NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
”Præsidentens dagbog: Europæiske udsendinge må vænne sig til, at tiderne skifter” lød overskriften på en artikel af senior skribent Gitau Warigi i “Sunday Nation”, Kenyas store søndagsavis, den 22. april i år.
Jeg var udstationeret med Mellemfolkeligt Samvirke og sad i en matatu – en lokal taxi – skrumplende på vejen mod hovedstaden Nairobi, da jeg faldt over den barske klumme, som i den grad vendte mit syn på forholdet mellem bistands-EU og udviklings-Afrika på hovedet:
Gitau Warigi havde været på Goethe Instituttet og overhørt et par indignerede diplomater fra Frankrig og Tyskland diskutere, hvordan det kunne være, at de ikke kunne få foretræde for Kenyas præsident Kibaki på grund af travlhed. Og nu undrede han sig i avisens spalter over, at de ikke havde set skriften på væggen:
»Selvfølgelig er det op til præsident Kibaki at afgøre, om han vil sætte sig sammen med Hillary Clinton og David Cameron og udholde en lektion om homoseksuelles rettigheder, eller om han vil bruge sin tid på at mødes med kineserne og diskutere vej- og havnebyggeri«.
Og det viser Europas problem i en nøddeskal, skriver Gitau: For det gør de ikke. Set fra Kenyas hovedstad Nairobi er Europa blevet de små projekters verdensdel. De store strategiske aftaler indgår man med andre. Og europæerne er tydeligvis slet ikke klar over det, bemærker Gitau.
Og her var professor Roman Grynberg ifølge The Botswana’s analyse skarp som en ragekniv: ”Europa må vågne op eller tabe Afrika til Kina”.
Hvis ikke Europa snart indser, at Afrikapolitikken er håbløst bagud, og får sine investorer på banen, så vil BRIK-landenes – Brasilien, Rusland, Indien, Kina’s – statsejede konglomerater snart eje så store dele af ressourcekæderne i Afrika, at Europa bliver hægtet helt af.
Europa må indse, at forsøget på at skabe en frihandelszone mellem Europa og Afrika (se side 12) er mislykkedes. Og dernæst for alvor gøre det attraktivt for europæiske investorer at komme ind på det afrikanske marked, mens der endnu er noget at købe, hedder det.