NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Da NOTAT for nyligt besøgte åbningen af det nye dansk-polske handelskammer, skinnede det klart igennem, at rigtig mange danske virksomheder i øjeblikket er ved at flytte deres simple produktion til Polen.
Men det er ikke fordi den relative lønforskel mellem Danmark og Polen er blevet meget større, men derimod, at alle de faktorer, som retfærdiggjorde det høje danske lønniveau er blevet udvandet på grund af store fremskridt i lande som f.eks. Polen.
God regeringsførelse tæller på bundlinjen
Udflytningen illustrerer, at man i debatten om den danske konkurrenceevne er alt for ensporet fokuseret på lønniveauet alene. Man har en tendens til at overse alle de faktorer, der kompenserer for den høje løn.
Det handler om alt fra god uddannelse, til lav korruption, god infrastruktur, politisk stabilitet, samt f.eks. niveauet af social kapital, f.eks. om der er et højt niveau af tillid i samfundet. Alle disse faktorer kan man, med en lidt bred fortolkning, samle under begrebet, good governance, eller god regeringsførelse.
Dansk løn er overordnet OK i dag
Man hører ofte, at lønningerne er for høje i Danmark. Men det passer ikke med statistikken.
Hvis de danske lønninger var udtryk for en kortsigtet og ukonkurrencedygtig forhøjelse af lønnen, så ville det afspejle sig i et stort handelsbalance-underskud og faldende eksport.
Men dansk eksport er faktisk i usædvanlig god form, som det ses på figuren på side 13, har vare- og serviceeksporten stort set været i plus siden 2005. Ligesom samhandlen med udlandet er vokset stort set konstant siden 1990.
Det overordnede lønniveau i Danmark er altså ikke helt skudt ved siden af, så problemerne med eksport af arbejdspladser må skyldes en anden tendens.
Årsagen kan findes i et globalt skift mod bedre regeringsførelse. I lang tid har regeringsførelsen i Østeuropa, Asien og Afrika været så katastrofal dårlig, at det har kunnet betale sig at udføre meget ufaglært arbejde i vesten, herunder Danmark.
Men idet disse lande har forbedret deres interne regeringsførelse, er der nu en række af brancher, der kan se fordele i at producere dér. Dette skift kommer lang tid efter, at de formelle handelshindringer er bragt ned af f.eks. WTO og EU - fordi de formelle handelshindringer betyder mindre for handelen end konsekvenserne af dårlig regeringsførelse.
Korruption og lignende fungerer som en told, der skaber enorm usikkerhed for virksomhederne, fordi man ikke ved, hvor stor omkostningen vil vise sig at være, i modsætning til en formel toldbarriere på en bestemt procentsats.
Problemerne rammer ujævnt
Konsekvenserne for dansk økonomi rammer forskelligt fra erhverv til erhverv, fordi arbejdskraftens pris og afhængigheden af god regeringsførelse svinger fra branche til branche.
Og der findes brancher, hvor lønnen betyder næsten alt. Det gælder f.eks., hvis man samler elektronik eller syr sko, for her er prisen på den ufaglærte arbejdskraft en meget stor del af omkostningerne ved produktionen.
Disse industrier vil gå efter lande med den absolut laveste timeløn, som f.eks. Pakistan eller Bangladesh, næsten uanset hvor dårligt de fungerer.
Globalisering skaber forskelle i Danmark
Globaliseringen har den yderligere effekt, at den kan øge den interne forskel i konkurrencedygtighed i Danmark, fordi de sektorer af dansk økonomi, der er konkurrencedygtige, får et skub opad af de faldende priser på varer og tjenester, der nu er flyttet fra vesten til Østeuropa eller Asien.
Da f.eks. sydkoreanerne begyndte at producere billigere skibe, kunne Maersk sælge deres services billigere, idet deres input, skibe, blev billigere.
Globaliseringen øger dermed spændet i konkurrencedygtighed mellem virksomheder i Danmark.
Det store problem for danske politikere i den sammenhæng er, at lønnen i Danmark forhandles kollektivt, via overenskomsterne.
Det kollektive forhandlingssystem betyder, at lønnen kommer til at ligge omkring det middeltal, som arbejdsmarkedets parter slår an via de store fællesoverenskomster, som f.eks. industriens overenskomst.
Der er nogle meget konkurrencedygtige dele af arbejdsstyrken, som kan forhandle en høj løn hjem. Men lønafsmitningen kan så medføre, at andre grupper bliver løbende mere og mere ukonkurrencedygtige.
Deres konkurrencedygtighed svækkes yderligere, når de nye markedsøkonomier - som f.eks. Polen - gør meget store fremskridt i god regeringsførelse - medmindre den modsvares af enten et meget kraftigt lønfald eller en voldsom produktivitetsstigning i visse brancher i Danmark.
Vi har altså en situation, der kræver differentieret løndannelse, og et arbejdsmarked, der er konstrueret til at skabe ens løndannelse.
Tre veje at gå
Danske politikere er i den sammenhæng stillet overfor tre muligheder:
1. Man kan vælge at bevare en stor del af befolkningen på overførselsindkomst.
2. Man kan forsøge at gøre den danske regeringsførelse endnu bedre og derved gøre det mere attraktivt at producere her.
3. Man kan tillade en mere differentieret løndannelse, ved f.eks. at flytte lønforhandlinger ud på den enkelte virksomhed og derved skabe større ulighed på arbejdsmarkedet.
Problemet med løsning 1 er naturligvis de sociale omkostninger, og udgifterne for statskassen.
Problemet med løsning 2 er, at den positive effekt af god regeringsførelse er aftagende, specielt for lavtlønsbrancher.
Dvs. at så snart lavtlønslandene har nået et vist niveau, så skal der helt ekstraordinært store forbedringer til i et land som Danmark for at kompensere for den fortsatte lønforskel.
Løsning nr. 3 er politisk uacceptabel i et land som Danmark, hvor alle Folketingets partier støtter op om en høj grad af lighed i samfundet. Kort sagt tyder udviklingen på, at vi skal tænke helt nyt, hvis vi skal inkludere de svageste grupper på arbejdsmarkedet, uden at uligheden stiger.
En mulighed kunne være at lade dem arbejde til lav løn og så kompensere med negativ indkomstskat for borgere i arbejde, en afart af borgerlønnen. Det svarer til et system, man har i Singapore - Workfare-programmet, der skal kompensere lokale ufaglærte for den konkurrence, man udsætter dem for fra de omkringliggende lavtlønslande