NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Den kendte tyske historiker Heinrich August Winkler sagde ved sin 70 års fødselsdag i 2008, at med genforeningen i 1990 var det tyske spørgsmål løst.
Tyskland havde efter et århundrede med krig fundet sin plads i Europa og kunne agere som en normal stat på linje med de andre europæiske nationer.
Blot fire år senere spørger flere og flere i Europa om, vi har fået et nyt tysk problem. For mens krisen kaster dommedagsskygger over EU-samarbejdet, er én ting slået fast: Det er Tyskland, der fører an.
Men hvad vil Tyskland med denne rolle? Hvor de europæiske lande tidligere frygtede, at Tyskland ville for meget i Europa, er det omvendt i dag, da de fleste ønsker, at Tyskland vil engagere sig mere i Europa.
Ingen af dem har oplevet 2. Verdenskrig, og de har kun haft begrænset erfaring med tiden, hvor en mur adskilte to konkurrerende Tysklande.
Landets magt i forhold til andre EU-lande kom bag på den 28-årige Christian Lutze.
»Jeg var overrasket over, hvor meget Tyskland havde at sige, når der var problemer. Hvis man kigger på efterkrigstiden, var Tyskland jo altid den, som måtte lytte til andre og aldrig havde nok suverænitet til at sige, hvad de ville«, siger Christian Lutze, der ser udviklingen som positiv.
»Her er jeg nok en smule konservativ, men som den største indbetaler til EU, får Tyskland også et større økonomisk ansvar. Med det følger også en større taleret. De andre må respektere, hvad Tyskland har at sige«, mener Christian Lutze.
Dette synspunkt deles af flere og flere i den offentlige debat. De to mindre regeringspartier FDP og CSU bejler begge til den del af de tyske vælgere, der ikke ønsker at betale til de gældsplagede lande i Sydeuropa.
Både Tobias Bank og Simon Wennige ser også kritisk på Tysklands måde at håndtere den magtfulde rolle i EU.
»Intet land burde have en førerrolle i EU. Gennem EU griber regeringerne i både Tyskland og Frankrig ind i parlamenternes magt, og det fjerner legitimitet fra det nationale demokrati«, siger den 26-årige Tobias Bank, der er medlem af det venstreorienterede Die Linke.
Ifølge den 28-årige Simon Wennige er det naturligt, at Tyskland har mere at sige, men det bør ske på et bedre grundlag end nu, hvor de økonomiske løsninger virker som diktater fra Angela Merkel frem for oprigtige ønsker om hjælp til grækerne.
»Så længe man vil det europæiske projekt, bør man tale mere med de mindre lande og ikke bare aftale det hele med de andre store, som mit indtryk er«, siger Simon Wennige.
»Solidariteten rækker ikke langt i dag. Tidligere tænkte vi i forskelle mellem øst og vest. Med krisen er det blevet nord mod syd, men modsætningerne bliver nok overvurderet i medierne. Da jeg i år var i Portugal, blev jeg uden videre budt velkommen som tysker. Der er tilsyneladende en antitysk stemning i Grækenland, men jeg ved ikke om det gælder i andre lande«, siger Simon Wennige.
Ifølge Tobias Bank skyldes den nuværende situation, at for få europæere får glæde af den fælles union.
»Sammenholdet i Europa har først og fremmest sine økonomiske årsager, men desværre er det for få, der oplever de direkte fordele af samarbejdet. Det må ændres. Europa skal ikke kun vokse sammen gennem nedbrydning af grænsekontroller og fælles valuta«, siger Tobias Bank.
Han er især kritisk over for den manglende kontrol med finansmarkederne, han opfatter som krisens årsag.
Ingen af de tre ser noget modsætningsforhold mellem det at være tysk og europæer. I første omgang har Simon Wennige endda problemer med at forstå spørgsmålet, til jeg forklarer ham, at mange i Danmark ser et modsætningsforhold mellem det europæiske og det danske.
»Vi er i store træk europæere. Man kan dog endnu i dag mærke en form for mentalitetsgrænse, når man f.eks. krydser den polske grænse. På trods af det har vi så meget til fælles, at man sagtens uden videre kan opfatte sig selv som både tysk og europæer«, siger Simon Wennige.
De er alle tre enige om, at nationalisme ikke er vejen frem og bør bekæmpes, selvom der skal være plads til nationale forskelligheder inden for EU.
»Jeg er nok tysker først, men jeg er også en europæer, der ønsker, at vi har et venskabeligt forhold til alle europæiske lande. Hvor vi lever i et fællesskab, hvor alle bliver hørt, og alle har noget at skulle have sagt. Men jeg ønsker ikke at glemme, at jeg er tysk«, siger Christian Lutze.
De mener alle, at et mere indflydelsesrigt EU er vejen til et bedre europæisk samarbejde.
Både Tobias Bank og Simon Wennige ser gerne, at EU orienterer sig i forhold til omverdenen.
»Vi skal ha’ mere kommunikation og forståelse for situationen uden for Europa. EU skal ikke være verdensmagt, men en del af verden«, siger Simon Wennige.
»Et Europa, der er fælles, står stærkere over for Asien og USA og kan lettere håndtere internationale problemer«, siger Tobias Bank, der også mener, at EU’s udformning skal ændres, for at de europæiske borgere kan se meningen med unionen.
Han forestiller sig et styrket EU-Parlament med reelle kompetencer, og nye udvidelser, der inddrager lande som Norge og Tyrkiet i det europæiske fællesskab.
Det kan have lange fremtidsudsigter, og i første omgang er spørgsmålet om euroens fremtid det væsentligste for de tre studerende.
»I grunden mener jeg, at euroen er total fedt. Man har ikke kun et pas, hvor der står Europa på, men også de samme penge, så hver gang man griber i pungen, bliver man mindet om den europæiske dimension. Jeg vil beholde euroen, så længe det er muligt. Det vil sige, indtil det skader Tyskland for meget«, siger Christian Lutze.