»Vi flygter eller giver op«

Portugal oplever som nabolandet Spanien en massiv stigning i andelen af unge arbejdsløse, men noget egentligt oprør kan man glemme alt om. Til det er landets politiske kultur for konservativ og indadvendt.
Af Ida Zidore
20. juli 2012

»Der er ikke noget værre end at se sin drøm briste. At arbejde i årevis mod en plads på arbejdsmarkedet, som man tillod sig at tro var reserveret til én på forhånd, og så vågne op til lugten af økonomisk krise.«

Joao Marques lyttede i over tyve år til forældrenes og statens forsikringer om, at med en god uddannelse ville følge et godt job. Fuld af fortrøstning brugte han to år på en international Master-uddannelse. I dag er Joao Marques udmærket godt klar over, at den ikke er garant for noget som helst. Han har nu været arbejdsløs i næsten et år. Det samme har over 35% af Portugals 15-24 årige.

Et af problemerne er, ifølge professor ved Lissabon Universitet og ekspert i beskæftigelsespolitik António Dornelas, at »det nuværende beskæftigelsessystem nedbryder beskæftigelse frem for at skabe beskæftigelse«.

Grønne kvitteringer

Precarios Inflexiveis, en gruppe unge aktivister i erklæret kamp mod usikker beskæftigelse, er enig i systemkritikken og langer især ud efter de såkaldte »recibos verdes« (grønne kvitteringer). Udtrykket dækker over en særlig portugisisk ansættelsesform, hvor man som lønarbejder er ansat i en virksomhed, men teknisk set er sin egen arbejdsgiver. Det betyder, at man er frataget retten til dagpenge og ikke beskyttet mod ulovlige fyringer.

Lige nu arbejder 2,5 millioner portugisere under usikre ansættelsesforhold. En af dem er 24-årige Susana Paula, der røg direkte ud i arbejdsløshed efter endt uddannelse i 2008 og måtte glide fra den ene ulønnede praktik over i den anden. Til sidst var hun tvunget til at acceptere en stilling med »recibos verdes«.

»Jeg gør det kun, fordi jeg ikke har andre muligheder. Men jeg synes det er dybt uretfærdigt«.

Intet oprør forude

Grupper som Precarios Inflexiveis og Geracao a Rasca (den portugisiske pendant til Indignados-bevægelsen i Spanien) har stået for at mobilisere en lang række protester det seneste års tid i større byer som Lissabon og Porto.

Alligevel kan man næppe tale om noget gennemgribende socialt oprør i Portugal, mener sociolog og professor ved Lissabon Universitet Filipe Carreira de Silva.

Portugal har nemlig en fundamentalt anderledes politisk kultur end for eksempel Spanien og Grækenland. Sammen med en række andre forskere har han undersøgt den portugisiske ungdoms reaktion på den økonomiske krise.

»Portugisiske unge er betydeligt mere konservative og navlebeskuende end for eksempel de spanske. De er meget lidt solidariske med fattige grupper, føler minimalt ansvar for fællesskabet og vil hellere feje for egen dør end samle sig i fælles oprør«, mener han.

»De fleste unge går ind for så lidt statslig indblanding som muligt og stoler mere på deres egne løsninger på krisen end på statens«, siger sociologen.

Og løsningen? – For en stor del er løsningen at rejse langt væk. Tallene viser, at den nuværende emigration fra Portugal overgår 1960’ernes masseudvandring.

»Jeg ville ikke acceptere de slavelignende tilstande i Portugal«, siger en af emigranterne, den 24-årige Joao Carita. »Så jeg er lige flyttet til Schweiz for at lede efter arbejde. Man burde nok gøre oprør. Men sådan er min generation ikke. Vi flygter eller giver op.«