ARTIKLER


Makreller skaber problemer for Danmark

En strid mellem på den ene side EU og på den anden Færøerne og Island har sat Danmark i en vanskelig situation. For Færøerne er på samme tid uden for EU og en del af det danske rige, og det skaber problemer – især i en situation, hvor Danmark har formandskabet.
Af Sven Skovmand
27. april 2012

Sagen drejer sig om makreller, som har ændret vaner på grund af en stigende temperatur i vandet i Nordatlanten. Hvor de tidligere tilbragte næsten al deres tid i EU's og Norges farvande, bruger en stor del af dem nu et par måneder i islandske eller færøske farvande, og det har ført til, at Island og Færøerne kræver ret til at fiske en større del af makrellerne, end de hidtil har gjort.

Indtil nu har EU fået 60 procent af makrellerne, mens Norge har fået 35 procent, Færøerne 5 procent og Island stort set ingenting. Men nu forlanger Island og Færøerne, at de hver skal have lov til at fange 15 procent af makrellerne. Det vil hverken EU eller Norge gå med til, men de vil dog sige ja til, at de to lande tilsammen deler 15 procent af makrellerne. Det oplyses af Politiken den 25. april 2012 i artiklen "Danmark er splittet i makrelkrig".

Makrellerne er især vigtige for kystfiskerne i Irland og Skotland, og det har ført til, at Parlamentet har vedtaget, at der skal gennemføres skrappe sanktioner mod Island og Færøerne. Ministerrådet skal sandsynligvis tage stilling til sagen i juni.

Den danske fødevareminister Mette Gjerskov vil til den tid stemme blankt ved afstemningen, men hun håber, at sagen kan klares ved forhandling. Den uafklarede situation kan nemlig føre til, at der sker en sådan overfiskning af makrellerne, at det kan få bestanden til at falde stærkt.

Læs også NOTAT's temanummer om EU's fiskerreform