NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
NOTAT/BERLIN: Det begynder at ligne et mønster: Kansler Angela Merkel siger nej til at dække for kriseramte eurolandes gæld uden en stram kontrol af deres udgifter. Finansminister Wolfgang Schäuble taler om nye spilleregler for Tyskland og for Europa. Udenrigsminister Guido Westerwelle har sammen med otte EU-kolleger, blandt dem Villy Søvndal rejst spørgsmålet om fælles beslutninger om medlemslandenes finanslove.
Westerwelle har siden også foreslået en folkeafstemning om en »virkelig europæisk forfatning».
Ulrike Guérot, førende tysk EU-forsker, arbejder i dag for tænketanken European Council on Foreign Relations. Hun har tidligere arbejdet både under Tysklands nuværende finansminister Wolfgang Schäuble og under EU-Kommissionens tidligere formand Jacques Delors,
Det, der optager hende, da vi mødes på Café Einstein – politikernes mødested i Berlin – er yderligere et indlæg i debatten: Filosoffen Jürgen Habermas’s kritik af euroens konstruktion, og hvad han kalder for EU’s »facadedemokrati«.
Men først noget om, hvordan Tysklands hidtidige rolle i euro-krisen skal forstås.
»I 1989 fik vi det forkerte argument for euroen; at den skulle være en betingelse for den tyske genforening. I 2002, da vi fik euromønter og sedler, blev »Teuroen« et begreb (teuer = dyr). Men det var kun de små priser på daglige varer, der gik op. En kop kaffe blev dyrere, men ikke et køleskab. Køleskabe køber man jo på den anden side ikke så tit. Men min egen mor har det stadigvæk med at sammenligne pizzapriser i euro og D-mark og beklage sig over inflationen«.
»En anden offermyte er den om de sløve grækere, som vi tyskere betaler til, for at de kan drive den af. Det er en myte som er bygget op af Bild (tidligere Bild-Zeitung.) Problemet er, at vi har ladet den debat køre«.
»I 90’erne havde vi i det mindste en pluralistisk presse. I den nuværende krise har vi set en bizar enstemmighed fra Frankfurter Allgemeine Zeitung til Bild. Vi er blevet stopfordret med beskrivelser af krisens årsager. Det har været som algebevoksning i en sø. På et tidspunkt er der ikke mere ilt«.
Er der slet ingen forståelse i Tyskland for, hvad økonomer og debattører som Paul Krugman og Wolfgang Münchau siger om andre årsager til krise? og om de tyske euro-gevinster?
»De er ikke trængt igennem. I det store og hele har den tyske presse været autistisk. Vi har manglet forståelsen af krisens kompleksitet. Vi tyskere forstod ikke, og har stadig ikke forstået, at der var indbyggede svagheder i Maastricht-traktaten. Så vi har bygget en retslig argumentation op i stedet for en politisk. Vi gemmer os bag den tyske grundlov! Det er lige netop derfor, tyskerne nu kan få øje på en fantastisk historisk mulighed«.
Pointen ligger ikke kun i det, de skriver. Den ligger lige så meget i, at formanden for socialdemokraterne SPD, Sigmar Gabriel har stillet sig bag kritikken, om end det stadig er lidt uklart i hvilken grad.
»Gabriel henter nu det retslige argument ud på den politiske arena. Han kombinerer forsvaret af Europa med venstrefløjens eurokritik, som vi tidligere kun har hørt fra Gregor Gysi (formand for Venstrepartiet – Die Linke). Og fordi kritikken kom netop fra Gysi, kunne den ikke bruges«.
Men med SPD på banen, ser spillet anderledes ud, mener Ulrike Guérot. Tilmed vil en grundlovsændring kræve en folkeafstemning og dermed en folkelig politisk stillingtagen.
»Fordi demokrati rangerer højere end Europa«.
Så her er du enig med for eksempel organisationen Mehr Demokratie, som kræver folkeafstemning om EU’s fremtid?
»Jeg er ikke enig i deres anke over Den Europæiske Stabilitetsfond ESM, for jeg ønsker at den fond kommer til at virke. Men jeg er enig i, at vi må tage diskussionen. Og hvis den ikke kan vindes, må jeg affinde mig med det. Jeg er ellers den måske mest pro-europæiske kvinde i Tyskland!«
»Vi er nødt til at have en to-trins tilgang. Først i Tyskland, så i Europa. Hvis vi kan forlade den tyske forfatning med dens evighedsklausul, så er det en virkelig spilåbning for Europa – uden krig, og uden revolution«.
(»Evighedsklausulen» er Artikel 79,3 i den tyske grundlov, der siger, at grundlæggende ændringer i borgerrettigheder og i den tyske stats grundlæggende struktur er forbudt. red.)
»Det afgørende bliver Frankrig. I 1992, ville vi i Tyskland have mere end kun den økonomiske dimension i valutaunionen. Det forstod Frankrig ikke, fordi Frankrig ikke har en virkelig parlamentarisk tradition. Den debat, som kommer nu, bliver tysk parlamentarisme imod fransk udøvende magt. Den diskussion bliver vi nødt til at vinde,« siger Ulrike Guérot.
»Tyskland har i dag en strukturel dominans. Alt for mange mennesker her i byen har den holdning, at vi bare kan lade de andre sejle i deres egen sø, vi klarer os alene. Men den går ikke i Frankrig. Frankrig behøver os, mere end vi behøver dem. Tyskland er blevet den langt mest magtfulde nation i Europa«.
»Det, jeg taler om nu, har jeg valgt at kalde for Den Europæiske Republik, fordi vi har brug for et slogan.
Føderalisme er alt for brugt og belastet. Folk forstår det alligevel ikke. Men republik (fra latin res publica – fælles anliggender) – det indebærer, at vi er enige om, at staten er en god ting. Det er ikke som i USA, hvor staten er noget skidt.
Muligvis er jeg overoptimistisk, men vi behøver et salgsargument, en vi-følelse (»wirgefühl»)«.
Men hvorfor er netop Habermas’ kritik så vigtig i den sammenhæng?
»Fordi kernen i ordoliberalismen, den økonomiske politik, som har domineret i Tyskland, er at penge er upolitiske. Men det passer ikke.
Det, som Habermas gør, er at pege på de institutionelle mangler ved euroen. Han siger: It’s politics, stupid!«