NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
»Du giver mad, og bagefter tager du det tilbage, du har givet«. Sådan forklarer Hamadou Abdou fra nomadeforeningen AREN (Association pour la Redynamisation de l’Élevage au Niger), EU’s politik over for Afrika. Han fortsætter:
»EU investerer massivt i at gøre os mere modstandsdygtige over for kriser, men udviklingsbistanden er helt afkoblet fra, hvad man foretager sig i EU. Resultatet bliver, at man investerer store summer i udvikling, mens endnu større summer ryger den anden vej til Europa, så de rige bliver rigere og de fattige fattigere«.
Som koordinator for CARE Danmark samarbejder jeg med nomadeforeningen AREN i Niger som en del af netværket Billital Maroobe, der repræsenterer 400.000 mælkeproducenter i Vestafrika.
Men mælkebønderne i Niger er det mest slående eksempel på, hvordan EU’s forskellige politikker spænder ben for hinanden med direkte konsekvenser for vore samarbejdspartnere og deres medlemmer.
Hensigten er at sætte lokalsamfund i stand til selv at håndtere risici og chok i forbindelse med klimarelaterede kriser eller konflikter.
(Citat, Udenrigsministeriet)
”At adressere de underliggende årsager til tilbagevendende kriser er ikke kun bedre – specielt for de mennesker, det drejer sig om – end at søge at behandle symptomerne, det er også meget billigere”.
Så er det, frustrationen begynder at vokse, for politikken taler om intet mindre end et paradigmeskift i, hvordan EU handler i forhold til at opbygge modstandskraft over for kriser, men intet sted nævner man EU’s egne politikker som medvirkende årsag til, at fattige bønder i Afrika har svært ved at stå imod, når krisen rammer.
Og der er ingen henvisninger til princippet i Lissabon-traktaten om ikke at formulere politikker, som spænder ben for hinanden.
Næsten 50 procent af alle børn lever i kronisk fejlernæring, og hvert år dør 300.000 børn af akut fejlernæring.
Hovedårsagen er, at deres forældre ikke har penge til at købe mad. Salg af en liter mælk kan give tre kroner. Der skal ikke mange liter til at brødføde en hel familie. Alligevel smider bønderne mælken i floderne i regntiden, når produktionen og sulten topper.
Der er importeret pulvermælk overalt på markederne i Niger hele året rundt. En importbeskatning på blot 5 procent er en ren invitation til mælkedumpning. Det største mejeri Niger Lait i Niamey brugte i 2011 95 procent importeret pulvermælk i produktionen og kun fem procent lokal mælk.
Regeringen er fanget i et dilemma, for øger de beskatningen af importeret mælk, vil prisen stige på den korte bane, mens de nationale produktionsforhold forbedres for de lokale producenter.
Prisstigninger er enhver nigersk politikers mareridt, da det skaber social uro og i sidste ende kan koste magten. Så incitamentet til at poste penge i lokalproduktion, så længe den politiske elite og industrien i byerne er tilfredse, er meget lav.
Så nomaderne har intet andet til opbevaring end store plasticdunke, hvori mælken ikke holder sig frisk ret længe, og i regntiden må smides ud, når markedsdagen slutter.
Han fortæller videre: »Med al den mælk, der er på markederne i regntiden, kan vi som nomader ikke få noget for den – og imens eksploderer prisen på korn. Det eneste, vi kan gøre er at spise vores dyr, og så har vi intet efter krisen. Vi graver os dybere og dybere ned i et hul af fattigdom«.
I 2011 kom fyrre procent af al importeret pulvermælk til Niger fra EU og fyrre procent fra Latinamerika, hovedsageligt fra Argentina. I hovedstaden Niamey dækkes 80 procent af forbruget af importeret pulvermælk.
Hamadou Abdou: »Nomaderne i Diffa kender ikke noget til EU’s politikker. Det, de ser, er at der ikke kommer nogen investeringer til dem. De siger, at hvis regeringen og donorerne interesserede sig for os nomader på samme måde, som de gør for agerbrugerne, ville vi for lang tid siden have haft en ’mælkebank’, hvor vi kunne opbevare vores mælk, ligesom landmændene har til deres korn. Dem har alle donorer og regeringen investeret i i årevis«.
Samtidig med, at de smed deres mælk i floderne, fordi de ikke kunne få den solgt, havde EU travlt med at uddele nødhjælp i form af penge, så de sultne kunne købe mad på markedet. De penge kunne EU have sparet, hvis nomaderne havde kunnet køle og sælge deres mælk og selv tjene til at komme gennem krisen fremfor at modtage nødhjælp fra EU.
Hamadou Abdou: »Vi kan skyde dele af skylden på klimaforandringerne, for regnen er ikke til at stole på mere. Men i endnu højere grad kan vi skyde skylden på vores egne politikere, for selvom vi råber om hjælp allerede i oktober efter regntiden, kommer hjælpen først i maj, og på det tidspunkt er det for sent at redde mange af vores dyr.
Politikker andre steder i verden, som skaber ulige handel, spiller også en meget stor rolle, for de frarøver os muligheden for at opbygge noget at stå imod med. Så når kriserne kommer, befinder mange sig allerede i en svær situation«.
Det skete for mælk i 2009, da de globale priser faldt drastisk, og EU derfor opkøbte europæiske mejeriprodukter for at stabilisere prisen. Opkøbet resulterede i store overskudslagre, som blev lavet om til mælkepulver og eksporteret til dumpingpriser til blandt andet Vestafrika.
Eksporten af mælkepulver fortsatte de kommende år og var i slutningen af sidste år 124 procent højere end i 2009.
Sikkerhedsnettet holder liv i europæiske mælkeproducenter, som ellers ville have drejet nøglen om. Det giver et minimum af sikkerhed i produktionsvilkår for europæiske mælkeproducenter, men flytter samtidig usikkerheden til afrikanske mælkeproducenter.
Forhandlingerne peger ikke i retning af en gennemgribende reform rettet mod at begrænse de negative eksterne effekter på producenter i Syd. Bølgerne af billig pulvermælk fra Europa til den fattigste region i verden ser ikke ud til at forsvinde.
Diskussionen om en reform af landbrugspolitikken har kun i meget begrænset omfang handlet om verden uden for Unionen. De har derimod haft stærke paralleller til deling af fredagskage i børne-haven.
De nye medlemslande klager over, at de får mindre støtte end de gamle. Holland klager over, at kravet om braklægning af syv procent af jorden (de såkaldte miljøzoner) koster et lille land dyrt. Og alt tovtrækkeriet får det hele til at trække ud. Men politikerne taler sjældent om, hvordan landbrugspolitikken kan ændres, så den ikke skubber til sulten i de fattige lande.