NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Jo, sagsøgerne tabte i Landsretten. Statsministeren og Udenrigsministeren blev frikendt for at have brudt Grundloven. Der var intet at komme efter, mente retten.
»Helt som forventet«, siger først Peter Pagh da han kaster sig over Landrettens begrundelse og resultat, den vigtigste del af den i alt 211 sider lange dom.
Den gule markeringspen kommer i arbejde.
Der kommer korte, hurtige kommentarer, nogle af dem er ikke helt egnede til citat.
Men, efter nogle minutter bliver tonen en anden:
»De (dommerne) forholder sig til synergien – til helheden. Det er faktisk ikke så dårligt skrevet, de har været ret omhyggelige. Fagligt og sagligt ser det rimeligt grundigt ud«.
Det, som får Peter Pagh til at skifte holdning, er nogle små, men vigtige, formuleringer. Dem vender vi tilbage til.
De har i mange år ment, at Danmark kun afstår suverænitet, hvis EU får beføjelser på nye områder.
Derfor blev rumfart luget ud af Lissa-bon-traktaten på initiativ af Fogh-regeringen. Rumfart var et nyt emne i suverænitetsafgivelsen, så det skulle danskerne stemme om, selv om opsendelse af EU-raketter næppe ville få sindene i kog.
Men det har aldrig tidligere talt med i Justitsministeriets overvejelser, hvordan EU håndterer den overførte kompetence, om beslutningerne træffes med flertal eller enstemmighed, og om magtbalancerne forskubbes.
»Vores hovedpunkt er det, som Højesteret lagde vægt på i sin dom om søgsmålsretten [retten til at rejse en retssag; sagsøgerne blev først afvist ved Østre Landsret. red.] – at det er væsentligt at få undersøgt de nye regler om lovgivningsproceduren. Det var en nydannelse (i Lissabon-traktaten), når enstemmighed blev til flertalsafgørelse på 40 områder«.
»Enstemmighed betyder jo at alle medlemsstater, herunder Danmark til enhver tid kunne blokere en vedtagelse man ikke kunne tilslutte sig.
Man må antage, at det har været en forudsætning ved tidligere udvidelse af EU's kompetencer at man, så at sige, havde snor i beslutningerne. Det anser vi for at være en så væsentlig ændring, at det skulle have været vedtaget efter ß 20«, siger Ole Krarup.
Fra starten af retssagen pegede sagsøgerne på 13 forskellige ændringer i Lissabon-traktaten, som de mente motiverede til en folkeafstemning.
(De 13 punkter er sammenfattet i artiklen »Lissabon-traktaten var ikke tungtvejende nok...)
– Det ene er traktatfæstelsen af EU-rettens forrang foran nationale love.
– Det andet er udvidelsen af fleksibilitetsbestemmelsen (»gummiparagraffen«).
»Gummiparagraffen« giver EU mulighed for at tage beslutninger, som man egentlig ikke har beføjelser til, men som man kan tage alligevel, hvis det »forekommer påkrævet inden for rammerne af de politikker, der er fastlagt i traktaterne, for at nå et af målene heri«, som det hedder i artikel 352 i Lissabon-traktaten (tidligere artikel 308 og 235).
Med Lissabon-traktaten forsvandt den tidligere opdeling af Unionen i en EU- og en EF-del.
Fleksibilitetsbestemmelsen, som tidligere kun kunne bruges i EF-delen (det indre marked, landbrug og fiskeri m.v.) kan nu bruges på alle områder, undtagen udenrigs- og sikkerhedspolitik.
»Det, som er vigtigt her, er at hvis der er tvivl – hvis man ikke kan udelukke, at der er tale om suverænitetsafgivelse – skal den tvivl komme borgerne til gavn. Det er synspunkter, som Landsretten har afvist på en, synes jeg, meget overfladisk måde«, siger Ole Krarup.
Når Landsretten skriver, at en ændring, som overgang fra enstemmighed til flertalsbeslutninger, »ikke findes at være af det omfang« som kræves, og når retten bruger formuleringer som »må gælde« og »må i det væsentlige«, så henviser det til en konkret vurdering. Retten mener ikke, at tærsklen er overtrådt, men siger dermed også, at der findes en tærskel som kan overtrædes.
»Denne påstand, at ændrede beslutningsprocesser kan have betydning for, om der er tale om suverænitetsafgivelse, er tidligere afvist af Landsretten. Så det er hverken pjat eller spild af tid at gå videre. En sådan retslig begrundelse er ikke prøvet før – det er der god grund til at få gjort. Så vil det være rart at få Højesteret til at give sin vurdering. Det vil få betydning hver gang Folketinget fremover skal tage stilling til EU«, siger Peter Pagh.
»Retten kommer slet ikke ind på det centrale, nemlig at hvis forudsætningerne for at vedtage en speciel EU-lov brister, så skal man have en ny §20-prøvelse. Det synspunkt er ikke anført i dommen, men det er Alfa og Omega; det er afgørende«.
De forslag ventes på dagsordenen på det sidste topmøde i det danske formandskab, den 28.-29. juni – efter at NOTAT er gået i tryk.
Ole Krarup siger, at den udvikling som er sket efter vedtagelsen af Lissabon-traktaten, ikke vil blive bragt ind i retssagen, men er en udvikling som styrker sagsøgerne. Det vil han ikke forsømme at pege på.
Peter Pagh mener, at Lissabon-sagen vil strække sig langt ud over en dom over Danmarks tiltrædelse til lige netop Lissabon-traktaten, og at sagen derfor har principiel interesse.
»Højesterets vurdering bliver facit for fremtiden. Det er sådan, det er i den juridiske verden: Har man én gang sagt A og ikke B, så er det A, som gælder. Det får betydning for, hvad man kan sige næste gang. Derfor er det godt, at Landsretten sætter rammerne på denne her måde.
Retten har bidt til bolle, nu bliver det spændende«, siger Peter Pagh.