NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Den europæiske krise tager sig i manges øjne ud som en konflikt mellem Tyskland og resten af Europa. Medier og forskere har i den sidste tid forsøgt at forstå de bagvedliggende årsager til den store uenighed om Europas økonomiske politik.
En række eksperter tolker Tysklands selvsikre politik som et udtryk for en nyvunden tysk selvtillid. Andre henviser til 1920’ernes hyperinflation, der gav medvind til nazismen og i dag skaber angst for mulig gentagelse.
En tredje tolkning går på, at Tysklands økonomiske politik styres af den økonomiske ideologi ordoliberalisme.
Kort fortalt handler den om at opretholde en høj grad af budgetdisciplin for at undgå fremtidige skatteudskrivninger. Markedet handler altid rationelt, mener ordoliberalisterne, og statens opgave er derfor at sikre, at konkurrencen bliver så effektiv som muligt.
Ideologien fik først gennemslagskraft efter 1945. Hvor de fleste vesteuropæiske lande i den første efterkrigstid var optaget af Keynes økonomiske tanker, og Østeuropa eksperimenterede med socialistisk planøkonomi, førte Vesttysklands første finansminister Ludwig Erhard under Konrad Adenauers lederskab den unge tyske stat en tredje vej, der stod i stærk opposition til begge.
Erhard, der siden blev Kansler, fulgte en række af ordoliberalisternes tanker og får i dag æren for Tysklands hurtige genopbygning efter krigen.
Abonnerer man på den ordoliberalistiske model, vil et lands underskud altid være et spørgsmål om vilje. Når gælden stiger i Sydeuropa, er det således fordi, regeringerne ikke har været påpasselige med at sikre landenes økonomiske stabilitet.
Det er på grund af ordoliberalismens tag i tysk økonomisk tænkning, at amerikanske økonomer som Paul Krugman taler for døve ører med keynesianske forslag, der kan kickstarte den europæiske økonomi. Af samme grund accepterer Merkel heller ikke euroobligationer, der vil tvinge Tyskland til at betale for, at andre lande kan operere med konstante underskud.
På samme måde følger Finanspagtens gældsbremse et ønske om at gøre ordoliberalismens tanker til grundlag for økonomiske regler i hele eurozonen. Den er et typisk udtryk for ordoliberal skepsis over for en ekspansiv finanspolitik, der øger skatterne og forringer konkurrence på markedet.
De tyske økonomer fortolkede nemlig nazismen – med alle dens rædsler – som en økonomisk planlægningsteori og mente, at regeringsindgreb i økonomien var første skridt på vej mod det totalitære samfund. En forklaring, der muligvis gør det lettere at forstå Merkel-regeringens stålsatte vilje til at forsvare Finanspagten.
Det ser dog ud til at have ændret sig for nyligt. Således går de to ledende figurer i SPD Sigmar Gabriel og Peer Steinbrück nu ind for en fælles gældspulje i EU, hvor landene afgiver mere suverænitet for derved at kunne kompensere for hinandens gæld.
Så noget tyder på, at valget i september 2013 – også – kan blive et valg for eller imod ordoliberalismen.