ARTIKLER


Skal bruge fiskenes latinske navne

EU har lagt et krav om, at fisk nu skal betegnes med deres latinske navne ved fiskehandlerne.
Af Sven Skovmand
24. februar 2012

Hvad er en Pleuronectes platessa for en størrelse? Og en Gadus morhua? Det spørgsmål stiller Berlingske den 18. februar 2012 til sine læsere i artiklen »Fiskehandlere skal lære latin«.

Og spørgsmålet er ganske berettiget, for Fødevarestyrelsen har rettet sig efter et krav fra EU om, at alle fisk skal betegnes med deres latinske navne, og at fiskehandlerne skal forklare, hvad det betyder. De to nævnte fisk kaldes i øvrigt på dansk for rødspætte og torsk!
 
Bestemmelsen har vakt nogen forundring hos fiskehandlerne, der er ude af stand til at forstå kravet. For de har aldrig været ude for kunder, der ønskede at kende de latinske navne. Og for fiskegrossisterne giver kravet store problemer.
 
Grossist Axel Jessen, der har butik på Fisketorvet i Københavns Nordhavn, oplyser således, at han har været nødt til at ansætte en sekretær, der kan komme ind om formiddagen og sørge for, at hans fakturaer bliver udfyldt korrekt. Han har også måttet købe konsulentbistand hos en virksomhed, der har kunnet hjælpe med at møde de nye krav fra Fådevarestyrelsen.