ARTIKLER


Lissabon-traktaten var ikke tungtvejende nok

Nej, danskerne behøvede ikke at stemme om Lissabon-traktaten. Det siger Østre Landsret i en dom, der er enstemmig og klar, men foreløbig kun et pauseresultat. Sagen ruller videre til Højesteret.
Af Staffan Dahllöf
2. juli 2012

15. juni var der folkemøde på Bornholm med politikere, journalister og andet godtfolk. Samtidig var der folketrængsel i Bredgade 159 i København.

Anledningen var, at dommerne i Østre Landsrets afdeling 7 skulle afsige dom i sagen om Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten, anlagt af Folkeafstemningskomitéen med professor Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU som en af de centrale personer.

Salen var blevet stuvende fuld, og dørene måtte lukkes med mild vold bag de sidste tilhørere, da dommen skulle læses op.

Da Retsformanden Kjeld Wiingaard sagde: »Jeg afsiger dom« ... var der helt stille i salen.

Kort efter var det hele forbi.

Det tog ikke retsformanden meget mere end ét minut at forklare at regeringen var frifundet, at alle fem dommere var enige om, at Danmark ikke har overladt nye beføjelser til EU, og at der derfor ikke var brug for en vedtagelse med 5/6-flertal i Folketinget, eller en folkeafstemning, men at ingen af parterne skulle betale omkostninger til nogen, fordi sagen var af principiel interesse.

Fra salen kom et højlydt grin og en kommentar: »Sikke en overraskelse!«

Stadig ingen champagne
Sytten måneder tidligere mødtes mange af de samme tilhørere i Højesteret.

Højesteret udtalte dengang, at sagsøgerne i Folkeafstemningskomitéen havde en væsentlig interesse i at få sine påstande prøvet - hvilket Østre Landsret tidligere havde afvist.

»Tillykke til os, tillykke til danskerne og demokratiet«, lød det fra komitéens talsmand, Helge Rørtoft-Madsen, som fortrød at han ikke havde haft champagne med.

I Østre Landsret den 15. juni var der ikke nogen større efterspørgsel efter champagne.

Der var mere en efterspørgsel af forklaringer på, hvordan landsretten havde nået frem til sin beslutning, og et behov for eftertanke.

Der var også en stemning af "nå, lad os nu se". For der kommer en fortsættelse. Sagen appelleres.

En væsentlig interesse
Da Højesteret i januar sidste år åbnede for en proces om tiltrædelse af Lissabon-traktaten, skete det ved at gå sagsøgerne i møde på to måder:

- Sagsøgerne havde som almindelige borgere en ret til at få deres påstande prøvet. Sagen blev derfor tilbagevist til Landsretten til "realitetsbehandling".

- Sagsøgernes påstand om, at det kan indebære suverænitetsafgivelse for Danmark, når man i EU skifter fra beslutninger med enstemmighed (veto) til flertal, fandt Højesteret interessant nok til, at den burde prøves.
Det er den prøvelse, Østre Landsret nu har foretaget.

Kan tænkes fraveget
Resultatet blev, at regeringen (formelt set den nuværende, i virkeligheden den tidligere) fik medhold i, at der ikke var noget at komme efter. Der var ikke så meget væsentligt nyt i Lissabon-traktaten, at danske borgere direkte skulle tage stilling, mente Landsretten.

Men da den slags eftersyn ikke tidligere har fundet sted ved en dansk domstol, og da der nærmest er tale om en bestillingsopgave fra Højesteret, er der lagt op til en fortsættelse.

I Landsretsdommen er der formuleringer, som næsten råber på yderligere vurdering. Der står bl.a.:

Hvis ændringerne af EU's funktionsmåde "efter en konkret vurdering må anses for tilstrækkelig vidtgående, herunder for eksempel, hvis ændringerne er så omfattende, at myndighedernes identitet ikke længere er den samme", ja så kan udgangspunktet, at der ikke skal en folkeafstemning eller 5/6 flertal til, "tænkes fraveget".

Og hvad er så "tilstrækkelig vidtgående"?

Svaret på det spørgsmål er nu henvist til Højesteret, Prins Jørgens Gård 13 i København. Informerede kilder vil vide, at Højesteret har berammet sagen til februar.