ARTIKLER


Schengen giver kriminalitet

Siden Schengen-aftalen kom til at omfatte en række østeuropæiske lande, har der været en stærk stigning i kriminaliteten i Danmark.
Af Sven Skovmand
19. maj 2012

Det oplyser Dansk Politi i artiklen "Udfordringen fra øst stiger", der står i bladets nr. 4 for 2012.

I artiklen oplyses det, at antallet af indbrud er steget med 46 procent, at antallet af taske- og lommetyverier er steget med 140 procent, og at tyverier af benzin og diesel er steget med 80 procent.

Dertil kan man lægge en stigning i cykeltyveri, indbrud i biler og tyverier fra byggepladser.

Det har fået forsikringsselskabernes erstatninger til at stige til 2,3 milliarder, hvilket ifølge Forsikringsoplysningen er rekord.

Politiet opgør ikke, hvilke landes statsborgere, der står bag et tyveri. Men et rundspørge til 10 politikredse fortæller, at de kriminelle først og fremmest er rumænere og litauere samt i det sydlige Jylland polakker.

Kun ganske få af tyverierne bliver opklaret. Det skyldes blandt andet, at der er et stort arbejde forbundet med at afhøre folk, der ikke forstår dansk og derfor kræver tolkehjælp, skriver bladet.

I en efterfølgende artikel, "Ryk grænserne for udvisning", opfordrer lederen af Udlændingeafdelingen i Københavns Vestegns politi Leif Hühne til, at det bliver lettere at udvise kriminelle udlændinge.

Han opfordrer også sine kolleger til altid at tage fingeraftryk i sager mod kriminelle EU-borgere. Det vil gøre det sværere for dem at vende tilbage til Danmark og genoptage deres kriminalitet.

Læs også Holland siger stadig nej til Rumænien og Bulgarien