Da der gik græsrodskampagne i lægemiddelsindustrien

Lægemiddelsindustrien fik overbevist EU-politikerne ved at bruge modstandernes metoder, men med omvendte argumenter.
Af Staffan Dahllöf
13. april 2013

Nej, man skal ikke kunne tage patent på liv. Jo, man skal, for uden patenter ingen helbredelse...

Onsdag den 1. marts 1995 skete der noget uforudset i EU-hovedstaden. Et flertal i Parlamentet stemte nej til et forlig, som deres egne repræsentanter havde indgået i forhandlinger med Ministerrådet.

Godkendelse skulle nu bare endelig formaliseres ved en afstemning i den store sessionssal.

Sådan kom det bare ikke til at gå.

Et flertal stemte imod en foreslået ”harmonisering af immaterialret for biotekniske innovationer”, populært – måske en anelse populistisk – kaldet for ”patent på liv”.

Syv års forberedelser og forhandlinger faldt på gulvet.

”Frankenstein-direktiv”

Det uventede resultat hang sammen med, at Parlamentet havde fået nogle nye beføjelser i den såkaldte forligsprocedure.

Samtidig havde miljøorganisationer, landmænd, kirkelige samfund, repræsentanter for den 3. Verden og andre argumenteret intensivt mod forslaget.

Det kunne ikke være rigtigt, at man skulle kunne udstede patenter på planter, dyr og måske også menneskelige celler, lød kritikken.

I Bruxelles havde aktivister hejst banderoler med teksten ”Nej til Frankenstein-direktivet”.

Det gjorde indtryk på parlamentarikerne.

Anden omgang

I maj 1998, vedtog Parlamentet, og derefter Ministerrådet stort set det samme forslag, som blev stemt ned i 1995.

Kommissionen havde genfremstillet sit afviste forslag, tilføjet nogle præciseringer, og så kørte processen igen i beslutningsmaskineriet. Efter to år havde forslagsstillerne det resultat, de ønskede.

En vigtig forskel fra den første omgang var, at forsvarerne af de udvidede patentmuligheder havde lært af modstanderne:

Intet er så overbevisende, som når udsatte grupper taler i egen interesse – i dette tilfælde patientorganisationer for blandt andet lungesyge og AIDS-ramte.

Sådan lærte industrien af aktivisterne

Industriens holdning var, at uden mulighed for at tage patent på enkelte gen-sekvenser, ingen incitamenter til investeringer. Det blev i paroleform til ”No Patent, No Cure” (intet patent, ingen helbredelse). Det negative ”patent på liv”, blev vendt til det modsatte.

Under parolen ”Patents for life” (patenter for liv) tog patientforeninger til Bruxelles og Strasbourg for at give deres mening til kende over for politikerne.

Det gjorde indtryk på parlamentarikerne.

Ingen skrupler, ingen problemer

At industrien også spyttede i kassen, var kendt allerede før de afgørende afstemninger.

I Danmark fik blandt andre Landsforeningen til bekæmpelse af Cystisk Fibrose, en arvelig lungesygdom, kampagnebidrag.

»Det koster at følge med. Vi har fået hjælp til rejse- og telefonudgifter. Det har vi ingen skrupler med,« forklarede foreningens daværende generalsekretær.

Eller som det blev forklaret af Novo Nordisk: »Den europæiske brancheforening gav et mindre beløb, vi har ingen problemer med at vore interesser har sammenfald«.