ARTIKLER


Hunnerkongens børnebørn

Vi er de eneste rigtige EU-modstandere, siger Márton Gyöngyösi fra det højreradikale parti Jobbik, som bekender sig til »turanismen« og ligger tæt på militante højregrupper.
Af Staffan Dahllöf
14. juli 2012

Med 17 pct. ved valget i 2010 og godt 20 pct. i aktuelle meningsmålinger er partiet Jobbik (Bevægelsen for et bedre Ungarn) en politisk kraft at regne med.

Partiet er blevet beskrevet som en hel- eller halvfascistisk bevægelse.

I 2007 skabte partiformanden Gabor Vona den uniformerede Ungarske Garde (Maygar Guarda), en slags ordenskorps. Garden blev opløst af den daværende socialdemokratiske regering to år senere, men har fået et antal, mere løst organiserede, efterfølgere.

Jobbik står bag racistiske udtalelser, som at hovedstaden er blevet til »Judapest« med henvisning til israelske boligselskaber i byen. Og »sigøjner-kriminalitet« om roma'erne. Men de vil ikke selv vedkende sig, at de udgør en racistisk bevægelse.

»Siger som det er«

NOTAT møder Márton Gyöngyösi i parlamentsbygningen i Budapest. Han er næstformand i parlamentsgruppen og partiets udenrigspolitiske ordfører. Gyöngyösi er meget langt fra klichéen om en nynazistisk hooligan. Han lyder heller ikke som en sådan.

»Hvis man med nationalist mener en politiker, som ønsker at gøre en indsats for sit fædreland, så er jeg nationalist. Jeg forsvarer det ungarske folk, ikke fordi vi er bedre end andre, men fordi vi er lige så gode, vi er ligestillede«, siger han.

Om roma'erne, som Jobbik konsekvent kalder for sigøjnere, siger Gyöngyösi:

»Vi er ikke anti-sigøjnske, men vi siger det, som det er: Sigøjnerne er i høj grad uuddannede og dybt forarmede. Det har skabt en kultur, hvor man lever af småkriminalitet som en måde at forsørge sig på. Det går ud over det omkringliggende samfund. Følgen bliver sociale spændinger. Det ønsker vi at modvirke«.

Ved at hælde benzin på bålet? »Sigøjner-kriminaliteten er fejet under tæppet i mange år. Hvis det at tale om tingene er at hælde benzin på bålet, så jo, så gør vi det«.

Mod privatisering

Og så er der den økonomiske politik og forholdet til EU:

»I 90'erne solgte regeringerne ud af alt. Ungarn skulle fuldstændig privatiseres. Det har sat os i en farlig position; en stat må have nogle handlemuligheder for at kunne fungere. Det var vores forslag at nationalisere pensionsfondene. Vi var først med at kræve stemmeret til etniske ungarere i andre lande.

Vi har ikke monopol på politiske forslag, men Viktor Orbán har faktisk taget meget fra vores program«.

Jobbik's EU-kritik går på, at landet mister suverænitet og bliver sat under administration fra Bruxelles. Argumenterne kunne lige så godt komme fra EU-kritiske politikere i Danmark eller det øvrige Europa.

»Jo«, kommenterer Márton Gyöngyösi, »EU-skepsis er vist accepteret i Danmark, men her i landet er vi de eneste, som tager nationalstaten og den nationale selvbestemmelse i forsvar«.

Turanismen

Et særtræk i Jobbiks program og propaganda, som ligger meget langt fra det meste andet i europæisk politik, er, at partiet bekender sig til »turanismen«, dvs. forestillingen om en kulturel og biologisk arv fra Asien, som ungarerne ifølge Jobbik har fælles med tyrkere, centralasiater og andre østlige folkeslag.

Man finder turanismen i en udtalelse af partiformanden Gabor Vona, der skriver i en artikel om emnet:

»Jeg er ungarer, barnebarn af hunnerkongen Attila! Hvad der end måtte ske, så er jeg parat!«

Men er det også partiets politik i den grad at vende sig mod fortiden? Márton Gyöngyösi svarer:

»Det er vor linje. Ungarerne er ikke slaver, ikke germaner, ikke et latinsk folk. Vi er stolte af at have skabt en af de ældste nationalstater i Europa. Så vi er europæere, men vi kom fra Asien. Moderne forskning har vist, at vi genetisk har mere til fælles med japanerne end med østrigerne«.