NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Kun hvis man kunne holde det offentlige budgetunderskud på under 3 pct. af BNP, kunne man blive medlem af euro’en, hed det. Det var ikke mindst Tyskland, der insisterede på den regel, ved den daværende finansminister Theodor Waigel.
Resten kaldes det »strukturelle« underskud og må (i gennemsnit over en årrække) højst være på 0,5 pct. af BNP.
Tidligere i 2011 vedtog man en række andre tiltag. Det vigtigste er nok »det europæiske halvår (semester)«, der handler om, at Kommissionen i løbet af forårsmånederne skal godkende, at de nøgletal, som regeringerne i de – suveræne – medlemsstater vil lægge til grund for efterårets finanslovsforslag, er »rimelige«. Holder de sig ikke inden for de vedtagne rammer, vil det blive påtalt, og det henstilles, at landene ændrer finanslovsforslaget i overensstemmelse hermed.
Jo, men det ligger i euro-forbeholdet, at vi indgår fuldt og helt i anden fase af »Den økonomiske og monetære union«, hvor euro’en udgør tredje fase. Fase II indebærer, at vi har forpligtet os til at følge samme grundlæggende regler for god økonomi som euro-landene – herunder de 3 og de 60 pct.
Hvis medlemsstaterne holder sig inden for 3 pct. af BNP i offentligt underskud og 60 pct. af BNP i samlet offentlig bruttogæld, vil alt være godt!
Spanien holdt sig på dydens vej til krisen kom i 2008, men er alligevel endt i problemer. Grækenland er et kapitel for sig, og det handler om manglende gensidig kontrol: Med hjælp af eksperter fra Goldman Sachs m.fl. sminkede man statens regnskaber.
Men det blev et »Nein!« fra fru Merkel og først derefter kom der bid i krisen.
Tyskland havde fået sig anbragt i den helt rigtige position:
Den kunstigt lave rente, især i Sydeuropa, fik flere til at købe mere – i Tyskland.
Den tyske regering kørte en skrap lønreform igennem i starten af 00-erne, hvad man ikke gjorde i syd.
Så tyske varer var ekstra konkurrencedygtige, og sydeuropæiske ekstra dyre.
EU-landene handler mest med hinanden. Groft sagt, hvad sydeuropæerne tabte på gyngerne, tjente Tyskland på karrusellerne.
Der er to forskellige svar:
Erfaringerne siger, at det er en vanskelig operation. At folk vil holde på pengene, så alting går i stå. Og at der vil komme social uro.Et ekstra problem er, at EU-landenes primære eksportmarkeder i dag er de andre EU-lande. Det er det, Wall Street Journal har kaldt euro-landenes Münchhausen-problem:
Øget gæld kan føre til nye angreb fra markederne, fordi investorerne stiller tre spørgsmål:
- Om det enkelte land virkelig kan forrente al den gæld, de optager.
- Om andre lande vil komme det til hjælp (solidaritet).
- Eller om Den europæiske Centralbank får mandat til at hjælpe de nødstedte.
Den sidste mulighed ville være, at man fik en slags europæiske statslån, hvor alle lande hæfter solidarisk (eurobonds). Den mulighed strider imidlertid mod den tyske grundlov og vil formentlig blive kendt ugyldig ved forbundsdomstolen i Karlsruhe.
Som duksedreng i EU-land har Danmark stadig mulighed for at låne – og dermed, som regeringen siger, kick-starte økonomien. Næste problem bliver, om vi har et Europa i vækst at eksportere til?
Så måske er det snarere ØMU-reglerne, der skal ændres, så lande med store handelsoverskud, som Tyskland, Holland og Østrig bliver forpligtede til at sætte gang i væksten.
(Tak til professor Jesper Jespersen, RUC, for råd og præcisioner. Grafik hentet fra Dansk Erhverv, Vicky Price/Financial Times, BBC og EU-ambassadør Jeppe Tranholm Mikkelsen.
Koncept udviklet efter BBC Business. For en grundig gennemgang af samme problemstilling, se professor Jesper Jespersens artikel »om bord på Titanic« på www.ræson.dk)