ARTIKLER


ANDERS FOGH RASMUSSEN ER VARM FORTALER FOR ET "ØKONOMISK NATO" MELLEM EU OG USA

Flere artikler
Gå til forside

Kategorier:

Et indre marked tværs over Atlanten

Det næste store EU-projekt er sat på skinner: 28 europæiske lande skal danne et økonomisk NATO sammen med USA. Erhvervslivet er klar med ønskesedler. 


Af Staffan Dahllöf
18. december 2013

Pladsen er Dansk Industri's store konferencesal i Industriens Hus ved Rådhuspladsen i København.

Anders Fogh Rasmussen, generalsekretær i den nordatlantiske forsvarsalliance og forhenværende statsminister, står på talerstolen. Han taler om TTIP (Transatlantisk Handels- og Investeringspartnerskab), et nyt politisk projekt som han selv har argumenteret for siden 2006.

»TTIP er et økonomisk NATO, det er et godt billede,« siger Fogh.

Tre dage senere taler EU's handelskommissær Karel De Grucht om det samme i Prag. De Grucht stiller store økonomiske fordele i udsigt, men siger også, at det ikke bliver nemt:

»Alt det relativt enkle arbejde er lavet. Nu står de vanskeligste opgaver tilbage, og det mest komplicerede område er de forhindringer, som lovgivningen indebærer.«

Hvad Europa kan levere
På DI's konference i København spinner den amerikanske karrierediplomat Shaun Donnelly fra erhvervsorganisationen Council for International Business på den samme tråd som De Grucht:

»En aftale er kun noget værd, hvis den dækker lovgivning, så som at komme af med forsigtighedsprincippet (EU's princip om hellere at forbyde end tillade en vare, hvis der er usikkerhed om miljøeffekter - læs mere side 8-9, red.). Nu må vi se hvad Europa kan levere,« siger Donnelly på vegne af de eksporttunge amerikanske virksomheder.

Markus J. Beyrer fra den førende erhvervs- og arbejdsgiverorganisation i EU, BusinessEurope, er enig med sin amerikanske kollega:

»Lovgivningsmæssige forskelle (mellem EU og USA, red.) må elimineres, ikke kun for at fjerne eksisterende forskelle, men også for at forhindre, at der opstår nye,« siger han.

Men hvad kan lovgiverne, de europæiske politikere, mon mene om det?

Foreløbigt ikke så meget.

Overbevise nøglepolitikere
EU-landenes regeringer godkendte Kommissionens forhandlingsmandat på et ministerrådsmøde den 14. juni uden kendte sværdslag eller opmærksomhed i det hele taget. På DI's konference sidder nogle interesserede folkevalgte pænt stille i salen.

Men Markus J. Beyrer har en fornemmelse af, at ikke alle politikere stiltiende vil acceptere bestillingen på fælles lovgivning over Atlanten:

»Europa-Parlamentet bliver ikke helt nemt, men det må vi overkomme. Der er nogle nøglespillere, som skal overbevises«, siger han.

Ifølge Shaun Donnelly er det amerikanske erhvervsliv i 95 procent af tilfældene enige med sin europæiske modpart omkring kravene til en transatlantisk aftale. 
Men der er også modsatrettede interesser på både politisk og økonomisk plan.

Civilisationernes kamp
Et åbenlyst konfliktområde er den tyske vrede over at blive udspioneret af USA. Et andet er de europæiske forventninger om at få fjernet "køb amerikansk"-klausuler i offentlige indkøb i USA og at få adgang til det amerikanske marked for forsikringer:

»Vi kan ikke sige til for eksempel byen Pittsburgh, at de skal åbne op for udenlandske leverandører. Sådan er vores føderale system. Det har vi haft en borgerkrig om. Det gælder i øvrigt også for forsikringer, som helt er reguleret på delstatsniveau«, forklarer Kirsten Selinger, handelsattaché på den amerikanske ambassade i København.

Heri ligger en kendsgerning, som er ny for begge parter. Den ene side kan ikke bare diktere betingelserne for den anden, som når EU slutter en aftale med Marokko, eller USA med Colombia.

»Vi står med to store og ligeværdige parter, det er et helt nyt spil«, siger Kirsten Selinger.