NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Jeg indleder med at spørge økonomi- og finansministeren, om ikke hun var overrasket over, at de store planer om ”en dyb og egentlig økonomisk union” faldt fra hinanden på december-topmødet. Hun havde trods alt – som medlem af økonomi-ministrenes råd ECOFIN – været med til at arbejde på dem, umiddelbart før topmødet gik i gang.
Men nej. »Jeg oplever, der er meget stort fokus på at løse herværende problemer og skabe grundlag for job og vækst. Og den opgave er langt større end at sætte traktatændringsprocesser i søen«.
Margrethe Vestager oplever processen omkring og på selve topmødet som ”søgende i sin karakter”.
»Der er en underliggende diskussion, der er vigtigere end konkrete køreplaner«, siger hun. Den handler om det nationale over for det overnationale eller med ministerens ord om »styrken i den nuværende balance mellem de fælles forpligtelser i EU og det enkelte medlemslands eget ansvar for at føre en finanspolitik inden for de fælles rammer«.
Mener du så, at det er indholdet i oplægget fra december, der er blevet afvist, eller at det er selve køreplanen, der er faldet fra hinanden?
»Belært af erfaringen tror jeg, man skal være forsigtig med at erklære noget som helst for dødt i EU-sammenhæng«.
Kan man sige, vi er på vej til at forrykke balancen mellem den nationale og den overnationale økonomi?
»De reformer, der hidtil er lavet i vækst- og stabilitetspagten, herunder også Finanspagten selv, skal sikre, at vi gør, hvad vi allerede har lovet engang for mange, mange år siden.
Men tingene skred i starten af 00’erne, da det var Frankrig og Tyskland, der havde problemer med at overholde reglerne om max. 3 procent underskud, og alle bare sad på hænderne. Ingen skulle nyde noget af at række fingeren op og fortælle, at de store ikke fulgte reglerne.
Nu tager vi skeen i den anden hånd og siger: Nu gør vi faktisk det, vi har lovet hinanden. Det kan godt være, det er sådan et meget jordnært synspunkt, men regler og traktater bliver jo ikke bedre end menneskers vilje til at gøre dem til virkelighed«.
Hvordan mener du, man kunne styrke den demokratiske modvægt mod den tendens, der er?
»Jeg synes, vi skal gøre det, vi er startet på i Folketinget herhjemme til egentlig virkelighed – så fagudvalgene kommer ind over på en helt anden måde end i dag, da det er Europaudvalget, som giver alle mandater, og som har den dybtgående behandling af forslagene.
Fagudvalgene skal ind over på et meget tidligt tidspunkt – når der skrives grønbog og hvidbog (Kommissionens høringer før nye lovforslag. red.), for dér kan man præge den politiske retning i stedet for at skulle tage stilling til enkeltparagraffer langt senere i processen.
Men det kræver, at fagordførerne prioriterer tiden til EU-sagerne«.
Der er tyske politikere, der mener, at den demokratisering, der er brug for, kunne bestå i en styrkelse af EU-Parlamentet. Men det lyder ikke, som om det er din kop the?
»EU-Parlamentet fik jo mere vidtgående beføjelser i forbindelse med Lissabon-traktaten og er nu medlovgiver i en lang, lang række af sammenhænge.
Det er måske igen lidt jordnært, men jeg mener, det er vigtigere at få den politiske kultur etableret i stedet for at gøre den europæiske udvikling til en lang institutionel kamp – fordi det overtrumfer det, som jeg opfatter som væsentligt i ethvert demokrati – at man også får en demokratisk kultur, vaner, måder at gøre tingene på, så man kender processerne.
Det at kende en proces er utroligt meget værd. Den, der kender processen, sidder ofte med den endelige indflydelse. Derfor ligger der noget demokrati i at lade være med at lave ting om i tide og utide«.
Margrethe Vestager peger først på det, der står i selve grundtraktaterne om beskæftigelse. At en velfungerende banksektor er en forudsætning for job, og at Det Indre Marked i sig selv skal have skabt 2,5 millioner nye arbejdspladser.
Men, indvender jeg, faktisk har europæisk LO – eller EFS, Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, som den hedder – foreslået en social klausul indsat i traktaten om, at ”de økonomiske friheder og konkurrenceregler ikke må prioriteres over sociale rettigheder”. Hvad mener Margrethe Vestager om den?
»Altså, det har jeg svært ved at vurdere«, lyder svaret, »for jeg ved ikke, hvor det princip vil få bid – hvornår er det, man ikke må noget af hensyn til noget andet? Det har jeg brug for nogle konkrete eksempler for at kunne vurdere«.
»De to ting hænger ikke så meget sammen, for spørgsmålet om gearing ser man på uanset bankunion eller ej.
Der er en diskussion, om gearing er et godt stabilitetsmål. Derfor overvåger man gearingen i disse år – for så i 2015 eller –16 at tage stilling til, om der skal være egentlige gearingsregler.
Der er to spor i forhold til den finansielle sektor:
Det ene er, hvor meget kapital banker og andre pengeinstitutter skal holde, og hvilken kvalitet, denne kapital skal have (dvs. hvordan man vurderer sikkerheden i de forskellige typer papirer og andre tilgodehavender, der indgår i bankens kapital. red.). Men det kører altså uanset bank-union eller ikke bankunion.
Den anden diskussion handler om bankunionen – altså om at få brudt båndet mellem statsfinanser og bankfinanser«. Og her drejer det sig om banktilsyn og, senere, gensidige garantifonde«.
»Ja, det vil jeg faktisk sige«.
For så vidt angår bankunionen, har vi jo haft den linje, at det skulle være et reelt valg, om ikke-eurolande kunne deltage eller ej. Og vi har forhandlet meget, meget intenst, siden det første forslag om fælles tilsyn kom på bordet.
Det oprindelige forslag var meget lidt interessant for et ikke-euroland som vores, fordi vi ikke ville få nogen indflydelse. Med det endelige kompromis kom der en helt anden respekt for, at hvis man deltager i tilsynet – euroland eller ej – så må man også have indflydelse på, hvordan tingene bliver besluttet«.