændringer, som åbner for fælles obligationer, og dermed at landene kommer til at hæfte direkte for hinandens gæld.
Her var et forslag til løsning på den grundlæggende konstruktionsfejl ved Den Økonomiske og Monetære Union – ØMU’en:
Det, man lagde op til i Kommissionens papir, kalder embedsmænd og kommentatorer for en ØMU 2.0.
Otte dage inden topmødets start leverede de fire EU-formænd José Manuel Barosso, Herman Van Rompuy, Jean-Claude Juncker og Mario Draghi en opskrift på, hvordan en ”egentlig økonomisk og monetær union” kunne gennemføres i tre trin.
»Der er jo ingen valutaunion, som har kunnet fungere uden overførsler, det er et helt naturligt skridt. En ting er, at Kommissionen kommer med den slags meldinger, men at det også kom fra Van Rompuy, som jo skal repræsentere regeringerne...
Jeg så det som et udslag af, at nu gik det ikke at skubbe problemstillingen foran sig længere«.
Men skubbe foran sig – det var, hvad man gjorde.
Da de 27 medlemslandes regeringschefer tog hjem fredag den 14. december, var det som om luften var sivet ud af ballonen. Meget lidt af Kommissionens skitse, og de fire formænds tre-trins-plan kunne genfindes i topmødets sluterklæring.
Men det var – og er – uklart, hvilke præcise krav, bankerne skal leve op til. I skrivende stund forhandler politikere fra Parlamentet med Ministerrådets embedsmænd om sagen bag lukkede døre – se artikel andetsteds i bladet.
Men et forslag om en fælles finansiering af kriseramte banker blev simpelt hen fjernet. Ifølge oplysninger efter mødet var det Tyskland, Holland og Finland, som ikke ville risikere at garantere for andre landes banker.
Væk er også den foreslåede nye kasse, ”finanspolitisk kapacitet” – en ”stødpude” med løfter om økonomisk hjælp til lande, som gennemfører ønskede reformer, og på sigt også lande, som bliver særlig hårdt ramt af økonomiske problemer,
Væk er al tale om traktatændringer, og hvad de ville kunne bruges til, for eksempel euroobligationer.
Væk er talen om en ”egentlig” og økonomisk union.
»Den tyske regering begyndte at tro, at OK, nu mindsker presset, så kan vi trække stikket. Men hvorfor var der ingen, der fortalte Van Rompuy det?
En præsident skal ikke sende prøveballoner op. Han skal præsentere noget, som skal være klappet af på forhånd. Det her viser, at Van Rompuy ikke er en insider, når det kommer til stykket«.
»Det kan godt være at det, som var mest presserende forsvandt fra dagsordenen i løbet af efteråret. Det var jo ikke længere sådan, at euroen var ved at afgå ved døden hver dag, man åbnede en avis«, siger hun til NOTAT, og tilføjer:
»Én ting står klart for Kommissionen, og det er også min holdning: Det kan ikke nytte noget at gå så hurtigt frem, at befolkningerne ikke er med. Den demokratiske legitimitet er ikke noget, som man bare kan skrive ind i nogle sætninger i slutningen af et forslag. Vi må erkende, at appetitten på traktatændringer ikke er særlig stor«.
»Nej, at Kommissionen går længere end regeringscheferne, er nu en gang vores rolle for at sætte rammerne for fremtiden. Det gør vi med helt åbne øjne«.
»Da vi diskuterede oplægget i Kommissionen, var det ikke sådan, at vi forventede en helhjertet tilslutning i december. Internt i Kommissionen kunne vi se forandringer i den tyske debat i oktober, ja allerede i september«.
Men så sent som i november talte Merkel jo i Parlamentet om mere ambitiøse forslag?
»Så længe man kun ser på overskrifterne, kan man få det indtryk, men man bliver nødt til at se de helt konkrete forslag«.
»Det er forkert at sige, at ambitionerne er væk, men regeringerne, parlamenterne, befolkningerne skal være med. Der er en vågnende erkendelse af, at man ikke bare kan gå frem uden den forståelse«, siger Connie Hedegaard.
Det er dette som Connie Hedengaard peger på som en slags ”fortsættelse følger”.
Den tog kommissionsformand José Manuel Barroso hul på i en tale i Lissabon i starten af det nye år:
»Der en ubalance mellem mekanis-merne for kontrol og disciplin og instrumenterne for samhørighed og solidaritet – sidstnævnte skal også styrkes på europæisk plan, hvis Europa skal komme stærkt ud af krisen«.
»Se på Kommissionens budgetforslag,« svarer Connie Hedegaard. »Vi sætter fokus på investeringer for fremtiden. Det ironiske er jo, at det er medlemslandene, der hænger fast ved landbrugsstøtten og regionalfondene. Vi i Kommissionen forsøger at levere, hvad det er muligt at gøre løbende med 1 procent af bruttonationalproduktet (BNP).