ARTIKLER


Bernstein går stadig ind for Euroen

Den snart afgående nationalbankdirektør er helt uenig med Hoffmeyer.


Af Sven Skovmand
12. april 2013

Mens den tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer er dybt kritisk over for Euro-samarbejdet, har den endnu ikke afgåede nationalbankdirektør Nils Bernstein, en helt anden opfattelse.

I en artikel i Berlingeren lørdag den 24. november 2012 »Bernstein vil have Danmark ind i Euroen« siger han direkte, at Danmark skal gå med i samarbejdet om Euroen, »når der er udsigt til at vinde en folkeafstemning«,

»Euroen er en naturlig forlængelse af det indre marked og det europæiske projekt. Danmark hører med i Europa og har derfor en klar interesse i at være med i Euroen,« siger Bernstein, der mener, at det er af vital betydning, hvis Danmark skal have en central placering i det europæiske samarbejde og få så meget indflydelse som muligt.

Bernstein mener ikke, at der er tale om en krise for Euroen som sådan. Det, der er galt, er at nogle lande ikke har levet op til forudsætningerne bag systemet. Han mener også, at Europa ville have haft en krise, selv om Euroen ikke havde eksisteret.