Er finanspagten en vej ud af krisen?

Vil forslaget til en ny finanspagt, med dens fokus på nedskæringer og strammere finansielle regler, kunne redde den økonomiske politik?
Af Anders Holst Bundgaard
15. april 2012

Spørgsmålet om en ny finanspagt deler vandene på venstrefløjen. Nikolaj Villumsen, Europaordfører for Enhedslisten, er ikke i tvivl:

»For mig at se skal aftalen helt forkastes. Den bygger på en borgerlig nedskæringspolitik, og jeg kan ikke se, at den vil gøre noget godt for europæiske forhold på nogen måder. Det er absurd, at vi har en krise, der er skabt af en forkert økonomisk politik, og løsningsforslaget til krisen så er at skrue op for mere af det samme.«

MEP'er for SF og næstformand for den Grønne gruppe i Europa-Parlamentet, Emilie Turunen, er uenig. Hun mener ikke, at aftalen, som den foreligger nu, er perfekt, men den indeholder elementer, der er nødvendige for at komme ud af krisen. Selvom det kan gøre ondt.

»Fokus i aftalen er på konsolideringen af de europæiske finanser. Og der må man være ærlig, også på venstrefløjen, og sige, at det er der også behov for. Umiddelbart ser aftalen ikke ud til at lukke for vækst og investeringsmuligheder, og det er det afgørende for mig.«

OK med to slags underskud

Det store spørgsmål er dog, hvordan man tolker aftalens ordlyd om et strukturelt underskud på max ¦ pct., forklarer Emilie Turunen. Hun mener, at reglen om et strukturelt underskud, hvis det vurderes over en årrække på fem til ti år, ikke udelukker et midlertidigt konjunkturbestemt underskud (det såkaldte »cykliske underskud«), som kan være nødvendigt for at kickstarte et lands økonomi, dvs. at føre ekspansiv finanspolitik. Hun uddyber:

»Min vurdering er, at der er plads til at føre konjunkturbestemt finanspolitik inden for de rammer, som finanspagten giver. Men der skal ikke strammes mere. Og det er vigtigt at slå fast, at hvis ikke stramningerne i finanspagten bliver fulgt op af væksttiltag, vil det på ingen måde løse krisen.«

Demokratiske udfordringer

Emilie Turunen og Nikolaj Villumsen peger begge på, at en ukontrolleret og dereguleret finansiel sektor bærer en stor del af ansvaret for krisen. Og det har store demokratiske konsekvenser.

»Det er sørgeligt at se på. I en situation, hvor den finansielle sektors indflydelse burde blive rullet tilbage, er det i stedet den demokratiske indflydelse, der bliver rullet tilbage,« siger Nikolaj Villumsen.

Emilie Turunen er tilsvarende bekymret for konsekvensen af den manglende åbenhed og demokrati i arbejdet med den nye finanspagt, der i høj grad blev skabt af Merkel og Sarkozy alene bag lukkede døre.

»Med en ny Lissabon-traktat, hvor vi i Europa-Parlamentet i princippet er blevet medlovgiver på næsten alt, har vi i processen omkring denne finanspagt oplevet at blive kørt fuldstændig ud på et sidespor, ligesom de nationale parlamenter. Det er meget bekymrende og dårligt for demokratiet.«

Det er dog ikke Merkel og Sarkozys skyld, at finanspagten ender med at blive vedtaget som en mellemstatslig aftale, og derfor ikke bliver underlagt EU's normale institutioner, heller ikke Europa-Parlamentets demokratiske kontrol, mener Emilie Turunen.

»Intentionerne var gode nok. Faktisk lagde Merkel op til at lave et konvent og en åben proces, med repræsentanter fra mange dele af samfundet og demokratisk valgte politikere. Men det blev umuligt, da Cameron sagde nej og Storbritannien trak sig fra forhandlingerne. Derefter blev man nødt til at arbejde videre på mellemstatsligt niveau.«

Uansvarlig finanssektor

Et vigtigt bidrag til en løsning på krisen, må ifølge de to politikere være en stærkere regulering af finanssektoren, der efter begges mening har opført sig helt uansvarligt.

Emilie Turunen foreslår, at man indfører et »miljøprincip«, der siger, at den, der har forurenet mest, også skal bidrage mest til oprydningen. Altså at dem, der er skyld i krisen også hjælper mest med at betale regningen.

»Vi må erkende, at den finansielle sektor bærer det tungeste ansvar ved at opbygge nogle meget spekulative produkter, som man faktisk ikke havde kapitaldækning for. Altså må de også bidrage til løsningen. Vi kan ikke igen acceptere en finanssektor, der i den grad løber løbsk, så staten må ind og dække deres underskud, og de selv skummer profitten. En total oprydning og sanering af sektoren må der til. Og det er heldigvis i gang.«

Nikolaj Villumsen er enig, men peger samtidig på, at politikerne i Sydeuropa også selv må bidrage konstruktivt for at løse krisen:

»Grækenland er det land i verden, der bruger næstflest penge på militærbudgettet per indbygger i verden. Og de militære udgifter har man ikke skåret i på trods af krisen. Og i Italien har forskellige regeringsledere undladt at indføre en ejendomsskat, der vil kunne give en masse penge i statskassen fra overklassen. Et stort problem i hele Sydeuropa er, at en stor elite slet ikke betaler skat.«

Løsning 1: Mere solidaritet

Foruden en reguleret finanssektor, konsolideringen af økonomierne i Sydeuropa og vækstinitiativer, mener Turunen, at vejen ud af krisen er mere åbenhed og demokrati i alle beslutningsprocesser i EU. Det gælder også for statsledere, der må være ærlige over for deres befolkninger og fortælle åbent, om de problemer deres lande står overfor, i stedet for at pege fingre ad hinanden og slå ind på en nationalistisk retorik.

Emilie Turunen nævner de såkaldte euro-obligationer, hvor alle europæiske lande hæfter samlet for deres fælles gæld, som en mulighed for at redde de sydeuropæiske lande fra økonomisk undergang. Desuden mener hun, at de lande der i øjeblikket har mulighed for det, skal i gang med at føre en ekspansiv vækstpolitik, der kan vende den økonomiske nedtur i Europa og på sigt trække Sydeuropa med op.

»Men det kræver solidaritet de europæiske befolkninger imellem og en erkendelse af, at vi i Europa deler et skæbnefællesskab,« siger Emilie Turunen.

Løsning 2: Mere Island

Nikolaj Villumsen er ikke meget for at snakke solidaritet mellem befolkninger, der alle bliver pålagt besparelser og velfærdsforringelser fra oven. Han peger i stedet på Island, som et eksempel, Europa bør lære af:

»Her har man en venstreorienteret regering, der tog over, da krisen var hårdest. Det man gjorde der var, at man gik væk fra det flade skattesystem, som den tidligere regering havde indført, og satte skatterne op for de rigeste og for mellemindkomsterne. De har også forøget momsen, men ikke på fødevarer og kultur, da det ville ramme de svageste hårdest. Samtidig har de valgt ikke at smide milliardbeløb efter konkurstruede banker. Og resultatet er, at Island, der var et af de hårdest ramte lande i Europa, nu er ved at være ude af krisen. Det synes jeg som venstreorienteret er en interessant betragtning.«

I øvrigt mener Nikolaj Villumsen, at den nuværende EU-konstruktion bør lukkes ned.

»Det er muligt, at den kan reformeres, men lige nu bekæmper EU alt det, som det lovede at beskytte. Det er de store lande og finanskapitalen, der bestemmer alt, mens de almindelige mennesker betaler regningen,« siger han til NOTAT.