Euroen stopper aldrig

.

Indførelsen af euroen er »de facto en irreversibel proces« (den lader sig ikke stoppe) – skriver professor Niels Thygesen, Københavns Universitet, i en artikel i »udenrigs«, der udgives af DUS, Det Udenrigspolitiske Selskab.

Nu er Niels Thygesen ikke en Professor Hvemsomhelst. Han var medlem af Delors-udvalget, der skrev det afgørende oplæg til euroen i 1988-89. I dag er han emeritus, men stadig en efterspurgt taler på internationale konferencer osv.

Niels Thygesen, hvordan kan man sige, at indførelsen af en fælles valuta er »en de facto irreversibel proces«? Der er jo mange møntunioner, der er gået ned i tidernes løb.

»Det kan man, fordi euroen er karakteriseret af i hvert fald én institution, som man ikke har kendt ved tidligere lejligheder, nemlig Den Europæiske Centralbank. I tidligere tiders møntunioner bevarede hvert land sin egen centralbank og sin egen valuta – man havde bare låst kurserne fast indbyrdes.

Her har man udskiftet sin egen valuta, og man har integreret sin egen centralbank i det europæiske system.

En anden ting er, at udviklingen på de finansielle markeder er blevet anderledes kompliceret, end den nogensinde har været før. Transaktioner foregår stort set ikke længere med sedler og mønt, men gennem betalingsautomater, elektroniske overførsler, osv. Det gør dem meget hurtigere og meget sværere at bremse, hvis man først kommer ud i overvejelser om, at en møntunion er ved at bryde sammen.

Det er ikke gjort med, alle pengesedler skal ombyttes, for euro-sedler er jo ikke bare græske.

Jeg har aldrig påstået, at det er umuligt at stoppe euroen, og det ville være udemokratisk, hvis ikke det kunne lade sig gøre. Lissabon-traktaten tillader jo, at et land træder ud af Unionen, og det ville også indebære, at man trådte ud af euroen. Man vil være nødt til at bryde så mange EU-regler for indførelse af kapitalkontrol osv., så det er svært at forestille sig, at man kunne forblive.«

Kan Grækenland træde ud af euroen?

»Grækerne vil være nødt til at indføre så mange restriktioner, som ville være fundamentalt imod reglerne om fri bevægelighed, navnlig af kapital, men formentlig også varer, så der bliver nogle voldsomme kontrolproblemer, som nok i en overgangsperiode må løses ved, at man træder helt ud af EU.«

Nu er der folk, der taler for, at Grækenland træder ud for at kunne devaluere. Er der situationer, hvor det kunne være fornuftigt efter Deres mening?

»Det kan være nyttigt at se på valutakursen, hvis man er kommet ud af balance og har store konkurrenceevneproblemer, som Grækenland har. Men gør man det i en situation, hvor ens gæld er overvejende i euro, så vil devalueringen betyde, at man kommer til at bære en langt tungere gældsbyrde end før.

Man kan jo se på den asiatiske krise for 15 år siden. Da slæbte landene netop rundt med en gæld i dollars og andre internationale valutaer, der så blev langt mere byrdefulde, efter at valutaerne var nedskrevet.

Det er det ene problem. Det andet er, at grækerne vil få meget svært ved at styre deres økonomi. Omstillingen er ikke gjort med, at græske varer bliver billigere. Der skal også opbygges en ny eksportindustri, som er konkurrencedygtig. Det vil tage sin tid. I mellemtiden vil valutaen falde stærkt, og det vil sætte skub i inflationen.

Grækenland havde jo sin egen valuta f.eks. i 1980'erne, og man devaluerede et par gange med ca. 15 procent hver gang, men det gav ikke nogen form for vedvarende forbedringer i landets konkurrenceevne.«

Vil det sige, at Grækenlands problem dels er det med styring, dels er, at man ikke har en eksportindustri af betydning?

»Ja, eksportsektoren er for lille og for traditionel. Den er ude i konkurrence med verdens lavomkostningslande, så grækerne vil få meget svært ved at få glæde af en evt. devaluering.«

Hvad ville være Deres opskrift, hvis man skulle hjælpe grækerne?

»Jeg forstår udmærket den frustration, der er i Grækenland over, at det har så lange udsigter med at komme ud af den recession [nul- eller minusvækst. red.]. Noget af den oprindelige idé med genoprettelsespakkerne har ikke kunnet gennemføres, fordi man ikke kunne opkræve tilstrækkeligt med skatter. Man har heller ikke kunnet privatisere i det omfang, det egentlig var meningen.

Det er muligt, grækerne har brug for lidt mere tid. Men først og fremmest burde de opfylde den aftale, de selv har indgået. For gør de det ikke, bliver det endnu vanskeligere at tilpasse sig senere.«