NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I disse uger diskuteres en ny finans-traktat. Formålet er angiveligt at overvinde den dybe krise i euro-konstruktionen ved at berolige »markederne«. I dag er den højeste dommer jo ikke befolkningerne, men derimod disse mystiske »markeder«, som agerer i dybeste hemmelighed og stort set uden kontrol.
Finans-traktatens middel til at berolige »markederne« er, at tvinge landene i EU til at skære ned på de offentlige udgifter, til at forhøje pensionsalderen og til at skære ned i lønnen.
Denne politik er ikke ny. Den fremgik også af Europluspagten og en række direktiver (den såkaldte »sixpack«), som blev vedtaget sidste år. Og grundlæggende fremgår den af selve Lissabon-traktaten, som på det økonomiske område er en kombination af liberalistisk markedsfundamentalisme og tysk sparsommelighed.
Det er muligt, at denne politik i sidste ende formår at berolige »markederne« om, at der er gode penge at tjene. Men prisen vil blive betalt af almindelige lønmodtagere, som vil miste deres job, få forringet deres købekraft og se sundhedsvæsenet og andre offentlige velfærdsordninger bombet årtier tilbage.
Er der virkelig ikke en anden vej ud af krisen? Det fik man ellers indtryk af i efterårets valgkamp i Danmark, hvor den nye regering ikke mindst blev valgt på at ville investere os ud af krisen i stedet for at spare os ud af krisen.
Men på EU-plan er denne politik forbudt. Her betyder euro-konstruktionens økonomiske spændetrøje, at der kun er plads til at skære ned. Det havde Helle Thorning da også forstået, da hun den 1. januar overtog det roterende EU-formandskab:
”Det gælder udelukkede om at redde euro’en. Så længe vi ikke har styr på euro’en, så er der ikke plads til noget som helst andet i den europæiske økonomi”, sagde hun i en artikel i Politiken under overskriften: ”Først redder vi euro’en, så taler vi vækst”.
Nu skal man jo ikke være professor i atomfysik for at gennemskue, at hvis alle EU-lande skærer ned, så vil resultatet – i hvert fald i første omgang – blive øget arbejdsløshed. Forbruget vil gå ned, og det samme vil samhandlen mellem EU-landene. Krisen vil kort sagt uddybes.
Hvis det skal undgås, er der brug for et oprør mod EU’s økonomiske diktater. Det kan passende starte med at sige nej til den nye finanspagt.