ARTIKLER


De unges oprør i Spanien

De spanske »indignados« er fortsat vrede. Men de er ved at omforme deres oprør.
Af Lajka Birkedal Hollesen og Elena Massa Gyldenkerne
20. juli 2012

Det var en mindre demonstration den 15. maj sidste år, iværksat af en gruppe ukendte bloggere, der siden skulle udvikle sig til en folkelig bevægelse, som har formået at forene den spanske ungdom på tværs af ideologier og politisk orientering.

Forsamlingen brugte slagord som «Real Democracy Now!« og »Vi er ikke varer, der kan handles med af politikere og bankfolk«. Den blev kendt som »15M«, og fik uventet støtte fra den tidligere diplomat og modstandshelt i Frankrig Stéphane Hessel, der har skrevet bogen »Indignez-vous!« (dansk udgave: »Gør oprør!«). Bogen, som er et 30 siders opråb til Europas unge, er nu solgt i næsten 600.000 eksemplarer.

I dag

»15M« eller »Los indignados« bevægelsen vakte opsigt verden over, og mange har spurgt sig selv, om den har mistet sin kraft og er løbet ud i sandet. Men ifølge mange af de unge, vi har talt med, er det langt fra tilfældet.

»15M har vakt folks sociale bevidsthed, og den fortsætter med at inspirere unge og gamle verden over. Det har været en meget diffus bevægelse, som har opdelt sig i forskellige underbevægelser, men de unge i 15M holder stadig fast i den sociale idé lige meget hvad«, siger den 29-årige biolog Barbara Rios.

»Spansk politik oplever for øjeblikket en legitimitetskrise. Vi er omgivet af korruption, klientelisme og ledere, der tjener falske interesser«, siger den 27-årige Carlos Primo.

12M på barrikaderne

Den 12. maj i år forventes der en gentagelse af 15M under sloganet »Toma las calles!« (»Gå på barrikaderne!«).

»Jeg håber, at 12M puster ild i den gnist, som 15M antændte«, siger den arbejdsløse Sara Delgado på 29, »og at den bliver en seriøs indsats for at ændre et dysfunktionelt system, der skaber ulighed i samfundet, og forværrer arbejdsforholdene og livskvaliteten for den spanske befolkning«.

Den generelle højredrejning, som har præget de spanske regionalvalg bidrager til et generelt mismod blandt de unge, og det samme gør den seneste tids korrup-tionssager.

»Jeg tror, at folk er mere udbrændte end sidste år. Efter 15M er der intet, der har ændret sig, det er endda blevet værre. Det er ikke særlig motiverende«, konstaterer en skeptisk Carlos Primo.

Vil blokpolitikken politisere 15M?

Mange unge frygter en politisering af 15M efter regeringsskiftet den 20. november 2011 til det centrum-højredrejede Partido Popular (Folke-partiet).

Den 27-årige journalist og forfatter Alberto Gómez mener, at regeringsskiftet vil styrke de traditionelle protestformer, så vi får en mere fløjopdelt politik:

»Vi vil se fagforeninger mod arbejdsgiverforeninger og venstrefløj mod højrefløj. Det er svært at få en mangfoldig bevægelse som 15M til at passe ind i blokpolitikken«.

»Fra at protestere mod politikere, banker, osv., er jeg sikker på, at man i stedet vil vende sig imod den nuværende regering«, siger Neus Gual på 29.

Andre mener, at 15M allerede er meget politiseret, hvilket har slået skår i dens integritet.

»15M er en stærkt politiseret bevægelse, selv om de påstår det modsatte«, siger Marina Linares, 24, arbejdsløs journalist. »Mange af lederne er besættere eller venstreorienterede, som bruger de unge uden fremtid til at styrke deres sag. Det er en bevægelse, som har forsøgt at styrke partierne til venstre for regeringen – det er bare ikke lykkedes«.

Det latente oprør

Carlos Paredes, talsmand for »Democracia Real Ya«, der i sin tid var med til at sætte det hele i gang, har fortsat de optimistiske briller på. 15M har en bred appel, mener han, og den er lige så levende og aktuel, som den altid har været.

»Den 12. maj holder vi endnu en international demonstration, og indtil videre har vi ikke mere planlagt. Men bare fordi vi ikke er ude og demonstrere på gaderne, betyder det ikke, at vi ikke er aktive. Bevægelsen er latent og kan dukke op når som helst, lige så stærkt eller endda endnu stærkere end sidste år«, siger han.

I mellemtiden må spanierne affinde sig med de konservatives stramninger og et reformprogram der favoriserer arbejdsgiveren på bekostning af arbejdstagerens rettigheder.