Del euroen i to: En nord-euro og en syd-euro

Den tidligere souschef i Den Internationale Valutafonds forskningsafdeling, danskeren Flemming Larsen, giver sit bud på, hvordan man kunne løse euro-krisen.

Af Ole Aabenhus
1. juni 2013

I december 2011 kunne man i Weekend-avisen finde en artikel af Flemming Larsen, der kom med nogle usædvanlige overvejelser om euroens fremtid: Euroens grundlæggende problem er, at der er så stor forskel mellem den økonomiske og politiske kultur i Nordeuropa og Sydeuropa, mente han. Løsningen måtte tilsvarende ligge i at dele det nuværende euro-område i to, så man får en ”nord-euro” og en ”syd-euro”, hvor nord-euroen bliver en stærk valuta, der hele tiden skrives op, mens syd-euroen bliver en svagere valuta – i hvert fald i en periode.

Flemming Larsen er ikke hvem som helst. Han har i en række år repræsenteret Den Internationale Valutafond i europæisk sammenhæng, og han har tidligere – som souschef i forskningsafdelingen – haft ansvar for Valutafondens førende publikation ”World Economic Outlook” (Udsigter for Verdens Økonomi).

Hvordan løser man eurokrisen?

»Der er to aspekter af krisen. Det akutte aspekt, hvor markederne er blevet drevet af panik, er nu nogenlunde under kontrol – i hvert fald for øjeblikket«.

»Det andet aspekt er den underliggende – fundamentale – krise: Der er en stigende divergens – forskel – mellem den sydlige og den nordlige del af euroområdet, og det hænger sammen med, at de sydlige lande har mistet konkurrenceevne i ganske betydelig grad«.

 

»Det ville jo være rart, hvis disse konkurrencesvage lande ikke var kommet med i euroen. Men det er de jo. Men så kunne man spørge, om ikke det ville være rart, hvis de trådte udenfor og fik dannet deres egen monetære union – en sydlig euro, som kunne have en fast kurs over for den nordlige euro – i hvert fald i en periode, indtil de har bevist, at de er i stand til at være i union med et land, der er så stærkt som Tyskland«.

»Den sydlige euro vil naturligvis skulle starte ud med en betydelig devaluering – til en kurs, som man så må forsøge at fastholde over tid. Går det ikke, må den devalueres yderligere«.

Du tænker dig en sydlig euro, der ligger f.eks. 25 pct. under en nordlig euro?

»Det ville være et rimeligt sted at starte«.

 

To eurozoner, én centralbank

Men noget af det afgørende i euroen er, at den bliver styret af Den Europæiske Centralbank. Har vi to centralbanker i det system, du tænker nu?

»Det kunne man have. Men jeg tror, det ville være logisk at have én centralbank, der styrede begge systemer og gennem sin reserver beskyttede også den svagere euro«.

Så vi har en syd-euro og en nord-euro, som begge knytter sig til Den Europæiske Centralbank, og så har vi to eurogrupper af lande..?

»Det er det, man kunne forestille sig. Det ville jo have den store fordel, at justeringsbyrden bliver fordelt mere ligeligt mellem de stærkere og de svagere lande«.

»For øjeblikket er hele byrden jo på de svage lande. Det vil sige, at justeringsprocessen i øjeblikket er meget mere væksthæmmende end den ville være under den model, som jeg forestiller mig«.

En ligelig fordeling må betyde, at euroen opskrives i nord. Hvilken interesse skulle f.eks. Tyskland – eller Danmark som ”det 18. euroland” – have i, at euroen bliver stærk? Det bliver jo vanskeligere at eksportere...

»De kæmpestore ubalancer, vi har i verden er jo ikke bare underskudslandenes problem. Problemet ligger også i, at overskudslandene bruger for lidt hjemme«.

»Tyskerne har et meget stort opsparingsoverskud, og de er ude af stand til – eller uvillige til – at bruge alt det, de tjener, hjemme. Derfor har de en meget stor kapitaleksport. Nogle vil mene, at det har været en del af problemet i eurozonen, at Tyskland har eksporteret kapital til svage lande, der var alt for glade for at importere kapitalen, men som ikke kunne investere den fornuftigt«.

 

Stærk valuta stiller krav

Poul Nyrup Rasmussen sagde i sin tid, at det er en fordel at have en hård valuta, fordi man kommer til at skyde det arbejde ud, der har ringe produktivitet?

»Du kan sige det sådan, at hvis du vil have fremgang i levestandard og realindkomst, så er du nødt til at omstille dig til, hvad den internationale konkurrence dikterer. Og det kræver, at man flytter ressourcer fra gamle industrier til nye aktiviteter. Eller at man bliver meget bedre til at producere det, man altid har produceret«.

»Om det virker, afhænger af vores økonomiske og politiske kultur. Er vi parate til at nyde fordel af en stærkere valuta? Det er der nogle lande i Europa, der er. Og der er andre lande, der ikke er det. Som traditionelt har foretrukket en relativt svag valuta. Og som har en tendens til at svække valutaen yderligere, når de har økonomiske problemer. Det gælder lande som f.eks. i Frankrig eller Italien«.

Du ser et sydligt Europa, der synker længere og længere ned?

»Jeg håber ikke, at det går sådan, og jeg forestiller mig, at de blot skal have lidt mere tid til at omstille sig. De er bare ikke kommet dertil endnu. Og de har meget svært ved at acceptere, at de får omstillinger i deres samfund påtvunget udefra – især hvis du kommer fra Berlin«.

Vil den løsning, du foreslår her, kunne løse op for tyskernes frygt for en overførselsunion, hvor de lande, hvor det går godt, betaler for dem, hvor det går skidt?

»Faren for, at der bliver brug for store overførsler, er meget, meget større, så længe Sydeuropa forbliver i krise. Hvis den fare skal reduceres, må du give landene i syd en bedre chance for at komme ovenpå igen. Opdelingen i en nord- og en syd-euro er en mulig løsning på kort sigt. På længere sigt mener jeg dog, at muligheden for overførsler skal være mere eksplicit i en monetær union, som man har det i USA«.

USA...?

»Det er helt naturligt inden for et meget stort valutaområde, at konjunkturerne udvikler sig forskelligt, og at når det går ned ad bakke i visse regioner, så må resten af unionen hjælpe til – med mere eller mindre automatiske former for overførsler. Det er sådan, det foregår i USA, hvor f.eks. de mange sociale ydelser er føderale og bliver udbetalt uanset, hvor skidt det står til med de statslige finanser f.eks. i Californien eller Florida«.

Du mener, man er nødt til at knytte en overførselsunion til en valutaunion...?

»I en vis grad. Ligesom man også er nødt til at komme videre med bankunionen, hvis man skal gøre sig håb om at få den monetære union til at fungere«.

»Og igen er modellen, man bør kigge på, den amerikanske model, hvor ansvaret for bankerne ligger hos de føderale myndigheder. Det vil sige, man har fuldstændig brudt sammenhængen mellem de finansielle institutioner og den enkelte stat«.

 

Så den diskussion, man har i Danmark om, at Danske Banks balance er på to gange det danske bruttonationalprodukt – den ville man ikke finde tilsvarende i USA?

»Nej«.

 

At redde, hvad reddes bør

De forestillinger, du nu har lagt frem her, bliver de diskuteret, f.eks. i Den Internationale Valutafond?

»Nej, det er resultatet at mine egne overvejelser. Jeg synes, at der er for mange af de bud, man finder især i angelsaksisk presse, som lidt for hurtigt når til den konklusion, at det her kun kan ende i tårer, for det kan ikke fungere«.

»Jeg finder det mere spændende at tænke over, om man kan redde det, der er værd at redde. Og jeg mener bestemt, at Den Monetære Union kan reddes og overleve, men så skal den jo altså gælde for lande, der har en fælles økonomisk og politisk kultur, ligesom det er tilfældet i USA«.

»Den amerikanske monetære union har været på plads i lang tid. Der er problemer i dag, men det er nok den mest succesrige økonomiske historie, vi har. Der er ikke meget at sætte fingeren på«.

Helt kort, hvori består den store fordel ved at være i en valutaunion?

»Den store fordel er, at man får meget mere samhandel, når valutakursen er stabil og man ved, den forbliver stabil. Du får en større udveksling af finansielle ydelser. Hele økonomien bliver mere effektiv, når du har mere samhandel – og dermed bidrager valutaunionen til en højere levestandard«.

Hvor realistisk er dit forslag om en deling af euro-området i en nord-euro og en syd-euro?

»Når man ser på den nuværende situation i Europa, er det selvfølgelig noget urealistisk, at man skulle kunne blive enige om det, jeg foreslår her«.

»Det var svært at indføre euroen. Derfor vil der være modstand mod at ændre noget som helst i arrangementet. Og man forestiller sig dårligt, at Italien og Frankrig ville acceptere at blive delegeret til en slags 2. klasses euroland. Men jeg mener, at begge lande bør gå med i en svagere euro. De er ikke i stand til at konkurrere på lige fod med Tyskland endnu, og de har brug for en længere tilpasningsperiode«.

»Det får du dem ikke til at indrømme, men derfor er det da meget morsomt at spekulere lidt på, om man kunne gøre det anderledes i stedet for denne meget langsomme, pinefulde proces, vi ser i dag, og som jo risikerer at ende helt i tårer«.