ARTIKLER


Stærke kræfter går ind for olie fra tjæresand

Connie Hedegaard arbejder i modvind for et forbud mod olie fra tjæresand.
Af Sven Skovmand
24. februar 2012

Det lykkedes ikke i første omgang EU's klimakommissær Connie Hedegaard at få gennemført et forbud mod indførsel af olie fra tjæresand fra Canada.

I en såkaldt ekspertkomité sagde repræsentanterne fra Polen og Spanien den 23. februar 2012 blankt nej til forslaget, mens Frankrig, Holland og Storbritannien afholdt sig fra at stemme. Dermed havde man ikke det nødvendige flertal for at sige ja til forslaget, oplyser EUobserver.com.
 
Det ærgrer Connie Hedegaard, fordi olie fra tjæresand udsender 22 procent mere CO2 end olie fra normale oliekilder. Men hun er trods alt lettet over, at ekspertkomitéen ikke sagde blankt nej til tanken. Den var ellers udsat for et voldsomt pres fra den canadiske regering, som lægger stor vægt på at få solgt sin olie.
 
Nu skal sagen for i Ministerrådet. Her håber hun, at stemningen over for et forbud vil være mere velvillig, især hvis der kommer en offentlig debat om sagen.