Demokratisk kritik styrker EU

Det er kritikken og de små skridt, der skal demokratisere EU’s institutioner, siger forfatteren og demokratitænkeren Rune Lykkeberg i dette interview.

Af Ole Aabenhus
1. august 2013

ANSVAR. »Demokrati er et princip«, siger Rune Lykkeberg, da jeg møder ham en morgen på Café Europa midt i København. »Spørgsmålet er så, hvad vi vil bevare af det princip, når det gælder EU«.

»Der er jo en maksimumversion af demokrati, hvor vi taler os til rette om det hele. Den forventer vi nogle gange i familien og i parforholdet. Minimumsversionen handler om at stille magthavere til regnskab – det er det, man på engelsk kalder accountability. Og det kan du i hvert fald gøre, selv i et EU med 500 millioner mennesker. Det må så være målet i første omgang: At vi kan drage folk til ansvar«.

Det er den ene gennemgående tråd i Rune Lykkebergs talestrøm, der kun afbrydes kortvarigt, når han indtager kaffe, morgenæg og rugbolle eller stryger et par krummer af dugen.

Den anden er, at man ikke skal lade debatten styre af forestillinger om, hvem der er for eller imod EU. Man skal hellere tænke, at de, der kritiserer EU i virkeligheden styrker Unionen.

»Jeg vil et stærkere EU, men jeg vil det kun gennem kritik«, siger han. »Der er en forestilling om, at når Storbritannien kritiserer EU, er det destruktivt og farligt for Unionen. I stedet skulle man sige: Hvad er der i den kritik, der kan noget? Et EU, der skal være stærkere, skal kunne besvare al kritik«.

 »Hvis man laver det skift i blikket, så kan vore egne politikere jo også begynde at kritisere EU. Lige nu er det sådan, at de, der er tilhængere, ikke siger noget. Men de, der er modstandere, de taler hele tiden«.

Mario Draghi i Folketinget?

Vi lægger ud med minimumsversionen. Hvilke institutioner og hvilke personer er det så, vi skal stille til regnskab? Rune Lykkeberg trækker Den Europæiske Centralbank frem som eksempel:

»Den Europæiske Centralbank har jo fået en enorm magt, som vi egentlig aldrig har fået diskuteret. Den er bare kommet. Men hvordan kan man så gøre den ”accountable?” Hvis man ikke bliver draget til ansvar, bliver man en dårligere leder. Det er bare en anden måde at sige på, at al magt skal kontrolleres, ellers forfalder magten«.

»Man kunne f.eks. kræve, at Mario Draghi, centralbankdirektøren, tog rundt og talte til de nationale parlamenter. Eller at banken fik til opgave at kommunikere, så alle folk kan forstå det. Og at forsvare sig, når den bliver kritiseret«.

»På den måde kunne man godt lave nogle stillen-til-regnskab-mekanismer, som vil gøre EU til en mere demokratisk union«.

Mod en europæisk offentlighed

At stille magten til regnskab er et skridt i retning af at skabe det europæiske folk og den europæiske offentlighed, som er en forudsætning for et fungerende demokrati, mener Rune Lykkeberg.

»Hvis Draghi rejste rundt på den måde, ville det jo blive en begivenhed i Danmark, hvad han sagde i Tyskland. Og venstrefløjen ville kunne spørge: Hvad vil du med nedskærings- og strammer-politikken? Og hvorfor er lav inflation det eneste mål for ECB? Hvorfor ikke fuld beskæftigelse?«

»Det, at magthaverne møder borgerne, betyder jo, at de bliver synlige – og det fører til, at borgerne bliver mere politisk aktive. Det vil også skabe et politisk engagement og en fælles europæisk debat. Ikke samme debat som i nationalstaten. Men en anden type debat«.

Faktisk er den kritiske debat undervejs, men mest på den intellektuelle scene: »Jeg synes jo, man må sige, at der i øjeblikket er opstået et intellektuelt Europa. Der er en fælles europæisk diskussion, som der mig bekendt ikke har været tidligere«.

»Alt, hvad jeg sidder og siger til dig, er jo informeret af bøger af Jürgen Habermas, Ulrich Beck, Simon Hix og så videre, fordi der er en sådan fælles europæisk diskussion. Det er et stort fremskridt. Det skaber jo en bevidsthed om, hvad det er, man skal se efter, når man kigger magten efter i sømmene«.

Demokrati fra oven

Jeg vender tilbage til dette med at stille magthaverne til regnskab. Det lyder som om, at magten først etablerer sig, og derefter må vi forsøge at demokratisere den.

»Jeg vil sige det på den måde, at der er et engagement nedefra, og hvis du taler til det oppefra, så får du et folk«, lyder Rune Lykkebergs version.

 »Borgerne i EU har en ret stærk demokratisk retsfornemmelse. Derfor, hvis man siger til EU-borgerne, at nu skal de være med til at bestemme, så gør de det sgu, for det synes de er rigtigt«.

»Dette med Den Europæiske Centralbank er jo bare én model. Men jeg mener, man også kunne sætte andre minimumskriterier op – som f.eks. at alle domme fra EU-Domstolen skal skrives i et sprog, alle mennesker kan forstå, og at de ikke måtte være på mere end én side. Det handler om at skabe tilgængelighed og transparens omkring magtudøvelsen. Gør du det, får du også en kritisk bevidsthed og en kritisk presse«.

»Man skal tænke, hvem bestemmer i EU? Hvem har magten? Hvordan kan vi stille de her institutioner til regnskab?«

 

De små skridt

»Det er små skridt, det er jeg fuldstændig klar over. Men de store skridt er for store efter min mening – for der er jo det problem, at folk oplever sig mest som borgere i nationalstaten. De ledere, de drager til ansvar, det er jo de nationale ledere. Og der, hvor lederne skal præstere, er i de nationale fora«.

Men magten kommer først, og demokratiseringen kommer bagefter? insisterer jeg.

»Ja, men der er én ting, som er vigtig i forhold til EU: EU har jo været et overklasseprojekt fra starten. Men et overklasseprojekt med stor folkelig opbakning. Og hvorfor? Fordi EU har leveret resultater: Fred mellem gamle fjender. Et frit marked, som kommer alle borgere til gode. Muligheden for, at folk kan studere alle vide vegne – det er vi vant til nu«.

»Det betyder, at EU ikke har haft noget legitimitetsproblem, fordi legitimiteten lå i præstationerne – det er det, vi kalder output-legitimitet. Godt nok har vi ikke selv valgt dem, men vi vil gerne have det, de leverer«.

 

EU’s krise

Men lige nu er der et skifte, fordi EU er i krise: »Hidtil har man sagt: Fordi vi leverer så godt, skal vi have en institution mere. Fordi vi har det frie marked, skal vi have euroen. Fordi vi har en euro og en fælles centralbank, skal vi have en politisk union, osv.«.

»Så sker der det, at EU pludselig ikke længere har den samme output-legitimitet. Pludselig kommer folk i tvivl. Og så begynder man at sige: De har jo ikke nogen input-legitimitet, vi har jo ikke valgt dem«.

»Når de ikke leverer resultater længere, skal vi så bakke dem op? Skal vi give dem endnu mere magt? Skal vi give dem lov til at lave flere redningspakker, når vi kan se, at det, de har lavet rundt omkring i Europa, ikke har virket?«

»På den måde mener jeg, EU’s problem er nyt. Lige nu har de hverken resultater eller legitimitet«.

Alligevel ser Rune Lykkeberg en ny europæisk bevidsthed på vej: »Jeg synes, der er noget stort over de beslutninger, man træffer i øjeblikket, noget idealistisk, som handler om, at man vælger, at vi er Europa sammen«.

»Hvis du ser på valgene i Europa, så er det ikke de EU-kritiske partier, der vinder. I Holland kom de lige under. I Grækenland kom de lige under. Så der er faktisk en vælgerforståelse af, at vi lever i en krise, der ikke er national, men europæisk. De politikere, der tør tage den diskussion op - det er dem, der vinder valgene i en periode med stigende arbejdsløshed og faldende vækst. Det synes jeg er bemærkelsesværdigt«.