ARTIKLER


Russisk gasledning vinder

Russerne sender ikke blot gas under Østersøen. De vil også etablere en linje under Sortehavet – til skade for den af EU ønskede Nabucco-ledning.
Af Sven Skovmand
15. april 2012

For at slippe for at sende naturgas gennem Ukraine har russerne anlagt den meget omtalte undersøiske gasledning – North Stream – under Østersøen til Tyskland. Og nu er de godt på vej til at etablere en lignende gasledning under Sortehavet til Bulgarien.

Ifølge Financial Times for 29.december 2011 har Tyrkiet nu sagt ja til, at ledningen kan anlægges gennem de områder, som støder op til landet. Det giver ledningen – South Stream – et måske afgørende forspring for den Nabucco-rørledning, som EU har bestræbt sig for at få etableret fra Centralasien gennem Tyrkiet til Østrig over Bulgarien og Rumænien.

Rørledningen vil kunne transportere op til 63 milliarder kubikmeter naturgas om året, svarende til 63 millioner tons olie. Den er dermed lidt større end ledningen under Østersøen, som kan transportere 55 milliarder kubikmeter. Og den er også større, end Nabucco vil blive. Den kan kun transportere 32 milliarder kubikmeter.

Nabucco-projektet har økonomiske problemer ifølge avisens artikel »Turkey deal boosts Russia’s pipeline project«. Det har været vanskeligt at finde investorerer, der vil betale, hvad ledningen koster. Og interessen bliver næppe større, når det russiske projekt går i gang.