ARTIKLER


Ungarn-indgrebets fadder

Poul Nyrup Rasmussen var manden bag Haider-sagen i år 2000. Den gav anledning til den Artikel 7 i EU-traktaten, som EU-Kommissionen nu anvender mod Ungarn.
Af Ole Aabenhus
14. juli 2012

I år 2000 indledte 14 regeringschefer i EU anført af den daværende danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen en boykot mod Østrig. De 14 nægtede simpelthen at forhandle i EU's Ministerråd, hvis der var en østrigsk minister til stede.

Anledningen var, at de østrigske konservative havde besluttet at indgå et regeringssamarbejde med Det Østrigske Frihedsparti under ledelse af en mand, der benægtede, at de tyske udryddelseslejre nogensinde havde eksisteret – Jörg Haider.

Sagen vakte voldsom debat, men i december samme år fik man indskrevet Artikel 7 i det, der dengang var Nice-traktaten, om den procedure, der skulle følges, hvis Parlamentet og Ministerrådet finder, der er berettiget tvivl om, at et medlemsland holder sig inden for demokratiets rammer.

Vedkender sig fadderskab

Poul Nyrup Rasmussen vedkender sig gerne fadderskabet til Artikel 7?, endda med en vis stolthed. »Europa handler om mere end flæskepriser og penge«, som han siger i et interview med NOTAT. Men hvordan ser han på den situation, vi har med Ungarn nu? Ville han have anbefalet en Artikel 7 procedure mod Ungarn på det grundlag, der ligger i dag?

»Hvis jeg havde været ved bordet, ville jeg nok også have anbefalet en Artikel 7 procedure. Forud var der gået en række diskussioner med Viktor Orbán og den ungarske regering. Både Kommissionen og Det europæiske Råd har gang på gang tilkendegivet, at nu skal vi tilbage til demokratisporet«.

Nye og gamle lande

Men gælder samme regler for nye og gamle lande? I Holland er Geert Wilders parti det tredjestørste i landet, i Frankrig ser vi en hårdt trængt Sarkozy svinge over mod Marine le Pens Nationale Front. Burde man overveje at bruge Artikel 7 også over for nogle af de gamle lande?

»Jeg synes, Sarkozy tager fat på en voldsom retorik nu, mens Geert Wilders ligner, hvad vi kender fra Danmark. Forskellen mellem Orbán og Sarkozy ligger i forholdet mellem retorikken og de praktiske handlinger. Men på et tidspunkt kan selv ordene blive så hårde, at det overskrider demokratiske hensyn«.

Ud af EU?

Ifølge Poul Nyrup har vi en række institutioner i EU, der kan bremse den udvikling der går væk fra demokrati. Han har stor tillid til Europa-Parlamentets rolle i denne sammenhæng, men peger samtidig på EU-Domstolen og Det Europæiske Råd.

»I en given situation må man kunne sige: OK, så er I ikke medlemmer længere, så er I ikke en del af det europæiske fællesskab«, mener han, og han er ikke fjernt fra en tanke om, at et medlemsland skal kunne lukkes ude fra EU i en periode:

»Man kan sammenligne med, at man i verdenshandelsorganisationen WTO har kompetence til at sætte et samarbejde i stå«, siger han.

Rystet over Jobbik

»Jeg har besøgt Ungarn mange, mange gange, og jeg har været optaget af Ungarn siden jeg var dreng og havde hovedet dybt begravet inde i min fars Arena radio under Ungarn-opstanden i 1956.

Men når man ser, hvor meget de her Jobbik folk i deres sorte uniformer har fat i befolkningen, og hvor meget, de får lov til, bliver man jo rystet.

På et tidspunkt må nogen sige fra. Ellers bliver alting ligegyldigt. Demokrati er også, at der er noget, vi vil acceptere, og noget, vi ikke vil acceptere«. u

(Interviewet kan læses i sin helhed på www.notat.dk)