ARTIKLER


Den græske befolkning bakker op om euroen

Befolkningerne i eurolandene Frankrig, Grækenland, Italien, Spanien og Tyskland bakker op om euroen. Størst er den folkelige opbakning i Grækenland.
Af Torsten Oster Schmidt
5. juni 2012

En omfattende undersøgelse udarbejdet af den amerikanske tænketank "Pew Research Center" viser, at den græske befolkning bakker op om euroen.

Kun 26 procent af de adspurgte grækere vurderer euroen som en dårlig ting, og dermed er den græske befolkning dét euroland, hvor modstanden mod euroen er mindst - trods den massive gælds- og økonomiske krise i landet.

Ifølge Bruce Strokes, direktør for tænketankens globale afdeling, er der intet bemærkelsesværdigt ved den relativt store opbakning.

Den græske befolkning anser en udtræden af euroen, og dermed en tilbagevenden til en national valuta, for et »spring ud i mørket«, udtaler Strokes til "International Herald Tribune".

Undersøgelsen viser, at den samme tendens gør sig gældende i eurolandene Frankrig, Italien, Spanien og Tyskland, hvis befolkninger ligeledes bakker op om euroen.

Billedet et andet i ikke-eurolande
Ifølge den samme undersøgelse er opbakningen til euroen langt mindre i en række EU-lande, som står udenfor eurosamarbejdet.

Befolkningerne i de tre ikke-eurolande Polen, Storbritannien og Tjekkiet er blevet spurgt om deres holdning til euroen. På tværs af de tre lande anser befolkningerne det som en god ting, at deres land ikke er med i euroen.