Bør læses frisk fra trykpressen

Kritisk økonom forklarer eurokrisen i bog for både lægmand og ekspert.
Af Olav Grøndal
1. august 2012

Jesper Jespersen har begået en ny bog om eurokrisens årsager og de mulige veje ud af krisen. Bogen er et opråb til politikerne om handling nu, og et kraftigt og velformuleret indspark i debatten, der bør læses frisk fra trykpressen.

Bogen er beundringsværdigt kort og velformuleret og kommer alligevel omkring både den teoretiske analyse af euroens struktur, en analyse af kløften mellem den politiske og økonomiske virkelighed og en oversigt over forskellige løsningsmodeller.

Udgangspunktet for bogen er en kritik af forskellige antagelser og principper, som Jesper Jespersen mener ligger bag designet af eurosamarbejdet.

Man kan ikke spare sig til vækst

Han starter med kritikken af den budgetdisciplin, der er hovedformålet med Finanspagten, og understreger overbevisende i sin analyse, at man ikke kan spare sig til vækst, hvis det går meget dårligt i den private sektor.

Dernæst angriber han den grundlæggende antagelse i eurosamarbejdet, at eurozonen er et optimalt valutaområde – hvilket vil sige, at markedet selv kan udligne forskelle mellem landenes produktivitet, forskelle der ellers ville føre til spændinger, når landene ikke længere har valutakursen som udligningsredskab.

Her konkluderer han, at hvis euroen skal bestå, må man give den en større politisk overbygning, der kan beslutte overførsler fra lande med overskud på deres betalingsbalance til lande med underskud.

Til sidst angriber Jesper Jespersen troen på, at kapitalmarkedernes disciplin er et godt middel til at motivere regeringer til reformer. Skal euroen bestå, er man nødt til at give Den Europæiske Centralbank (ECB) et mandat til at fokusere på arbejdsløshed som et centralt benchmark, fremfor kun at fokusere på inflation, ligesom den skal kunne låne direkte til regeringer, mener Jesper Jespersen. På den måde kan man fravriste finansmarkederne deres indflydelse og give den tilbage til politikerne.

Mulighederne for en hel eller delvis tilbagerulning af euroen bliver også overvejet, og her fornemmer man, at det er den løsning, som Jesper Jespersen selv tror mest på.

Kritik

En kritik, man kan rette imod bogen, er, at den tager en række afstikkere, hvor den ikke finder plads til at præsentere modstandernes forklaringer eller argumenter. F.eks. i udlægningen af ECB’s kontrol med pengemængden.

Man efterlades også med et par spørgsmål om, hvem der f.eks. skal motivere de sydeuropæiske politikere til hårdere arbejdsmarkedsreformer, hvis de kan låne af ECB eller deres egne centralbanker efter en euro-tilbagerulning? Jesper Jespersen peger på befolkningerne, men her kan man frygte en tilbagevenden til den passivitet, der eksisterede før eurokrisen.

Enkelte argumenter kan vendes om af hans modstandere, f.eks. at en møntunion i et land med store interne forskelle (Italien), kun kan fungere, hvis der er overførsler fra det rige nord til det fattige syd. Man kunne også sige, at de overførsler har været en sovepude for syd, der har kunnet undlade at gøre noget ved den dårlige regeringsførelse.

Men alt i alt er der tale om en gennemarbejdet bog, der både kan forklare komplekse problemer og tør tænke stort, f.eks. ved at diskutere, hvordan man kunne sikre arbejde til alle, når vi på et tidspunkt må producere mindre af miljøhensyn.

Bogen kan med fordel læses både af økonomer og almindelige mennesker med interesse for emnet, fordi den redegør præcist for essentielle svagheder i den nuværende økonomiske politik ført i eurozonen.

(Olav Grøndal er Master of Public Policy fra Lee Kuan Yew School of Public Policy, National University of Singapore. Skriver løbende til notat.dk.)