NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Kriser stiller spørgsmål. Og den, der finder svaret inden krisen er slut, sidder med nøglen til fremtiden.
Det vidste en langttænkende politiker som K.K. Steincke, der midt under 1930'ernes krise grundlagde det socialsystem, der danner kernen i den danske velfærdsstat den dag i dag.
Hvad er det så for et spørgsmål, der ligger i den krise, vi gennemlever i Europa lige nu? I mine øjne er der to sammenhængende spørgsmål:
– Hvilken grad af suverænitet er vi villige til at afgive for at finde fælles løsninger?
– Hvilken grad af solidaritet er vi villige til at vise for at finde fælles løsninger?
Anderledes med solidaritet, som ofte er et stort set fraværende begreb i EU-sammenhæng.
Et eksempel: Den amerikanske økonom og nobelpristager Paul Krugman kommenterede den økonomiske nødhjælp til spanske banker i starten af juni med en interessant betragtning: Der er ikke noget i vejen med selve den kapitalindsprøjtning, Den Europæiske Centralbank gav Spanien, siger han i sin klumme i New York Times. »Men det er slående, at samtidig med de europæiske ledere sammensatte denne hjælpepakke, signalerede de kraftigt, at de ikke havde til hensigt at lave om på de politikker, der har gjort en fjerdedel af spanske lønmodtagere – og mere end halvdelen af de unge – arbejdsløse«.
Omvendt er de, som repræsenterer lønmodtagerne i EU-systemet, voldsomt svage. Der er »sociale topmøder« en gang om året mellem europæisk LO, den europæiske arbejdsgiverorganisation og Kommissionen. Der kommer bare så lidt ud af dem, at ingen gider referere, hvad der sker.
Nu har den nyvalgte franske præsident Hollande skabt nyt håb. I skrivende stund ved vi ikke meget om hans vækst-tillæg til Finanspagten, men der tales om jobskabende EU-projekter til omkring 1.000 milliarder kroner. Det kan måske blive et første skridt.
Men der skal en langsigtet vision til for at skabe et holdbart Europa. Tidligere dansk økonomiminister, socialdemokraten Ivar Nørgaard, der døde sidste år, stemte i sin tid nej til euroen, fordi dens rammetraktat – Den Økonomiske og Monetære Union – alene går ud på at holde inflationen i euro-området nede på 2 procent. Men, mente Ivar Nørgaard, det burde være en tilsvarende stærk forpligtelse for EU-systemet og Den Europæiske Centralbank at holde arbejdsløsheden nede på f.eks. 4 procent.