Uvidenhed eller kaos

Erfaringerne fra tv-programmet ”Europa eller kaos” peger på, at komplekse diskussioner om EU ikke skræmmer danskerne, tværtimod. Men hvorfor er det sådan?
Af Marcus Lantz
18. november 2012

Siden 1972 har pressen søgt at forklare danskerne, hvad der foregår i det forenede Europas institutioner. Og det har knebet gevaldigt, både for DR og andre af landets toneangivende medier. EU-stof sælger ikke, og som det bl.a. har været omtalt på www.notat.dk, faldt de fem største dagblades dækning af EU med 18% fra 2000 til 2010.

Siden kom en europæisk gældskrise for alvor på dagsordenen, og det har fået medierne til at øge deres fokus på den 40 årige fødselar. Under det danske formandskab i foråret 2012 søsatte Danmarks Radio et tv-program sendt kl. 23.10 hver tirsdag på DR2. Ambitionen med programmet ”Europa eller kaos” var at gøre EU-stoffet mere nærværende for danskerne.

Ifølge programmets vært Jens Olaf Jersild lykkedes det.

»Vores seere virkede mest interesserede i noget, du kan kalde direkte EU-stof. Der, hvor vi har haft de mere traditionelle for og imod-debatter - for eksempel om, hvorfor vi ikke har en folkeafstemning om finanspagten, det er noget, som måske er græsset godt igennem i forvejen, og det er vores seere ikke så vanvittig interesserede i.

 

  I et program, hvor vi lagde ud med Dominique Moïsi (fransk politolog, klummeskriver i Financial Times og forfatter til bogen ”The Geopolitics of Emotion”, red.) blev seerne hængende. Da Villy Søvndahl så kom på, zappede de væk. Altså, jo mere udanske vi er, jo flere seere har vi«, siger Jersild.

Programmet var fra DR2’s ledelse ikke spået høje seertal, fortæller Jersild, men det formåede at tiltrække flere end forventet - på de gode dage op mod 100.000. Til sammenligning ser gennemsnitligt 109.000 danskere Deadline 22:30.

 

EU i vores DNA

Jersild, hvis far, reklamemanden Morten Jersild, var med til at starte NOTAT, mener, at det er blevet en del af danskernes dna, at vi er medlem af EU.

Det betyder også, at medierne i stadig stigende grad har mulighed for at kommunikere nogle mere komplicerede budskaber om EU i danskernes daglighed.

»De overraskende gode seertal på ”Europa eller kaos” er udtryk for, at en mere klassisk ja-nej-debat om EU er væk. I dag er det muligt at fortælle historier om EU, uden at folk som det første spørger sig selv, om det var en historie for eller imod EU«, siger Jersild.

 

Danskerne og EU

Men ét er tv-mandens fornemmelse og de forholdsvis gode seertal blandt DR2-segmentet - for flertallet af danskerne er EU stadig en 40-årig borddame, der er svær at danse med.

»EU er langt væk, og det er ikke kun et dansk fænomen. Dog har den økonomiske krise gjort, at mange flere mennesker interesserer sig for EU og de mekanismer, der er årsag til krisen«, siger Rebecca Adler-Nissen, adjunkt i statskundskab ved Københavns Universitet og forsker i EU’s udvikling og forholdet mellem medlemsstaterne.

Siden Danmark indtrådte i det fælles europæiske samarbejde i 1972, har danskerne været relativt tilfredse med medlemskabet, men de har også udtrykt bekymringer. En bekymring har handlet om frygten for at miste selvbestemmelse og identitet, som blandt andet kom til udtryk i Maastricht-afstemningen i 1992, der førte til de fire danske forbehold. En anden bekymring har handlet om, at EU ikke var demokratisk og borgernært nok, forklarer Adler-Nissen.

Ud over, at navnet på dåbsattesten er ændret, rummer EU nu også en fælles møntfod, fælles udenrigspolitik, fælles asylpolitik og fælles parlament med mere.

I 1972 handlede danskernes valg om det indre marked og, populært sagt, hvordan vi kunne sælge mere bacon. Nu handler det om en Union, der har indflydelse på en stor del af vores lovgivning, og en dansk regering, der ikke vover at sende et eller flere af vores forbehold til afstemning, fordi et flertal af danskerne ifølge alle meningsmålinger vil vende tommelfingeren nedad, uddyber Adler-Nissen.

»EU er ganske kompleks, ikke kun for befolkningen, men også for politikerne. Vores regering skal forhandle med både de andre lande og danskerne hjemme i stuerne. Og særligt siden euroen kom til i 2000, har udviklingen været så stærk, at det kan være svært at følge med«, siger Adler-Nissen.

 

EU og pressen

En afgørende årsag til, at det kan være svært at følge med i, hvilke politiske beslutninger der træffes i EU, er mediernes – og især tv’s – lave prioritering af EU-stoffet, forklarer Mark Ørsten, som i øjeblikket forsker i den danske presses ageren under EU-formandskabet.

»På grund af den europæiske gælds-krise har EU optrådt forholdsvis mere hyppigt.

Men set over de sidste tyve år er dækningen af EU-stof i de danske medier stadig begrænset, og med mindre man tilhører den mere ”elitære” del af den danske befolkning, der ser DR2 Deadline og TV2 NEWS, lytter til P1 Morgen og Orientering, læser Politiken eller Berlingske Tidende og orienterer sig på udenlandske mediers hjemmesider, når EU-dækningen ikke ind på ens radar«, siger Ørsten med henvisning til forskning, der beskæftiger sig med kortlægning af danske mediebruger-segmenter.

Ørsten mener, at de brede tv-mediers berøringsangst er forfejlet. ”Europa eller kaos” er et skridt i den rigtige retning, men man savner de ”gode gamle dage”, da TV Avisens Hans Bischoff forstod at formidle komplicerede sammenhænge, så alle danskere kunne forstå det.

»Der er en forestilling om, at danskerne ikke ønsker at høre om EU, men lige meget, om man er modstander eller tilhænger af EU, er befolkningen interesseret i EU, fordi verden er blevet mere globaliseret,« siger Ørsten.

Danskernes viden om EU er mangelfuld

  Ifølge en Gallup-måling fra 2009 foretaget af Dansk Ungdoms Fællesråd giver landets unge mennesker (16-25 år) udtryk for, at de ikke føler sig klædt på til at stemme ved EU-parlamentsvalgene. 43% siger, at de ”ikke ved nok” til at kunne stemme.   I 2010 laver NOTAT i samarbejde med Megafon en repræsentativ rundspørge. Den viser, at 2/3 af danskerne ikke ved, hvordan lovgivningsprocessen fungerer i EU.   I juni 2012 svarer 33% af danskerne i en meningmåling lavet af Epinion for DR Nyheder, at de ikke ved, hvordan regeringen har klaret EU-formandskabet.