Tvivlen om EU og Grundloven – historisk set

Hvordan paragraf 20 er blevet fortolket siden 1972
Af Gry Brøndum
1. august 2012

I 1998 blev Poul Nyrup Rasmussen (S) frifundet for anklagen om, at magten fossede fra Folketinget til EU i strid med Grundloven. Ved sagen ved Østre Landsret 15. juni gjaldt det Anders Fogh Rasmussen (V) og Per Stig Møllers (K) underskrifter på Lissabon-traktaten i 2007. Traktaten blev juridisk vredet uden om den folkeafstemning, Grundloven kræver, lød anklagen.

§20’s historie

Det er grundlovens § 20, der sætter rammerne for, at den danske regering i nærmere bestemt omfang kan overlade beføjelser til at overgive lovgivende, dømmende og udøvende magt til internationale myndigheder. Og at dette kan ske med fem sjettedeles flertal i Folketinget eller ved en folkeafstemning.

Paragraffen blev formuleret i efterkrigstidens Danmark, hvor man talte om at sikre freden gennem øget internationalt samarbejde – i nordisk regi, i FN eller i den kommende Kul- og Stålunion, som jurist Max Sørensen, der formulerede §20, henviste til i Folketinget i 1952: Med den nye paragraf kunne Danmark også være med i et europæisk samarbejde som dette:

Hvor går grænsen?

Det blev en realitet i 1972, da Danmark ledet af statsminister Jens Otto Krag (S) og et flertal af befolkningen besluttede at følge Storbritannien ind i EF.

I Folketinget blev særligt omfanget af suverænitetsafgivelsen diskuteret. For kunne ”gummiparagraffen” 235 i Rom-traktaten, der beskriver Fællesskabets ret til at formulere nye bestemmelser til opfyldelse af traktatens formål, være i overensstemmelse med § 20’s krav om afgivelse i nærmere bestemt omfang? Ja – når blot emner og sagsområder under hvilke, der overlades beføjelser var beskrevet, mente juristerne og flertallet af politikerne.

Tvivlen

Men i 1992, da danskerne stemte om Maastricht-traktaten blev tvivlen om grundlovsbruddet aktuel: Juraprofessor Henning Koch var een af de, der beskrev et glidende grundlovsbrud: Hundredevis af nye EF-bestemmelser om alt fra forskning og energi til regionalpolitik var nu gældende i Danmark via artikel 235, og de hørte ikke ind under traktatens rammer, mente han.

Det var den tvivl, der lå til grund, da Grundlovs-Kommissionen og jurist Ole Krarup i 1996 fik lov til at føre sag mod statsminister Poul Nyrup Rasmussen efter tiltrædelsen af Maastricht-traktaten med de danske forbehold.

Tvivlen blev dog pure afvist først ved Østre Landsret i 1997 og derefter op til folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten i 1998, hvor Højesteret erklærede, at der ikke var afgivet suverænitet i ubestemt omfang.

»EU-myter aflivet«, skrev Politiken dagen efter dommen.

Grundlovssagen II

Men myte eller ej, så blev sagen kun delvis afmonteret: Sidste år fik 33 borgere Højesterets »ja« til at føre en ny Grundlovssag efter at have fået afslag i Landsretten året før. Denne gang skal dommerne ikke tage stilling til grænserne for suverænitetsafgivelse, men om ratifikationen af Lissabontraktaten uden en folkeafstemning var et brud på Grundloven.

Vi er dermed i en ny fase: Grundlovssagen del II kunne man kalde den. Første akt har nu udspillet sig i Østre Landsret. Anden akt følger i Højesteret.

Kilder:

Højesterets dom, 1998

Jens Hartig Danielsen: Suverænitetsafgivelse, 1999

Henning Koch: De underspillede suverænitetsafgivelser,

Tidsskriftet Juristen, 1992

www.folkeafstemningskomiteen.dk http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/pressemeddelelser/Pages/Lissabon-traktatenogGrundloven.aspx