Klogere på mange måder

I anledning af 40-året for Danmarks indtræden i EF/EU fortæller Jens-Peter Bonde om oprindelsen til sin EU-modstand. Om ny stillingtagen undervejs.
Af Ole Aabenhus
18. november 2012

Jens-Peter Bonde har været tavs i lang tid efter sin afgang fra EU-parlamentet i 2008 og sin deltagelse som rådgiver for nej-siden i den anden irske folkeafstemning om Lissabon-traktaten året efter. Nu ankommer han med cykelhjelm (”Jeg har ikke kørekort”) til Notats lokaler og er tydeligt opsat på at fortælle om sine politiske valg gennem tiden, om faren for diktatur som følge af euro-krisen og om de første skridt på en vej frem mod drømmen om en europæisk forbundsstat.

Anledningen er dels 40-året, dels den selvbiografi, han arbejder på. Den kladde, han har sendt til kommentar, har undertitlen: ”Lidt klogere kan man vel altid blive”.

»Jeg er blevet klogere på mange områder. I 15 år af mit liv troede jeg, vi kunne komme ud af EF. Men med Pakkeafstemningen i 1986 (afstemningen om Det indre Marked. red.), hvor vi havde fået en alliance med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, gik det op for mig, at selv i den situation stemmer vælgerne altså for ”Mere EF” og ikke for ”Mindre EF”.

Vi er oppe imod alle medier, alle organisationer, næsten alle fagforeninger, 80 pct. af politikerne. Det er et styrkeforhold, som vi aldrig nogensinde vil være i stand til at ændre på«.

 

1992

Anden gang var efter det danske ”Nej” til Maastricht-traktaten den 2. juni 1992:

»Jeg troede, at EF-modstand var et skandinavisk og britisk fænomen, og ikke noget, der fandtes i andre EU-lande. Men dagen efter, 3. juni, skriver den franske avis Libération på forsiden ”Merci le Danemark!”- Tak, Danmark. Og det viste sig så at være symptomatisk for reaktionen rundt om i Europa. De havde i den grad glædet sig til, at der var nogen, der gokkede dem i Bruxelles«.

»I de dage gik min modstand fra at være dansk eller nordisk til at være europæisk«, siger Bonde med henvisning til den opbakning han fik i den kommende tid – i Tyskland, i Storbritannien, i Italien osv.

 

  »Digteren Per Højholt sagde: ”Vi skal ha’ et land at være europæere i”. Det blev Junibevægelsens første plakat. Vi sagde: Vi vil ikke ha’ Danmark ud af EF, vi vil ha’ det udemokratiske EF ud af Europa. Det var anden gang, jeg blev meget klogere«.   Grib ind mod de rige lande Er du også blevet klogere af den krise, EU står i nu? spørger jeg. Men nej, krisen var til at forudse, mener han.   Hvad gør vi så nu, da euroen er i åbenlys krise?

»Der er efter min mening to scenarier: Det ene er, at de lande, der ikke kan følge med det tyske tempo, kobler sig ud og genskaber deres nationale valuta. Det har nogle meget uheldige fordelingsmæssige konsekvenser mellem rig og fattig – mellem dem, der har euro-tilgodehavender, og dem, der nu vil få deres løn i drakmer. Det er ikke let, men det må man lave en plan for«.

 

  En demokratisk forbundsstat »Der er et andet scenarie, men det er desværre umuligt: Det handler om at skabe en demokratisk forbundsstat. Hvis du vil have fælles penge, så må du også have en fælles regering og et fælles parlament til at styre dem. Hvis politikerne skal være ansvarlige over for vælgerne, og ikke bare over for finansmarkederne, så må du have en demokratisk forbundsstat.

Problemet er bare, at en demokratisk forbundsstat forudsætter, at folk vil udvise solidaritet med befolkninger i andre lande og er parat til at omfordele, når det går galt i nogen områder. Og det vil altid gå galt i nogle områder. Det er en slags naturlov, at økonomier udvikler sig forskelligt i forskellige egne af en union.

Det andet, du har brug for, det er mobilitet. Folk skal være parat til at flytte hen, hvor der er job. Det har man i USA – jeg husker nogle tal fra folkeafstemningsdebatterne, der sagde, at i USA var der 5 pct., der søgte et job i en anden stat i USA hvert år, og det tilsvarende tal for Europa var 0,4 pct.

Vi har ikke en mobilitet, der ligner det, der skal til for at have en fælles mønt. Og hvis du vil have en fælles solidaritet og en større mobilitet, så skal du have et fælles folk. Men du kan jo se, om norditalienere føler sig ansvarlige for syditalienere, og flamlændere i Belgien for walloner, for nu at give et par eksempler på, at det måske ikke kommer til at fungere«.

Men jeg er ikke imod. Jeg har aldrig været imod den smukke drøm om en fælles, europæisk, demokratisk forbundsstat. Det er og forbliver en meget smuk drøm. Jeg kan bare ikke se den realiseret, fordi jeg ikke kan se, hvordan de to forudsætninger solidaritet og mobilitet skulle kunne komme til stede«.

 

 

I begyndelsen var løgnen…

Nu springer vi lige lidt tilbage: Du startede i Det Radikale Venstre. Hvad var det, der gjorde, at du engagerede dig så stærkt i EF-modstanden dengang? »Jeg var ikke specielt meget imod EF. Jeg arbejdede med uddannelsespolitik i Studenterfronten i Århus og var næstformand i Studenterrådet. Det var min verden dengang. Men jeg så, at politikerne begyndte at fornægte Rom-traktatens mål. Jeg havde læst folkeret og statsret hos Max Sørensen (manden, der formulerede Grundlovens §20 om folkeafstemninger ved afgivelse af suverænitet. red.). Han var føderalist, så jeg vidste godt, at Romtraktaten ikke handlede om afsætning af danske svinekroppe, men var et mere vidtgående projekt. Og det var benægtelsen af det, der engagerede mig.

Jeg har faktisk aldrig nået at tage stilling til, om jeg er for eller imod EF, - hvor pudsigt det end lyder. Fordi jeg blev engageret i at rette op på de vanvittige udsagn, som politikere og eksperter kom med om, hvad EF var. Det var det, der fangede mig.

Så kom jeg ind i Folkebevægelsens miljø. Men det var ud fra en europæisk og ikke en nationalistisk tankegang, og som sagt blev jeg fanget af, at ja-siden ikke sagde sandheden. Det tog mig som gidsel. Og dér har jeg så været lige siden«.

 

Nej-siden har aldrig vundet - ! Men du har været med til at vinde nogle markante folkeafstemninger… ?

Nej-siden har aldrig vundet en folkeafstemning, hverken i det ene eller det andet land. Men ja-siden har tabt nogle stykker. Styrkeforholdet mellem ja og nej har i hver enkelt afstemning være helt grotesk, og nej-siden har aldrig kunnet vinde. Men ja-siden har spændt ben for sig selv med forkerte argumenter, og med selvmål efter selvmål har de været i stand til at tabe afstemninger.

Tænk på Nyrup og Jelved, der går ud og fortæller om alle de økonomiske fordele, der er ved euroen -- og så kommer vismændene med en rapport, der siger: Nej, det her handler slet ikke om økonomi. Det handler om politik. Nyrup tabte. Det var ikke os, der vandt«.

 

Men nej-siden har dog domineret den danske debat…

Der er en gammel skyttegravskrig mellem tilhængere og modstandere. Nej-siden har altid været så stærk, at vi kunne true ja-siden, og selve truslen har blokeret for, at ja-siden kunne udvikle standpunkter, som var mere nuanceret.

Vi er jo historisk gået efter, om der var noget lort i EU, vi kunne vise frem. Vi er gået unuanceret til værks, men vores angreb har været præcise hver gang.

Dermed har vi fået en manglende fælles forståelse i Danmark for, hvad man faktisk kunne fremføre i EU og komme igennem med – måske ved at finde allierede i andre lande.«

 

Taler vi ikke om et problem, der findes i alle EU-lande?

Nej, det synes jeg ikke. I Tyskland har man en fælles forståelse for, at man skal have demokrati i EU. Det har der været i alle årene, og det er så i deres version et føderalt demokrati. Det er en fælles forståelse for tyskere, som er kommet ud af en debat – en grundig, fælles debat – om Europa.«

 

Blokeringen skyldes bl.a. dig… !

Ja, og i mine erindringer påtager jeg mig en stor del af ansvaret. Men jeg har også forklaret hvorfor. Vi har jo svaret på ja-sidens fortielser og usandheder. Dem har vi besvaret og jagtet. Og dér har vi så peget bagud i stedet for at pege fremad. Der har vi et medansvar.

 

Så det, du er ude på, er at der skal skiftes gear nu? Ja, og at ja- og nej-siden må holde op med at agere, som om der er en folkeafstemning lige om hjørnet om dansk udmeldelse af EU. Det er der ikke. Det kommer der ikke.

I dag

Problemet nu er, at euroen er ved at bringe hele EU til forlis, siger Jens-Peter Bonde.

For det første er magten flyttet. »Den er ikke længere i Unionens institutioner. Den er nu i Berlin«.

»Jeg finder det ønskværdigt, at man samarbejder i europæiske institutioner med fælles spilleregler og fælles retsregler, fremfor at det er de store lande, der bestemmer alt på vegne af de små. Jeg ser ikke de fælles institutioner som den store skræk i forhold til de små lande. Tværtimod. Store lande kan altid sætte sig igennem. Små lande kan kun sætte sig igennem, når der er fælles spilleregler«.

Igen vender vi tilbage til forbundsstaten som den umulige ramme om et europæisk demokrati. »Man kan ikke lave demokrati i et føderalt Europa, uden at man har mobilitet og solidaritet, men man kan lave så meget andet. Man kan lufte ud i institutionerne og gøre dem åbne, nære og demokratiske«.

Tre gør-det-selv punkter

I en kronik til Jyllands-Posten peger Jens-Peter Bonde på tre ting, vi kunne gøre i Danmark – ”i morgen tidlig”, siger han:

1. At alle journalister og folkevalgte kan gå ind og følge en hvilken som helst sag. Kan få papirer, kan gennemgå dem.

2. At du kan holde Folketingets politikere ansvarlige for alt, hvad danskere gør i EU.

3. At du vælger en dansk kommissær ved direkte valg.

De tre ting vil føre til en ”revolution i EU”: »Så får du en debat i Danmark omkring måske seks kandidaters program for, hvad de vil gøre, og hvad de vil sige. Det vil i den grad engagere folk.

Det er ikke noget europæisk demokrati, du får skabt, nej, men du får skabt noget demokrati omkring den danske deltagelse i de fælles europæiske institutioner. Det vil være et stort spring fremad«. Hvis andre lande fulgte efter kunne næste skridt være, at »nogle af dem kunne stille op i et direkte valg om, hvem der skal være kommissionsformand eller præsident«.

Men en præsident, der er udgået af et EU-parlamentsvalg med en vælgerdeltagelse på helt ned til 20 procent i visse lande - det holder ikke! Du er nødt til at gå den anden vej for at engagere vælgerne«.

 

Interviewet er optaget 4. sept. 2012. En udskrift af hele interviewet er placeret på www.notat.dk, under Skrifter / Tekster til Download.   JENS-PETER BONDE (f. 1948) var medstifter af Folkebevægelsen mod EF (1972). Medstifter af JuniBevægelsen (1992). Redaktør af NOTAT (1974-79). Medlem af Europa-Parlamentet i næsten tre årtier (1979-2008). Rådgiver for ireren Declan Ganley, Libertas parti i tiden op til den anden irske folkeafstemning om Lissabontraktaten (2009). I Danmark var han den ledende repræsentant for nej-fløjen. I EU-parlamentet var han formand for forskellige EU-skeptiske grupper og medlem af Parlamentets formandsgruppe. Kåret til ”Årets europæiske politiker” af bladet The European Voice (2001).

Partipolitisk var han formand for Radikal Ungdom (1971-72). Medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (1975-91).

Har udgivet 60 bøger om EU.