Demokratiet skal kontrollere kriseindgreb

Finanskrisen er i fare for at underløbe borgernes indflydelse i Europa, mener Sony Kapoor fra tænketanken Re-Define
Af Rasmus Nørlem Sørensen
17. april 2012

Sony Kapoor er direktør i den engelsk-baserede økonomiske tænketank Re-Define, rådgiver for EU-Parlamentet, Kommissionen, nationale parlamenter og regeringer. Han er en af de kritiske økonomer, man er begyndt at lytte til i takt med, at Europa ser ud til at grave sig dybere og dybere ned i den økonomiske krise.

»I en økonomisk krise vil man pr. definition opleve beslutninger, der ikke er gennemsigtige, der ikke tages i samråd med befolkningerne, og som har negative konsekvenser. Men til gengæld burde vi så kunne holde beslutningstagerne ansvarlige. Hvis de ikke løser opgaven, skal de kunne fyres. Men virkeligheden er, at ingen af dem, der regulerer finansmarkedet for os, og ingen af dem, der har givet os en krise på halsen, er blevet fyret«, er det centrale budskab i Sony Kapoors demokratiske bekymring.

Politikkens ulidelige langsomhed

Sony Kapoor har været i Danmark i flere omgange på det seneste, hvor han har holdt oplæg på offentlige debatmøder – bl.a. for NOTAT – og har mødtes med regeringsrepræsentanter og politikere.

Hvad er Sony Kapoors bud på en løsning af krisens gordiske knude? Er det muligt at have en effektiv økonomi, en euro og demokrati på samme tid?

»I har en demokratisk struktur, der er designet til en virkelighed, der eksisterede for flere årtier siden. Det politiske system med dets langsomme reaktionstid er indrettet på et økonomisk system, der primært var nationalt med løse forbindelser mellem landene. ÿkonomiske påvirkninger mellem landene var en langsom proces. Nu lever vi i en helt anden økonomisk virkelighed, særligt i EU, hvor finansielle problemer spreder sig øjeblikkeligt, hvor vi har en kompleks handelssituation og komplekse sammenhænge i produktionen af varer.

Tag iPad'en som eksempel. Den produceres af enkeltdele fra mere end 50 lande. ÿkonomierne er vævet ind i hinanden. Hvis du ser på den del af dansk økonomi, der er afhængig af økonomien i andre lande, så er den større end nogensinde før i historien. Vores nuværende beslutningsprocesser er dårligt tilpasset til disse realiteter, og det er derfor meget vanskeligt at sikre en ordentlig styring af økonomien«.

Vi må vælge

Spændingen mellem det politiske system og finansverdenen kalder på stillingtagen, mener Sony Kapoor:

»Vi har to muligheder: Vi må enten bevæge os i retning af en tættere union i stil med USA og Indien og tage flere beslutninger på europæisk plan. Eller vi kan gøre det modsatte og sige, vi står med en ustabil kombination af en økonomisk struktur, der forandrer sig med lynets hast og en alt for langsom beslutningsproces. Og derved sætte den økonomiske integration i bakgear. Vi kunne for eksempel sige, at kapitalen skal kunne flyde frit, men i et tempo der tillader politisk indgriben«, lyder det fra finanseksperten, der umiddelbart lader til at hælde til den sidste løsning.

Men det er ikke så simpelt, at der er et rigtigt og et forkert valg. Det er netop en del af pointen, at vi har et reelt valg.

Og Sony Kapoor er af den overbevisning, at begge modeller er levedygtige, begge er mulige. Men valget er vi nødt til at træffe.

»Vi står ved en skillevej, hvor vi må vælge mellem en meget tættere økonomisk integration i EU og en situation, hvor vi ruller den økonomiske virkelighed tilbage, så den passer til de beslutningsstrukturer, vi har og er parate til at acceptere«.

Undtagelsestilstand

I EU har den økonomiske krise skabt en form for undtagelsestilstand, hvor de sædvanlige beslutningsprocedurer har vist sig utilstrækkelige, og hvor Angela Merkel og Nicolas Sarkozy har formået at tage styringen – i tæt samarbejde med den såkaldte Frankfurtergruppe, der har været med til at banke uregerlige regeringsledere, som Grækenlands Papandreou og Italiens Berlusconi, på plads.

Hvor kommer demokratiet ind i den her debat? Er Frankfurtergruppen en nødvendighed i denne krise?

»Jeg er lidt splittet i det spørgsmål. Jeg tror, at vores standarder for at vurdere krisehåndtering er nødt til at være mere lempelige.

Selv i krisesituationer, hvor man ikke har 27 medlemslande, der skal være enige, har vi set en krisehåndtering, der langt fra har fungeret optimalt«, forklarer Sony Kapoor og peger på eksempler som Japans atomulykke og USA's håndtering af orkanen Katrina, der ramte New Orleans.

Demokratisk brandslukker

»Kriser er pr. definition uventede, pludselige, omfattende og vanskelige«, siger Sony Kapoor. Derfor må demokratisk krisekontrol tænkes ind i alternative baner.

Den vigtigste lektion i eurokrisen er, at det er afgørende at planlægge bedre og få et kriseberedskab på plads – at overlade handlemuligheder til folk, der kan holdes til ansvar for deres handlinger.

»Det er vigtigt at se på tre mekanismer til kriseafværgelse: Forebyggelse, afværgelse og løsning. Et bedre varslingssystem. Bedre »branddøre og brandslukkere«. Og mulighed for at tilkalde brandvæsenet, når ilden har spredt sig. Vi har behov for alle tre. Men skulle helst kunne handle, før krisen rammer«.

I forhold til krisehåndtering vil det sige, at der skal en bedre regulering af finanssektoren til, højere krav til egenkapital og udveksling af lån mellem banker – og endelig et klart demokratisk mandat til dem, der skal regulere økonomien.

Viden er magt

En forudsætning for en demokratisk debat er, at både politikere og borgere ved noget om emnet. Det har været et af problemerne med finanskrisen.

»Før krisen var der ingen, hverken fra civilsamfundsorganisationer eller blandt almindelige mennesker, der interesserede sig for, hvad den finansielle sektor foretog sig. Da krisen ramte, var det derfor slet ikke muligt for regeringerne, selv hvis viljen havde været der, at etablere en demokratisk debat. Situationen var så kompleks, at ikke engang regeringerne fuldstændig forstod den.«

Nu har krisen sørget for, at den offentlige interesse er til stede. Og så kan vi måske blive inspireret af Èn af Sony Kapoors mere simple pointer i en ellers kompleks debat. Han påpeger nemlig, at man kan diskutere, hvilke løsninger der er gode og dårlige på forskellige punkter, men at der i hvert fald er Èn ting han vil fraråde:

»Lige nu gør vi det allerdummeste, man kan gøre. Vi giver offentlig støtte til banker og finansinstitutioner uden at få kontrol til gengæld. Det er virkelig vigtigt at få offentlig kontrol for offentlig støtte. Staten bør i det mindste stille krav til bankernes egenkapital og kræve strengere regler for bonusudbetalinger og incitamentsstrukturer i finansverdenen«.