Sådan reagerer grækerne

»Jeg er fire år gammel, jeg er gældsat og jeg er også en forbitret borger«
Stod der på det skilt, en lille fyr holdt i hånden til en demonstration i Athen. På et andet skilt kunne man se EU's stjerne placeret rundt om et hagekors. Der er ingen tvivl om, at grækerne er skuffede over både EU og deres egen regering.

For selvom både EU og regeringen prøver at afhjælpe den kritiske situation, så er det svært for grækerne at stole på særligt udefrakommende magthavere. Denne manglende tillid skyldes ikke kun de sidste års nedadgående vækst, men har også en historisk forklaring.

En historie med fremmede magter
Xeno er et af kodeordene, når man skal forstå Grækenlands situation i dag. Xeno betyder fremmed og er blevet brugt flittigt igennem historien om magthaverne, primært som et tegn på mistillid.

Grækerne har sjældent haft en stabil stat at kunne læne sig op ad. De fleste har måttet klare sig selv blandt venner og familie, og nepotismen har ofte vist sig som en ven i nøden. Den manglende tillid til autoriteterne sidder stadig i grækerne, hvilket kommer tydeligt til udtryk, nu da alle borgere bliver presset til at ofre sig for at redde samfundsøkonomien.

Et kig i Grækenlands historie vil vise en ganske kort periode på 98 år mellem 1913 og i dag, hvor Grækenland har været en samlet nation og først fra 1974 et demokratisk system.

I antikkens tid var Grækenland delt op i bystater, siden kom mere end 400 år med tyrkisk besættelse der aflejrede patriotisme, nationalisme og stolthed, som stadig lever stærkt i dag. Skiftende fremmede overherredømmer har været betegnende for det 19. århundrede, hvor statsoverhovederne har været både engelske, franske, tyske og danske.

Tiden har desuden været præget af frihedskrigene mod tyrkerne - sidste besatte landområder fik grækerne tilbage i 1898.

Næste kapitel i historien byder på Balkankrigene, 1. verdenskrig, besættelse under 2. verdenskrig og borgerkrigen, der sluttede i 1949. Borgerkrigen blev efterfulgt af en længere periode med økonomisk såvel som samfundsmæssigt stilstand, som med lidt royal hjælp mundede ud i et militærdiktatur fra 1967-1974.

Den græske nation og dets økonomi har ikke haft megen tid til at finde fodfæste.

Manglende tillid og manglende ansvarsfølelse
Den almindelige græske befolkning har en lang men problemfyldt erfaring med at lade fremmede komme til magten. Derfor er de særligt mistroiske overfor EU og regeringen i Athen.

EU kunne i mange år sprælle lige så tosset det skulle være, uden at man i Grækenland rettede ind. Rygeforbuddet er et lille eksempel, vi har de samme regler herhjemme som på de græske øer. Regler fra EU og Athen er vejledende, og man retter sig kun efter dem hvis man se fornuften i det, og hvis man har lyst.

Politisk er der ikke tradition for politiske forlig hen over midten, og de politiske fløje er meget langt fra hinanden. Desuden er der stor forskel på, hvilke partier der støttes i de store byer og hvilke der støttes på landet og øerne.

De meget forskelligartede partier har desuden historisk baggage, som præger samarbejdet.  Stemningen i det græske parlament er sjældent så kammeratligt, som vi ellers ser det herhjemme, hvor der er en holdningsmæssig, og hvis man er heldig, ideologisk forskel mellem partierne.

Politik er virkelig noget der kan skille grækerne og har gjort det gennem historien.

Betal din skat..?
Oveni de omfattende besparelser, mener mange grækere i for vejen ikke, at de skylder staten noget. I en lang årrække har det primært været arbejderklassen og de offentligt ansatte, som har betalt skat, mens den øverste del af samfundet har sluppet. På den anden side skal det bemærkes, at skattesystemet ikke har fungeret optimalt.

Det anslås, at den sorte økonomi er på over 40 pct. af BNP'en, samt at landbrugerne, der udgør ca. 22 pct. af samtlige erhvervsaktive i Grækenland, aldrig har betalt skat. Det er voldsomme tal, men det er samtidig sådan, den almene græker har overlevet.

Nepotismen er ligeledes en væsentlig søjle i grækernes liv, og det er blevet en måde, man overlever på, når kårene er trange. Man kan ikke bare fjerne en søjle, uden taget styrter sammen.

Man må bygge det græske samfund op på ny på en mere fair og lige måde, end det sker lige nu. Der er ingen tvivl om, at skattesystemet skal reformeres og ændres kraftigt, men det kræver en inklusion af grækerne. De forslag, som IMF, eurozonen og ECB er kommet med, ekskluderer den græske befolkning i sådan grad, at det sætter al vækst ud af spil.

Selvom den offentlige sektor har været alt for stor og korrupt, føler de offentligt ansatte ikke, at det er retfærdigt, at de skal betale store dele af regningen. En folkeskolelærer tjener ca. 7500 kr. om måneden. Med de nye nedskæringer bliver det knap 6500 kr. Samtidigt stiger priserne. Momsen alene steg sidste år fra 13 pct. til 23 pct. Derudover fyres mange offentligt ansatte, der får meget svært ved at finde et nyt job, samtidigt med at der ikke findes noget sikkerhedsnet fra staten.

Tillid søges
Væksten er ikkeeksisterende og ungdomsarbejdsløsheden er på mere end 30 pct. Det ville være oplagt for de mange unge grækere at finde sig job i udlandet, men de offentlige skoler har ikke givet dem et højt engelskniveau - endnu et sted, der bliver skåret mere på nu.

De børn og unge, hvis forældre har råd til at sende dem til privat undervisning, vil få bedre mulighed for gode jobs i både Grækenland og i udlandet. Det giver et mere opdelt Grækenland, men resulterer også i, at de bedst uddannede, som Grækenland får allermest brug for, forlader landet, og de lavtlønnede og dårligt uddannede bliver i Grækenland.

Så magtesløsheden er stor, det ses tydeligt i Athens gader, hvor den samlede græske befolkning spørger sig selv, Papandreou, teknokratregeringen og EU, hvordan de skal klare sig frem over.

Grækerne er kendt som venlige og flinke folk, ordet filoxenia - gæstfrihed- beskriver det på smukkeste vis. Du er en ven over for fremmede. Bliver du først en grækers ven og får hans tillid, så er der ingen grænser for, hvad han ville hjælpe dig med.

Det forventes naturligvis, at det modsatte også gør sig gældende. For som grækerne siger - man kan ikke vaske sig med én hånd. Hvis man overfører denne lille dagligdagsfilosofi til nationen Grækenland kontra folket,så tror jeg på, vi er et skridt tættere på mål.

Hvis grækerne ikke bliver involveret og der ikke bliver skabt en tillid vil nepotisme og afstandstagen blive en del af det fremtidige Grækenland også. Det er med historien i hånden og en tillidsskabende tilgang, at det nye Grækenland skal reddes og bygges op.